Det var en stor dag i går. Hele familien tog til Voervadsbro for at besøge onkel Martin. Og for at gøre en lang historie kort, så kom alle børn hjem med så mange historier, at der er stof til eftertanke til de næste fjorten dage - mindst.
Først var der kaffe og kringle, og det kommer man jo altid godt i gang på. Og da så den var fordøjet, blev der stillet forslag om en gåtur på onkel Martins marker, der går ned til Gudenåen. Hundene var allerede blevet lukket ud af deres indelukke, og Anna Ingeborg græd ved den lejlighed angstens tårer, for det var nogle hunde, der var fulde af energi. Men hun endte da dagen med slet ikke at kunne få nok af de hunde. Nå, men afsted for at se fårene. Undervejs fandt Linus en død mus. Og det kunne han huske, for senere kom han rendende med den - holdende den i halen. Tror nok lige, der var en mor der sørgede for, at de hænder blev grundigt vasket.
Nede ved åen fandt den ene hund en død and, som onkel Martin mente måtte være kommet af dage om morgenen, hvor han havde hørt skud, og så skulle den have drevet med åen dertil. Den blev hængt op på en pæl til ræven. Men den skulle også hentes senere. Dog ikke af Linus, for der svigtede modet alligevel lidt. Til gengæld syntes han, det var meget morsomt, da onkel Martin bildte ham ind, at man kunne puste liv i den og gav sig til at blæse den ind i næbbet.
Så gik turen forbi onkel Martins hjemmebyggede krybskyttetårn, hvor børnene på skift var oppe at nyde udsigten. Og onkel Martin fik også her Linus til at tro på en røverhistorie. I hvert fald skulle onkel Martin angiveligt have en fjernbetjening, som han selv havde lavet af nogle ledninger, en gummistøvle og en konservesdåse, liggende inde i vindueskarmen som han kunne få stolen i tårnet til at dreje rundt med. Linus' kæbe hang nede på brystet under det meste af spadsereturen.
Og det blev ikke ringere senere, da han fik lov til at køre en tur i traktoren sammen med sine søstre og sin far, og naturligvis med onkel Martin ved rattet - ja, og også en lille smule Linus.
Og så var der alle de døde dyr på væggene. Alle de mange spændende dyrekranier (hvis man ellers må kalde dem det, de der jægertrofæer). Og så alle de udstoppede dyrehoveder. Kæmpestore er de, og til slut lod Linus sig bilde ind, at dyrene rent faktisk stod i værelset ved siden af, og at de bare stak hovedet igennem væggen. Og så næste gang vi kom på besøg, kunne han få lov at se resten af dyrene i det andet værelse.
Linus har lavet en aftale med onkel Martin om, at han godt må komme og bo der, når han bliver stor og får et kørekort og et jagttegn. Han bad også alle gæsterne om at hjælpe ham med at huske på det, for det var jo mange år, man skulle huske den slags.
Til middagen, hvor der blev serveret suppe og tarteletter, nogle mente at det var hele formålet med udflugten, indledte Linus naturligvis med at melde sin utilfredshed med menuen. Han endte dog med at hugge tre portioner suppe i sig, det skulle bare kaldes jægersuppe, og tarteletterne gled såmænd også ned.
Freja underholdt med blondinevitser under middagen, og det gjorde hun så godt, så onkel Martin lød som om han skulle sprække af grin. Der var godt nok en enkelt, som hun måtte forklare en ekstra gang, fordi moster Bodil ikke havde hørt ordentligt efter. Ellers fandt hun den bare ikke så morsom. Hun grinte i hvert fald for lidt, så onkel Martin bad Freja om at gentage den, så der ikke skulle være nogen tvivl.
Og så fik også Freja spist tarteletter. Og det kan hun ellers ikke lide. Og madorglet Anna Ingeborg fik tiltusket sig en beholder med hjem af den dejlige tarteletsovs, og så kunne de også dagen efter glæde sig over at få deres urin til at lugte af asparges.
