mandag, marts 24, 2014

Freja bliver matchvinder

Den årlige skolepigefodboldturnering er netop blevet afviklet. I år igen med deltagelse af Freja og de fleste af pigerne fra hendes klasse. Freja var på det hold der ikke havde rigtige fodboldspillere. Altså forstået sådan, at alle de piger fra hendes klasse, der går til fodbold, var på det andet hold. Der var to hold tilmeldt fra hendes klasse... Hvorom alting er, så vidste de godt, at de nok igen i år ville få tæsk.
Men deres deltagelse var knap nok begyndt før Freja tordnede ned mod modstandernes mål og lossede klatten i kassen. Det gik så stærkt, at nærmest ingen i hallen bemærkede det. Og det skulle vise sig at blive det eneste mål, som de scorede den dag. Heldigvis var det nok til at tage sejren i den første kamp, og så vandt de faktisk lige så mange kampe, som det andet hold fra deres klasse (omend det andet hold scorede en del flere mål).
Sejren var nu ikke så vigtig, for de var bare kommet for at hygge sig. Og det gjorde de. I den grad. Men der var også arrangeret sådan, at der var slik og juice, og Freja selv havde beordret sin far ud for at købe børne-champagne. Nå ja, man skal vel planlægge med succes...

søndag, marts 16, 2014

Linus får en klasse

Der har været afholdt informationsmøde for forældre til nye børn på C. la Cours skole. Linus bliver optaget, og han skal gå i 0.B. Og det er byens bedste børn, som hans kommende lærer siger. Og det har hun sagt før, for det er også hende, som både Freja og Anna Ingeborg har haft.
Linus er meget begejstret og glæder sig meget. Han kunne godt tænke sig, at det skulle være snart, for næsten alle dem, som han har leget med i børnehaven er begyndt i skolefritidsordning på de skoler, som de skulle gå på.