tirsdag, november 30, 2010

Abrikant, Anna Ingeborg?

Freja kom på et tidspunkt i tanker om, at hun havde lyst til at få pikantost. Altså smøreost med løg og urter, eller sådan noget. Det blev indkøbt, og Freja spiser det med største velbehag. Anna Ingeborg kan ikke lide ost, og spiser derfor ikke noget, der hedder noget med ost. Men hun blev nu alligevel overtalt til en bid af hendes fars mad med pikantost. Det kunne hun godt lide, og således er nu også hun med på madder med pikantost. Det kræver dog lidt tilvænning, at forstå hendes bestillinger, for i hendes ordbog hedder det ikke pikant, men abrikant.
Og det er ikke det eneste, der volder hende lidt besvær for tiden. Hende og hendes søster (ja, og sådan set også Linus) har skamhørt Frejas Rasmus Seebach-CD. På det sidste er de begyndt på et nummer, der hedder 'Natteravn'. Det er dog ikke så ligetil at vide, hvis man hører Anna Ingeborgs udgave, for hun har tilsyneladende "alt for længe været nattevagn".
Senest opståede problem var idag, hvor der i bilen blev sunget en sang fra jule-musicalen, der går således: "For han er kærlig, til ham står al hvor lid". Anna Ingeborg kunne slet ikke forstå den. For som hun sagde; "Er hamster ikke et dyr, far"?...

onsdag, november 24, 2010

Tandfeen besøger kapitalisten

Anna Ingeborg har naturligvis haft besøg af tandfeen. Sædvanen tro lå der en tier i æsken, da hun havde været der. Men det er ikke nok for en lille kapitalist. Anna Ingeborg kunne nemlig udemærket huske, at Freja i sin tid solgte sin første tand til bedstefar Anders. Den fik hun halvtreds kroner for, og siden solgte hun tand nummer to, der røg ud, til bedstemor for hundrede kroner.
Da så bedstefar Anders kom på besøg i søndags øjnede hun muligheden for yderligere profit. Og hvorfor starte i det små, hvis man kan score kassen? Hun krævede i hvert fald at få femhundrede kroner for tanden. Og det er da en flot lille tand, men den hoppede bedstefar altså ikke på. Lidt fik hun dog ud af det, for han gik med til at betale hundrede kroner for den, og så måtte han jo pænt supplere det beløb Freja i sin tid fik op med en halvtredser.
Bedstemor må vist hellere begynde at spare op, hvis hun vil gøre sig håb om at kunne købe den næste tand, der rokker sig ud af Anna Ingeborgs mund.

onsdag, november 17, 2010

Freja ørler - beholder dog tænderne

Freja havde i torsdags en pjække-/hyggedag. Det vil sige, at hun havde kvalme og ondt i halsen. Onde tunger ville sige, at hun bare gerne ville have en hjemmedag, ligesom Anna Ingeborg havde haft det om onsdagen. Og DR Ramasjang har en utrolig medicinsk effekt, for lige så snart det kørte, var sygdomstegnene forsvundet som dug for solen.
Nå, men søndag var der så fødselsdag hos Bedstefar Arne i Højbjerg. Det var en rigtig hyggelig dag, med god forplejning som sædvanligt, og der var ingen indikationer på dårligdomme. Men på vejen hjem, hvor Linus hurtigt faldt i søvn, fordi han ikke havde sovet til middag, var Freja usædvanligt stille. Man plejer ellers nok at skulle dysse hende og hendes sange ned, når Linus sover. Antagelsen var, at hun også var faldet i søvn. Det var hun nu ikke, og da vi kom hjem bad hun helt frivilligt om at komme i seng. Ja, der er nok et par forældre der burde have været i stand til at lægge to og to sammen. Hun lå ikke længe i sin seng, før der lige pludselig kom fart på hende. Ud på toilettet og kaste op. Og først der, efter hun havde kastet op, fortalte hun, at hun havde siddet helt stille i bilen og holdt sig for ørerne, fordi hun havde sådan kvalme, og håbede på, at det ville få det til at gå væk.
Hun tog det meget pænt, også da hun kastede op anden, tredje og fjerde gang. Men så fik hun også fortjent to dage på sofaen med Ramasjang som medicin...

torsdag, november 11, 2010

Anna Ingeborg ørler og taber en tand

Tirsdag blev Anna Ingeborg dårlig mens hun var i skole. I frikvarteret havde hun siddet inde ved Bente, og da hun så kom i klub, kastede hun op. Så blev der ringet efter hendes far, der kom en halv times tid senere. Lige tids nok til at opleve Anna Ingeborg kaste op igen.
Heldigvis fik hun det bedre, og allerede om eftermiddagen virkede hun nogenlunde frisk. Hun var også dårligt kommet hjem, før hun begyndte at kræve mad og drikke.
Under tandbørstningen ved sengetid blev der rokket med den rokketand, der efterhånden har siddet meget løst meget længe. Og så skulle der igen gøres et forsøg på at trække den ud. Hun har ikke været så vild med det, selvom hun meget gerne vil tabe sin første tand. Det må jo helst ikke gøre ondt. Men nu var tanden altså så løs, at den nærmest faldt ud af sig selv. Og så var der ellers ikke meget sygdom at spore længere. For så skulle der lige pludselig findes en æske, så tandfeen kunne finde tanden. Og den skulle vaskes, og så skulle hullet i tandrækken beundres i spejlet.

tirsdag, november 02, 2010

Tis

Lørdag aften startede Anna Ingeborg et døgns opsamling af tis. Naturligvis til brug for det forsøg hun er med i på børneklinikken. Det var ikke noget problem at tisse i et stort plastickrus og så hælde det i den dertil udleverede beholder. Kun meget lidt tis gik til spilde.
Mandag eftermiddag blev det hele så afleveret hos sygeplejersken, der nok engang skulle kontrollere og måle Anna Ingeborg. Hun var tilsyneladende ikke vokset i denne omgang. Anna Ingeborg selv, mente i øvrigt at der havde været medicin i den nye type 'anordning'.

Onkel Oles fødselsdag

I lørdags var hele familien til fødselsdag hos onkel Ole. Klokken tolv på Restaurant Skovbakken. Anna Ingeborg startede godt nok fraværende, fordi hun var til fødselsdag hos Sebastian F. fra hendes klasse. Men så ankom hun bare halvanden time senere udklædt som heks.
Linus synes det var herligt at være ude og spise. For det første fik han pommes frites og kyllingenuggets, og for det andet, så var der en hulens masse steder han kunne rende og gemme sig. Og så var der oven i købet dessert.
Kaffen blev indtaget hjemme hos onkel Ole, der trakterede med kager af forskellig art. Dog ingen smørkrans, til bedstefars store skuffelse.

mandag, november 01, 2010

Nye billeder

Billeder fra marts til juni er nu på nettet.

Marts her.
April her.
Maj her.
Juni her.