søndag, maj 31, 2009

Nye cykler og gode ben

Pigerne har fået nye cykler. Anna Ingeborg havde fået penge til sin fødselsdag, og nu skulle de så brændes af på en ny cykel. Det blev en fin lyserød een med cykelkurv og tre gear. Da den var kommet hjem, og var så fin, så måtte Freja også bare have en ny cykel magen til. Sparegrisen slagtet og bankkontoen lænset, og så kunne også hun sætte sig i sadlen på en ny fin lyserød cykel med tre gear.
Cyklerne er noget større end dem de har haft indtil nu, så det kræver lidt tilvænning. Men det går fremad. Det samme kan siges om Frejas ben. Hun er begyndt at støtte på det (dårlige) venstre ben uden at bruge krykken til hjælp. Hun kommer lige så stille efter det.
Linus har tillagt sig en mærkelig vane. Om den er dårlig, det kan nok diskuteres. Når han bliver lagt i barnevognen, så er det efterhånden sjældent, at han bare lægger sig til at sove. Først hyler han lidt. Så sætter han sig op, og er egentligt glad nok ved det. Men der går ikke længe, før han giver sig til at hyle. Så bliver han lagt ned, og det hele gentager sig. Når det har gentaget sig nogle gange, er han som regel ved at være godt mør. Men han er stædig, og giver kun nødigt op. Kompromiset bliver som regel - og det er her den nye mærkelige vane kommer ind i billedet - at han falder i søvn siddende.

onsdag, maj 27, 2009

De gamle? Den hvide?

Anna Ingeborg og Linus var idag med en tur hos bedstemor og bedstefar. De skulle have ordnet deres computer, og det skulle hverken Anna Ingeborg eller Linus jo gøre, men så kunne de til gengæld henholdsvis sove og lege butik. Under frokosten kunne hun ikke holde sig og skulle på toilet. Og mens hun så sad der og trykkede ville hun gerne lige vide, om "de gamle" stadig sad derude ved bordet og snakkede. Med "de gamle" mente hun naturligvis bedstemor og bedstefar. Det i sig selv er ikke så bemærkelsesværdigt morsomt, medmindre man var til stede. Men det er ikke det første øgenavn hun finder på. Igår glædede hun sig meget til at hun skulle på besøg hos bedstemor og bedstefar, og mens hun sjovt nok sad på toilet og fyrede af, kom der lige en salve af spørgsmål med i strømmen til hendes mor. Hun ville godt vide noget om, om hun stadig havde bedstemor når hun blev ti år, hvortil hendes mor svarede, at det kunne hun godt regne med, for hun var jo blevet bedstemor i en forholdsvis ung alder. Derefter sagde hun, at bedstefar blev halvtreds næste gang han fyldte år. Det måtte hendes mor jo så korrigere, for, som hun sagde, så var bedstefar tres, og næste gang, så blev han så enogtres. Nej mor, svarede Anna Ingeborg, ikke den bedstefar - den hvide!
Et lidet smigrende øgenavn er det nok. Så må han i stedet glæde sig over, at han ser ti år yngre ud end han er...

Kristi Himmelfartsferie

Freja fik i onsdags gipsen af benet. Det var et meget sørgeligt ben der der kom ud. Tyndt og blegt var det, og meget slapt. Her en uge senere er hun stadig ikke begyndt at støtte rigtigt på det. Måske går hun på to ben igen til jul. Een ting er i hvert fald sikkert - Linus kommer til at gå før hende!
Og så var der ellers ferie i Klitmøller fra onsdag eftermiddag med mormor og bedstefar. Anna Ingeborg fik styret sin lyst på legepladsen og Freja fik tegnet en masse tegninger. Linus gik næsten i hi i den friske vesterhavsluft. Der blev i hvert fald sovet igennem som sjældent før.

søndag, maj 17, 2009

Højt at flyve

Anna Ingeborg havde glædet sig helt vildt til at skulle holde sin fødselsdag idag. Hun vidste godt, at gæsterne ikke kom før om eftermiddagen, og det var svært at vente. Men endelig kom de, og de havde gaver med, og hun var så glad. Hun fik den Barbie-kage hun havde bestilt, og hele familien var med til at lege "Der kom en mand fra Det Røde Hav" og hun holdt tale, og hun glemte ikke noget. Hun havde den mest fantastiske dag, men hun vidste selvfølgeligt heller ikke hvor kedeligt den skulle ende. For da gæsterne var gået, og hun havde fået børstet tænder, og var blevet gjort klar til at komme i seng, så kastede hun op. Og hun fik det dårligt og blev ked af det, for hun vidste godt, at det betød, at der ikke blev noget besøg af børnehaven på hendes fødselsdag alligevel.
Nu er hun endeligt faldet i søvn, og det er Freja og Linus også, og i morgen må hun så have så god en dag som hun nu kan. Men det skal nok komme til at gå godt, for hun tager heldigvis ikke tingene værre end de er. Og hun ved godt, at hun ikke bliver snydt for at have børnehaven på besøg, og hun ved godt at alt slikket kan gemmes, og at der nok skal blive skattejagt. Og vigtigst af alt så ved hun, at karameltræet naturligvis springer ud med sine frugter, præcis når hun skal holde fødselsdag... Så tillykke med fødselsdagen, Anna Ingeborg!

onsdag, maj 13, 2009

Linus og støvsugeren

Linus har fået sig en kæreste. Støvsugeren. Han er dybt forelsket i den, og følger den overalt hvor den går. Desværre er støvsugeren lidt flyvsk, så lige så snart han har indhentet den, flytter den sig. Idag blev den jagtet gennem adskillige rum, men hans kurtiseren gjorde ikke synderligt indtryk. På et tidspunkt forsøgte han en taktik med at lade som om, at han var blevet forelsket i radiatoren. Der blev i hvert fald kysset grundigt på den, men støvsugeren var ligeglad, og snart måtte han indlede jagten påny. Da han langt om længe indhentede den, og for alvor kunne komme i gang med at kærtegne den, var gassen gået lidt af ballonen. Så sugede den ikke længere, og stod helt bomstille som var den død. Mage til skuffelse.
Til gengæld var der ikke meget skuffelse at spore hos drengen, da der til aften blev serveret hoddox (hotdogs). Godt nok fik han dem ikke serveret som hoddox, og skindet blev da også pillet af pølsen. Men det var store sager for ham, og han indtog på det nærmeste måltidet grinende.

tirsdag, maj 12, 2009

Bededagsferie

Torsdag i sidste uge gik turen til Klitmøller for at holde så lang bededagsferie som overhovedet muligt. Hvederne ankom lidt sent torsdag aften, så pigerne fik først deres hveder om fredagen (det er vist iflg. traditionen det mest rigtige). Og så var der ellers indehygge med spil og tegninger og påklædningsdukker. Lidt kom de da også ud - pigerne. Men Freja måtte nøjes med lidt gyngen på legepladsen (gipsbenet tillod ikke megen klatren), og gav op ret hurtigt. Anna Ingeborg derimod fik for alvor noget ud af den nye legeplads, og blev til sidst temmelig skrap til armgang og brandmandsstang. Armgang har hun nu øvet en del i børnehaven, så det tæller måske ikke som en ny evne.
Stranden blev også besøgt, men med vinterjakkerne på. Vinden i Klitmøller er stadig et par måneder bagud...

onsdag, maj 06, 2009

Nye livretter

Pigerne har fået nye livretter. Anna Ingeborg er blevet vild med istaffel, som hun siger, og har bestilt det til sin fødselsdag. Normalt kan hun ikke lide ris, men det har hun sikkert heller ikke tænkt sig at gøre det store indhug i. Det er nok mere taffelet hun er interesseret i. Også Freja ville gerne bestille mad til hendes fødselsdag, og her kommer kokken nok på lidt af en udfordring. Hun bestilte nemlig plantorama... Der var altså ingen af de på stedet tilgængelige kogebøger, der havde en opskrift på plantorama. Men efter en nærmere beskrivelse af ingredienserne, kom hun i samråd med sin mor frem til, at det var shawarma, hun gerne ville have.

mandag, maj 04, 2009

Freja med følge

Den lille krykhusar er til tider rigtig godt træt af at skulle humpe rundt på de krykker. Men af og til så byder der sig en lejlighed, hvor det ikke gør så meget, at krykker er det tilbehør, der hører til et revnet skinneben. Idag brokkede hun sig over, at der var nogle børn der kiggede på hendes gipsben, da hun gik ud til bilen foran klubben. Men da hun blev spurgt om hun ville sidde i bilen, mens Anna Ingeborg blev hentet i børnehaven (for at undgå at børnene skulle kigge på hende), så havde piben underligt nok fået en anden lyd. Først skulle pædagogerne se herlighederne, og da det ikke var nok opmærksomhed, tog hun lige en runde på legepladsen, så alle børnene kunne se hende. Og det endte da også med stor succes, da en større flok til sidst gik lige i hælene på hende.

søndag, maj 03, 2009

Fussingø og fødselsdag

Idag stod Anna Ingeborg op kl. 05.40. Hun ville vel sikre sig, at hun ikke gik glip af noget som helst til fødselsdagen. Den startede nu først rigtigt da fødselsdagsbarnet blev vækket kl. ca. otte.
Da strabadserne med gaveudpakningen og de hårdkogte æg var overstået, var begge pigers kampiver vakt til live, og da de begge var godt onde i sulet blev det en særdeles interessant formiddag. De overlevede begge med nød og næppe, og for at det hele ikke skulle udvikle sig, blev de taget med på udflugt til slottet i Fussingø - der var et arrangement, der hed 'skovens dag'. Det dæmpede gemytterne lidt, og det blev til kørsel i hestevogn og fiskeri med net ved søen. Pigernes mor havde fødselsdagsheld i sprøjten og fangede en fin lille fisk, og i øvrigt en masse udefinerbart snask.

fredag, maj 01, 2009

Linus får laks

Igår spiste drengen laks. Desværre nøjedes han ikke med at spise det, men puttede det også i håret og resten af hovedet. Idag lugter han stadig af laks, og det på trods af at han har været i bad - OG fået vasket håret. Han ville ikke rigtigt spise sin egen mad, og derfor måtte han have noget andet. Det passede meget godt med, at Anna Ingeborg ikke ville have laksen, men så ville hun til gengæld gerne spise det Linus ikke ville have. Og så endte det vist med at alle blev mætte... Sådan nogenlunde.

Igår blev der afholdt forældresamtaler i Frejas klasse. Og lærere nu om dage har tilsyneladende kun rosende ord til overs for deres elever. Iikke som da far var dreng, hvor man skulle gå og frygte hvad lærerne kunne finde på at sige (af løgne) til forældrene. Men Freja klarer sig altså fint på alle områder, dog er hun lidt langsom (læs doven) til børnestavning. Især var der ros til hende for hendes skuespils- og præsentationsevner.