Anna Ingeborg blev i går morges hentet af sin bedstefar (den hvide). De skulle sammen afsted til badmintonstævne i Langå. Et begynderstævne, hvor man måtte deltage, hvis man ikke tidligere havde deltaget i turnering og stævne. Hun havde glædet sig til det i ugevis. Og det blev heldigvis en rigtig god oplevelse for hende. Hun startede dagen med at vinde sine tre single-kampe, og blev dermed U-9-mester. Meget stolt og glad (også bedstefaren, der mente, at hans gode råd undervejs nærmest alene var årsag til alle de flotte sejre).
Samme formiddag var Freja til pigefodboldstævne med hendes klasse. Freja skulle have spillet, men kunne ikke på grund af hendes forstrækning i nakken. Men hendes far var tilmeldt som træner/holdleder for holdet, så der var ingen vej udenom. Der var heldigvis rigeligt med tilmeldte piger fra hendes klasse, så det var ikke noget problem, at Freja måtte sidde over.
Det var en udemærket omgang fodbold, og meget hyggeligt. Linus skulle kun på toilet en enkelt gang. Og han ville gerne have at døren til toilettet blev lukket, for det kunne godt komme til at stinke, som han sagde inden han gik i gang. Døren lukket og fire sekunder senere proklamerede han da også højlydt at, Ja - det stinker!
Efter fodboldstævnet gik det så mod Langå, hvor det heldigt nok lykkedes at ankomme lige til præmieoverrækkelse i U-9-rækkerne. Det var en storsmilende Anna Ingeborg, der modtog sin medalje og sin pokal.
Efter præmieoverrækkelsen var der noget ventetid indtil dagens doubler blev igangsat. Anna Ingeborg skulle spille mixed double med Sebastian A fra hendes badmintonhold - de er også klassekammerater. Og fordi Sebastian er blevet 9 år, måtte de tilmeldes i U-11 rækken. Det blev først ændret til, at de skulle stille op i U-11 herredouble, og da det endelige program blev lagt, kunne der kun etableres spil, hvis de stillede op i U-13 herredouble. Så kunne man jo frygte, at de skulle spille mod nogle ordentlige brød, og at de skulle smadres fuldstændigt. Det blev heldigvis ikke tilfældet. Den første kamp var godt nok svær, og de tabte ret klart mod to drenge, som nok har været på deres egen alder. Derefter skulle de spille mod to drenge fra deres eget badmintonhold, og den kamp vandt de. Til slut skulle de spille mod de to drenge (snydepels og hans makker), der gjorde, at det var blevet til en U-13 række. De to havde vundet over det par, som Anna Ingeborg og Sebastian tabte den første kamp til. Alligevel tog de, uden de store problemer, det første sæt. Andet sæt blev så vundet ret klart af de to andre. Og i tredje sæt måtte de så se sig bortdømt på det groveste af snydepelsen på den anden side af nettet, der klart udnyttede til sin fordel, at han selv skulle dømme (det stod meget tydeligt understreget i programmet, at børnene selv skulle dømme på deres egen banehalvdel, og at forældre og pointtællere ikke måtte blande sig. Det er åbenbart vigtigt i badminton, at man kan klare sådan noget selv). Flere gange i kampen havde han svært ved at se bolde, der var inde på hans halvdel. Men man må vel også acceptere een eller anden form for fejlmargin, og nogle af dem kunne nok diskuteres.
Men som tredje sæt skred frem, stod det mere og mere klart, at han var villig til at gøre hvadsomhelst for at vinde. Undervejs i sættet magtede han ikke at returnere een af Anna Ingeborgs server, og så slog han det dummeste ansigtsudtryk op, og påstod at han ikke var klar. Og så måtte bolden jo spilles om. Prisen som dagens snydetamp tog han dog ved stillingen 20-19 til dem. Anna Ingeborg og Sebastian spillede rigtig godt og var kommet op fra 20-16, men på Anna Ingeborgs serv, den mest perfekte serv man kunne forestille sig, der landede MEGET tydeligt på stregen, kunne man tydeligt se på ham, at nu havde han fået nok. Og den skulle bare dømmes ude, og så var sejren hjemme. Som den eneste på banen kunne han se, at den bold var ude. Og så han måtte da også kigge rundt på de forsamlede tilskuere med sit falske blik, i håbet om, at nogen ville understøtte hans påstand. Kun hans makker var med på niddingsdåden, og selv hans forældre, eller hved de nu var, måtte slå ud med armene og lade som ingenting. Seancen sluttede først da Sebastian A's far fik nok af at se snydetampen vride sig, og sagde "Det er jo børnene der dømmer". Og det var godt at han nåede at gøre det inden nogen andre fik sagt noget, som de måske ville komme til at fortryde. Der var i hvert fald inden i et bestemt hoved, ved at opbygge sig nogle meget usaglige gloser.
Anna Ingeborg tog det meget pænt. Meget sportsligt. Og det gjorde Sebastian sådan set også, selvom han nok i nogen grad følte sig snydt, for stod man tæt nok på, kunne man høre hans mor trøste ham med, at sådan var det nu en gang, og så måtte ham den anden jo gå derfra med en dårlig smag i munden. Men det gjorde han ikke, ham den anden, for han var bare så bundusympatisk. Det er ikke til at vide det, men måske var der nogen til stede i hallen, der håbede, at hans pomfritter smagte rigtig dårligt, når han skulle hjem og fejre sejren, eller at der ikke var mere remoulade i køleskabet...
Som afslutning på dagen, blev der uddelt medaljer og pokaler i doublerækkerne. Linus havde haft sit hoved i Nintendoen hele dagen lang. Kun med et kort afbræk for at putte blandet slik i skuffen. Han præsterede sågar at daske rundt i hallen med hovedet begravet i skærmen, fordi han troede, at han var blevet forladt. Ind over baner, der blev spillet på. Og så da han blev indfanget, kunne han ikke forstå, at alle andre var gået, så det brokkede han sig noget over. Og det de i virkeligheden havde gjort, var at sætte sig på den næste bænk, men hvorfor skulle man også løfte hovedet fra sit spil, før man konstaterer, at man er blevet forladt.
Under præmieoverrækkelsen gjorde han stor lykke i forsamlingen. Speakeren var så småt ved at gøre klar til at uddele pokaler i Anna Ingeborgs række, og i et kort øjeblik, hvor han ikke lige siger noget, er Linus åbenbart ved at spille noget med en bil, for der kom lige pludseligt nogle vældige brummelyde ovre fra bænken, og så kiggede alle forældrene derover og kunne grinende konstatere, at der var en lille fyr, der havde gang i sin helt egen fest. Da der så ligesom var blevet grinet af, og der igen blev helt stille, så tog speakeren mikrofonen op til munden for at fortsætte, men han nåede ikke at sige noget. Det er ikke til at vide, hvordan det lige pludseligt gik op for Linus, at præmieoverrækkelsen var i gang, eller hvordan han kunne vide, at han, lige på det givne tidspunkt, havde publikum i sin hule hånd. Men i hvert fald gjaldede det gennem salen "og vinderen er - Anna!". Igen til stor morskab for forsamlingen, hvoriblandt der stod et par stykker, der nok mest af alt overvejede, hvordan de skulle undgå at blive opdaget som tilhørende den samme familie.
Anna Ingeborg blev behørigt fejret, da hun kom hjem. Med børnechampagne, chips og pizza. Og så var hun træt ovenpå en lang dag, med rigtig mange gode oplevelser.
