torsdag, januar 31, 2013

Graffiti-sjuft

Linus har nok en gang gjort sig uheldigt bemærket. Han har jo været syg med mellemørebetændelse i en længere periode, men i fredags var han dog så frisk, at han godt kunne klare at blive passet i Hinnerup af bedstefar Anders. Det kom bedstefar Anders til at fortryde så inderligt. For nogen har jo lært Linus at skrive sit eget navn. Så det gør han gerne og han er bestemt ikke karrig med det. Under besøget, og udenfor opsyn, naturligvis, så han sit snit til at udstille sine evner på væggen i udestuen. Men hvad, bedstefar er i gang med at male andetsteds i huset, så han kan vel også lige tage udestuen med...

lørdag, januar 26, 2013

18 years sydoms

Den blev holdt fra døren længe, årets influenza. Men nu er den kommet til Myntevej. Linus gik ned allerede sidste onsdag, hvor feberen lige så stille sneg sig ind på ham. Han fik det værre og værre, og der var først bedring at spore lørdag. I mellemtiden gik Anna Ingeborg ned. Natten til lørdag præsterede hun en ordentlig omgang opkast. Og det må virkelig være kommet bag på hende. Hun plejer at have ret godt styr på det, når hun skal kaste op, men denne gang landede det hele lige så flot på hendes gulv. Og så var hun sådan nærmest over det værste. Hun var da ikke frisk lørdag, men var til gengæld heller ikke helt til rotterne.
Linus klarede en spadseretur lørdag, hvor han egentligt meldte sig tilbage i kampen. Men senere på dagen var han igen fuldstændig uden overskud til noget som helst. Og så fik han det ellers igen værre og værre. Mandag aften, kom han en tur til vagtlægen fordi han begyndte at klage lidt over ondt i ørerne. Der fik han konstateret mellemørebetændelse i begge ører, og så blev der ordineret pencillin. Det kemiske stads, der er så ulækkert, at man føler sig virkelig led ved at give det til nogen... Heldigvis virker det, og kombineret med en smertestillende stikpille, blev han helt som var han høj på syre. Og siden har han været i bedring.
Freja var på vej til skole i mandags, da det pludseligt gik op for hende, at hun havde det for dårligt til at komme helt derhen. Så hun vendte om og tog sin søster med. Hun ville rigtig gerne afsted, men kunne nok godt fornemme, at det ville blive for meget for hende. Det var hun helt knust over. Hun blev klar til skolegang igen torsdag.

tirsdag, januar 22, 2013

Cafébesøg, strutskørt og hovedrolle

Anna Ingeborg og Freja brændte i netop afsluttede weekend en julegave af. Det var cafébesøg med bedstemor og bedstefar fredag eftermiddag. De frekventerede deres stamsted i Storcenter Nord, og alle fik vist det de allerhelst ville have. De havde forinden shoppet en smule i centeret, men slet ikke så meget, som bedsteforældrene havde forventet, skulle være nok. Så det var en stor overraskelse, at begge piger hellere ville hjem til Højbjerg, end de ville videre i byen. Og så tog de til Højbjerg for at sy. Det havde de brugt lang tid på, og gjort sig meget umage med. Freja havde samme dag fået sit symaskinekørekort i skolen, og det skulle straks tages i brug under kyndig vejledning af bedstemor. Begge piger syede fine puder, som blev pakket ind og givet som gaver. Og nu står de og pynter i sofaen.

Lørdag formiddag gik turen hjem. Og det var ikke fordi det var med den store begejstring fra pigernes side, for de ville gerne være blevet hele weekenden. Anna Ingeborg havde dog alligevel en hvis trang til at komme hjem. For hendes mor havde lovet hende, at hun ville hente den pakke, der var kommet til hende på posthuset. Og hun vidste godt, at det var hendes nye strutskørt. Og hvilket strutskørt.


Freja var meget nervøs for, om hendes besøg hos bedstemor og bedstefar skulle koste hende en god rolle i forårets musical i kirkeklubben. Hun måtte nemlig være fraværende på dagen, hvor rollerne skulle uddeles. Hendes far vidste godt, fordi det havde Anne Dorthe fortalt, at rollerne var givet på forhånd, så det ikke havde nogen betydning, hvorvidt hun var til stede lige den dag eller ej. Men lidt nervøs var hun nu alligevel. Det var der dog slet ingen grund til, for alle hendes bekymringer blev gjort til skamme da det endte med, at hun skal spille hovedrollen. Det var hun også meget glad og stolt over. Der var dog lidt skår i glæden fordi Anna Ingeborg ingen rolle havde fået. Hun havde sådan håbet på at få en rolle, eller på, at hun skulle være med i en dans. Det med dansen kan stadig blive aktuelt, da det ikke er beskrevet i rollehæftet, hvem der skal være med i hvilke danse. Men en rolle blev det altså ikke til.

mandag, januar 14, 2013

Juleferie

Nu er juleferien for længst overstået. Selv Linus' ekstra lange ferie fik en ende, og han har været afsted en hel uge nu.
Juleaften blev afviklet sådan nogenlunde som sædvanligt. Dog uden moster Tine, der holdt jul med Jais' familie. Det var den sædvanlige menu med de sædvanlige retter og de sædvanlige leverandører. Julemanden var også på besøg. Linus var naturligvis meget begejstret, for han havde åbenbart været lidt i tvivl om, om han havde opført sig pænt nok. Det var onkel Jonas, der var indeni julemanden, og da de lidt senere lå på gulvet og legede med Linus' Lego (onkel Jonas ikke længere som julemand, men i sin normale skikkelse), fortalte Linus, at han var heldig med at julemanden var kommet, for den anden dag, havde han sagt "for fanden"...
Onkel Ole og Anna Ingeborg vandt hver en mandelgave. Der blev ikke sunget så mange salmer - ca. det sædvanlige antal. Til gengæld blev der sprunget over en del vers. Ungerne fik allesammen en masse gaver. Alle fik legetøj og alle fik tøj. Og så var der ca. et år til det hele skulle gentages...