tirsdag, januar 06, 2009

MGP dans, musik og gymnastik

Freja startede igår til MGP dans hos Randers Sportsdanserforening RAFFI (ja, det hedder det altså)... Hun har længe gerne villet gå til dans, så det var på høje tid, at der blev fundet et hold hun kunne komme på. Hun kendte nogle af de andre piger på holdet, og underviseren (eller instruktøren) var vist ikke så slem, som man ellers må forvente på sådan en danseskole. Hun vil i hvert fald gerne derhen igen på næste mandag.
Anna Ingeborg var til musik hos Birgitte, som hun plejer, og kom som sædvanligt hjem og gentog hele det nye repertoir. Det blev godt nok kortvarigt afløst af en hylekoncert, da Freja skulle til dans, og Anna Ingeborg fandt ud af, at hun ikke skulle med. Det kan vel ikke være lutter lagkage, at have søskende.
Linus havde en rigtig skidt dag. Formiddagen var vist nogenlunde rolig, men da mor skulle til gymnastik over middag, var han åbenbart ved at være træt af at være tilskuer her i livet. Han hylede fra starten så grundigt, at hans mor ikke kunne komme i gang med øvelserne sammen med de andre på holdet. Og da han således havde skreget i et kvarter, tog de hjem. Han blev tilbudt barnevogn to gange, men ville ikke rigtig være venner med den i mere end en halv time ad gangen. Mad fik han naturligvis også, men det kunne heller ikke rigtigt dæmpe hans gemyt. Og så endte han med at blive puttet i seng før kl. syv, fordi han var så smadret. Det blev hævnet senere, da han vågnede ved totiden for at hyle og skrige og brokke sig igen. Desværre er det ikke til at vide, hvad der nager ham, men gisningerne går da på, at der er tænder på vej. Han har nemlig haft lidt tynd mave, og det passer ham ikke så godt at spise (så meget som han plejer). Vi må håbe det bliver bedre i morgen. Eller allerede idag, kunne vi være så heldige.

Ingen kommentarer: