tirsdag, april 28, 2009

Billeder fra marts og april

Billeder fra marts tilgængelige her.

Billeder fra april tilgængelige her.

Velkomstkomité

Freja er tilbage i skolen. Og hun får opmærksomhed som aldrig før. Her til morgen stod der således en større forsamling af klassens piger klar til at tage imod hende - og til at sørge for, at hun kom godt på plads. Da de havde fulgt hende ind i klassen tog een hendes krykker og en anden fandt en stol hun kunne have det skadede ben på.
I frikvarterene er der tilsyneladende kamp om at være den der får lov til at holde Freja med selskab, men så må man også blive inde i klassen, mens alle de andre skal ud.

lørdag, april 25, 2009

Couch potato

Freja indtager for tredje dag i træk sofaen. Hun forsværger brugen af krykker og kræver at blive båret til alt. Igår spurgte hun adskillige gange, om der snart var gået fire uger...
Anna Ingeborg varter op som aldrig før, og det endda på trods af, at Freja ikke har andet end brok til overs for det Anna Ingeborg gør. Ja, man kan godt blive lidt ond i sulet af at ligge ned så længe. Men lillesøster er meget overbærende, og tager fornærmelser og tilsvininger med stoisk ro.

onsdag, april 22, 2009

I gips og på krykker

Freja har vundet fire uger i gips.

Idag blev Freja hentet i klubben sammen med Frida P. De var i vestparken til piratløb. Faren havde parkeret ved skolen, så de måtte gå tilbage, for at kunne køre hjem. Og på den korte tur gik det helt galt for hende. Lige pludselig lød der et hyl, og så lå hun ellers på jorden og vred sig. Ja, det kan da lige nævnes, bare lige for at gøre uheldet perfekt, så landede hun i en hundelort (fuldstændig perfekt var det nu ikke, for den var helt indtørret, så det kunne have været værre). Der var ikke en forhindring at se i miles omkreds. Der var vel nogle få centimeters niveauforskel på fortovsfliserne og på gruset ved siden af. Hendes far mente med sin sædvanlige arrogance, at det ikke kunne være så slemt, og så var det ellers hjem, for at lege med Frida. Det gik fint, for de sad ned det meste af tiden, og det var kun nogle få gange der lød klager over foden.
Da det så blev sidst på dagen, fik hendes mor undersøgt foden nærmere, og der blev ringet til skadestuen. De ville gerne se hende, og det viste sig så, at der kommet en revne i skinnebenet. Og det endda på trods af at hun bare vred om på foden. Der blev taget røntgenbillede, selvom Freja var dødsensangst for det, og der blev lagt gips på, og hun fik udleveret et sæt krykker. Og sådan skal hun så gå rundt indtil hun skal til kontrol den tyvende maj.

fredag, april 17, 2009

Djamolidine Abdujaparov

Anna Ingeborg var på cykel til Doktorparken igår. Det har hun været før, og hun er efterhånden ved at være rimelig stabil på cyklen. Det synes hun også selv at have opdaget, og selvtilliden var således helt i top da hun besluttede sig for at tyvstarte og køre lidt i forvejen. Hun nåede vel at køre de der små hundrede meter hen ad stien, og så tordnede hun ellers i gruset. Hun siger selv, at hun havde fået for meget fart på, og det kan godt passe, for der var ikke en forhindring i miles omkreds. Og skaderne taget i betragtning, så har der da været lidt fart på. Hjelmen havde fået en ridse, og hun blødte fra to fingre og fra læben. Hun var meget ulykkelig og græd rigtig meget - nok mest over forskrækkelsen. Men efter at være blevet trøstet, og lovet at der nok skulle komme plaster på, satte hun sig op på cyklen igen og kørte hjem - meget stille og roligt. Hun venter nok lidt med at øve spurter igen...

tirsdag, april 14, 2009

Påsken overstået

Påsken er forbi for denne gang. Lørdag var Linus, Anna Ingeborg og Freja hos bedstemor og bedstefar for at blive passet, mens mor og far var til bryllup. Første gang Linus blev passet ude med overnatning. Men det gik fint, selvom der var en lille episode, hvor han fik vækket pigerne. Og så sov han jo da noget af natten.
Påskesøndag blev der bare slappet af - for børnenes vedkommende i hvert fald. Og mandag var hele familien til fødselsdagsfest hos tante Yrsa i Viborg. Linus var dog nær ikke kommet med, da han tillagde sig skoldkopper (antagelse) allerede i løbet af natten til mandag. Men han havde det fint, selvom man tydeligt kunne se de røde prikker i hans ansigt. Han sov ikke så meget, men tog det alligevel helt pænt.
Idag er så hans mors første arbejdsdag efter barselsorloven, så han bliver passet af bedstemor og bedstefar, indtil hans far starter forældreorlov på fredag.

fredag, april 10, 2009

Gækkebreve og påskeæg

Pigerne hentede igår et brev til dem hver i postkassen. På forsiden af kuverten stod deres navne og på bagsiden stod der: "Afsender: Bedstefar Arne". Indeni kuverterne var der gækkebreve. Anna Ingeborg fik et med teksten: "Mit navn det står med Whoppers, pas på det ikke hoppers ...eller..." Og så var der fem Whoppers. Frejas havde teksten: "Mit navn det står med bacon, Yiehaa det fed". Men pigerne mente jo det var nemt at gætte, hvem de skulle gætte på og dermed have påskeæg af. Afsenderen stod jo bagpå kuverten... De skulle tænke sig grundigt om, før de kom i tanker om, at det nok ikke var bedstefar Arne, der elskede Whoppers og bacon over alt på jorden.
Senere på dagen kom onkel Ole til kaffe. Medbringende årets første høst af påskeæg - og smovset, det blev der.

torsdag, april 09, 2009

Påskeferie

Påskeferien er i gang. Palmesøndag fejrede pigerne bamsefødselsdag. Det var vistnok de fleste af deres Build-A-Bear-bamser der havde fødselsdag. Der var dækket op i udestuen med fødselsdagsflag, fødselsdagskrus og fødselsdagsservietter. Og så blev der naturligvis serveret kage og vafler med is.
Tirsdag aften skulle Anna Ingeborg have fjernet vorten på sin finger. Det havde hun frygtet længe. Men fjernet, det blev den da. Onsdag formiddag spadserede hun så til tankstationen for at få den største is på iskortet, som hun var blevet lovet for at tage det pænt, når hun skulle have fjernet vorten. Spørg ikke naboerne om, hvor pænt hun tog det...
Frejas negl er også ved at falde af. Den hænger kun lige fast i siden, og det varer nok ikke længe, før den helt forlader hende, selvom hun forsøger at presse den tilbage, så den kan vokse fast igen. Ja, hun tror på det. Og alt er jo muligt, for den der bærer viljen i hjertet.

fredag, april 03, 2009

Påskefrokost og torsdagsugle

Anna Ingeborg var til påskefrokost i børnehaven igår. Der var hverken øl eller snaps, men det forlyder, at det var sjovt og hyggeligt alligevel.
Freja skulle være torsdagsugle igår. Hvilket vil sige, at hun skulle fortælle om en bog, hun har læst, for hendes klasse. Hun valgte 'Minus og den store verden' af Sven Nordquist. Og hendes oplæg var så godt, at de nu vil bestille bogen til skolens bibliotek.