søndag, november 29, 2009

MGP, det er bare noget vi leger...

... men hvorfor har hun ikke BH på?

Allerede under den første sang til årets MGP Nordic, var der noget der undrede Freja. Den finske pige Amanda optrådte tilsyneladende uden BH på. Så det ville Freja altså gerne vide hvorfor. Nogle af de andre tilstedeværende i samme rum undrede sig mest over, hvorfor Freja lagde mærke til sådan noget...

torsdag, november 26, 2009

Så er den gal igen - nu med skulk

Freja blev for ikke så længe siden taget i at snyde og i at lave hærværk. Og nu er hun så blevet taget i at skulke. I går morges faldt hun ned fra en skammel og slog sin fod. Det gjorde ondt på hende. Så ondt (tilsyneladende), at hendes mor skrev i kontaktbogen, at hun måske ikke kunne deltage på sædvanligt niveau i idrætstimerne. De havde haft vikar, og Freja havde hårdnakket påstået, at hun ikke skulle være med i idrætsundervisningen, så hun havde siddet på sygebænken (aka. skulkebænken). Senere på dagen, da det så var ved at være tid til at hende og Anna Ingeborg skulle til gymnastik, så fejlede foden, på højst mystisk vis, ikke længere det mindste.

Linus snakker mere og mere. Mest af alt snakker han om biler. Det vil sige, at han kan sige "bil", eller noget der minder om det. Og han siger det hver gang, han ser en bil (eller en bus), ligesom han siger "vov, vov", når han ser et dyr. Derudover taler han om mad, og så siger han "hov", hver gang han får øje på en sut. Det er tilsyneladende lige overraskende hver eneste gang.

torsdag, november 19, 2009

Pilifinerne

Linus er i denne uge i gæstedagpleje hos Ingelise (Annie er på kursus). Det går fint med det. Efter et par dages tilvænning er han helt vild med hende, og kan ikke hurtigt nok komme over i hendes favn, når han bliver afleveret.
Pigerne var igår til gymnastik. Det er de hver onsdag for tiden. Og der har de fundet et par piger, der hedder Jennifer og Jessica, som de er blevet glade for. Igår kom deres mor for at hente dem. Hun talte et fremmed sprog til dem, og havde sådan et klassisk asiatisk udseende. Og i den forbindelse ville Anna Ingeborg gerne vide, om ikke hun kom fra Pilifinerne. Ja, det spurgte hun sin far om senere, så det må vi så spørge om næste gang.

fredag, november 13, 2009

Deja vu

Det kan godt være at Freja var syg søndag og mandag. Men hun kastede i det mindste ikke op. Det gjorde hun så til gengæld adskillige gange natten til fredag. Så hun er tilbage på sofaen og lever af Marie-kiks.

onsdag, november 11, 2009

Frejas tur

Og så blev det Frejas tur til at gå ned med sygdom. Hun blev ringet op søndag formiddag af Frida P. fra hendes klasse, der gerne ville lege. Det ville Freja også, men en time senere, da hun skulle til at afsted, havde hun fået det så dårligt, at hun selv bad om at måtte blive hjemme. Hun undgik opkast, men blev dog også hjemme mandag. Da hun kom i skole tirsdag, kunne de andre fortælle, at der kun havde været tretten af de sædvanlige tyve elever i klassen mandag. Hun kunne selv fortælle, da hun kom hjem, at de kun var ti elever tirsdag. Så hun var meget spændt på at se hvor mange der dukkede op idag (onsdag).

torsdag, november 05, 2009

Linus' tur

Bedst som man troede, at den værste fare var overstået... Anna Ingeborg har været rask i et par dage nu, men så var det vel også på tide, at den næste tog sin tur. Og det blev så Linus. Han kastede op henne hos Annie her til morgen, og blev naturligvis hentet umiddelbart derefter. Han har ikke haft det så dårligt siden, og har heller ikke kastet op, og det er ikke fordi han ikke har spist noget. Men træt, det er han da. Han sover lige i øjeblikket for anden gang idag.

onsdag, november 04, 2009

Freja taget i snyd og hærværk

Freja blev igår taget i at snyde med sine lektier. Og så var hun endda ikke selv klar over, at det var galt. Hun havde ingen lektier for, fordi hun havde fået lavet det hele i skoletiden. Men lektierne skal altid ses af forældrene, så børnene ikke kommer med noget de helt selv har fundet på, hvis nu de ikke har forstået det rigtigt. Og pligtopfyldende som hun jo er, så tog hun matematikbogen frem og viste den til sin mor - meget selvsikker i øvrigt. Og da så moren påpegede nogle fejl, kom den unge dame med meldingen; "Det er i hvert fald ikke forkert, for jeg har kigget efter Nino, og han havde lavet det derhjemme". Moren kom derefter med en lang forklaring, men den var ikke nær så sjov.
Senere på eftermiddagen fik den uheldige Freja så lavet et uheldigt stunt. Hvad hun havde tænkt sig er meget svært at regne ud, men hun fik i hvert fald placeret sig selv i Anna Ingeborgs dukkebarnevogn, hvilket jo selvfølgeligt var mere end den kunne klare, så stellet krængede sig selv i sådan en akavet position, så det ikke længere lignede en barnevogn ret meget. Anna Ingeborg stod og så på, og hun blev naturligvis helt ulykkelig og gav sig til at hyle i vilden sky. Da hun så fik hentet assistance blev der talt med store bogstaver til Freja, og hun kunne tilsyneladende godt se, at det var galt det hun havde gjort. Hun styrtede ned i kælderen stortudende, og så blev skaderne besigtiget og Anna Ingeborg blev trøstet. Få øjeblikke senere blev Freja fundet på hendes værelse - stadigt stortudende - i færd med at tømme sin sparegris. Hun ville give Anna Ingeborg alle sine penge, så hun kunne købe en ny barnevogn. Og faktisk måtte Anna Ingeborg få lige præcis det hun ville have. Ja, hun blev tilbudt Frejas værelse, og alt hvad hun i øvrigt ejede. Det var ikke let, at få Freja til at falde helt til ro igen, for hun var godt nok ked af det. Men forsonet det blev de da til sidst, og Anna Ingeborg tog det pænt.

mandag, november 02, 2009

Det starter tidligt i år

Anna Ingeborg er gået ned. I går aftes kastede hun op seks gange. Idag ligger hun hjemme på sofaen, og hun kaster stadigvæk op. Linus har haft lidt svært ved at sove ordentligt og Freja har haft ondt i hovedet. Men det kan også skyldes alt for meget fjernsynskiggeri.