onsdag, december 19, 2012

Juletræssalg, julekonfekt, astma og sæbebobler

Anna Ingeborg bliver aldrig den store juletræssælger. Hun har simpelthen ikke tålmodigheden. I lørdags deltog hun i spejdernes årlige juletræssalg ved Tranekærcentret, og det var en prøvelse af de store. Hun mødte op sammen med sin far kl. 10. Og der var vel gået ikke meget mere end tyve minutter, før hun gerne ville vide, hvornår hun skulle hjem. Og så spurgte hun ellers med 5-10 minutters mellemrum om, hvornår klokken var 13. Efter en times tid begyndte hun også at klage over, at hun frøs. Men hun ville ikke rigtigt gøre noget for at få varmen. Og der var ellers sne, der skulle skovles, og træer der skulle pakkes ud. Så så kunne hun stå der med kolde tæer og brokke sig. Spejdere nu om dage...
Og som om det ikke var slemt nok for hende, så er hendes astma igen blevet et problem. Hun hoster og hoster. Når hun har idræt i skolen og når hun spiller badminton, har hun svært ved at holde til det. Så nu er hun igen begyndt at tage medicin efter næsten to års pause.

I lørdags - efter juletræssalget - blev alle tre kørt til Hinnerup, hvor de sammen med mormor, bedstefar og moster Tine skulle lave julekonfekt. Derudover var der noget med, at de også skulle lege med moster Tines gamle Playmobil. Og det var naturligvis det de startede med. Men det hele er ikke gået op i leg, for da de blev hentet søndag, havde de fået fremstillet konfekt. Og det endda så meget, at det nok skulle være rigeligt til juleaftens kaffebord.

Og så gik Linus ellers tidligt på juleferie. Mandag morgen gik han på toilet, og gav sig straks til at blæse sæbebobler med numsen (ikke fordi han havde spist sæbe, men fordi han havde tynd mave - Lene elsker når det bliver udpenslet). Derfor blev han hjemme fra børnehaven, og det gjorde han også i går, hvor bedstefar Arne passede ham. I dag, hvor det ellers skulle være hans sidste dag inden ferien, bliver han hjemme sammen med bedstefar Anders.

torsdag, december 13, 2012

Besøg af Nisse Svend

Linus fik i går Nissen Svend med hjem fra børnehaven. Det er sådan en ordning de har i børnehaven, for at holde alle mødrene lidt ekstra beskæftiget i december måned. Og så kan de have en lille konkurrence om at skrive den mest pussenussede historie om, hvad nissen har oplevet hjemme hos deres afkom. Og således var det blevet vores tur til at finde på oplevelser og løjer til nissen...
Linus klarede nu det meste selv. I det mindste indtil han skulle i seng, og hans mor kunne tage over. Han forsøgte som det første at lære nissen spinjitzu, men det blev både han og den åbenbart træt af, for kort tid efter var de nødt til at tage en middagslur. Det var nu kun nissen der sov, og Linus lavede så spinjitzu med sit Lego imens.
Senere på eftermiddagen blev der set en masse fjernsyn, og så lavede Linus og pigerne en seng til nissen, som kunne stå klar, når nissen blev træt. Så så de lidt mere fjernsyn, og til sidst skulle de alle i seng. Og det var godt, for så kunne overskudsmor straks sætte i gang med at lave nisseløjer. Så der var noget med at åbne kaldenderpakker og spise alle pebernødderne og noget chokolade. Og så havde Linus en herlig morgen, fordi nissen havde været så fræk. Hans far havde i øvrigt en herlig aften med at tømme posen med pebernødder og med at spise det sidste chokolade. Moren nedlagde desværre forbud mod nissens kraftige indtag af alkohol i form af øl og rødvin. Det ville ellers være noget, den ikke havde prøvet hos de andre børn...

onsdag, december 12, 2012

Julemusical

Freja havde til dette års musical fået een af de store roller. Hun skulle spille kong Herodes. Så der var en del replikker at huske og hun havde også en solosang. Hun klarede det fint og fik stor ros for sin præstation. Og det var velfortjent, for hun havde forberedt sig godt og øvet meget på det.
Anna Ingeborg var også på scenen. Som engledanser. Under generalprøven så hun meget koncentreret og alvorlig ud. Men under selve fremvisningen smilte hun over hele femøren, som hun var blevet opfordret til. Som en rigtig lille engel.

Søndag var der legeaftaler. Anna Ingeborg var hos Solfred, og efter Linus blev hentet hos Stærke (Lille) Mads, tog han med Freja, Frederikke og sin far på kælkebakken. I haven blev der også fremstillet snemand. Men den kom aldrig op at stå, for kuglerne var blevet trillet for store og tunge.

onsdag, december 05, 2012

Spejder med dolk

Anna Ingeborg fik sidste tirsdag, langt om længe, sit dolkebevis. Så nu må hun bruge dolken, når hun er til spejder. Det var stort, for hun havde, siden de andre i hendes gruppe fik mærket, været meget ked af, at hun ikke var til stede den dag.

tirsdag, december 04, 2012

Decemberopstart

Linus blev i fredags, om eftermiddagen, hentet af sin Moster. Hun skulle have ham med hjem til overnatning, og det havde han glædet sig til længe. Og han skulle have sine julekalendere og sin kalendergavepakke med, så han ikke skulle vente et sekund med at tage hul på december måneds glæder, når han slog øjnene op lørdag. Og det gjorde han tidligt. Også lidt tidligere end hans moster og Jais var vant til. Men ikke i forhold til, hvad han plejer, hvilket må siges at være heldigt, for der er godt nok fart på at komme i gang for tiden, hvor der vanker pakkeåbning i samme øjeblik, som man ryster søvnen ud af kroppen og evner at rive papir fra hinanden. Han hyggede sig rigtig meget, og var med til at lave pizza, med rigtig mange majs på, til aftensmad.

Pigerne hyggede sig også fredag aften, hvor de var til julefrokost hos Clara Amanda og Ann Kathrine. De havde også glædet sig længe, og havde forlængst forberedt hvad de skulle have på af tøj, og hvad de skulle have i håret. Og de havde også klaret pakkespilspakker og værtindegaver i god tid. Anna Ingeborg vandt stort i pakkespillet, og kunne derfor slæbe endnu mere bras hjem end hun var kommet med. Og Freja indledte aftenen med at sætte sig i sofaen, tage en velkomstdrink og derpå proklamere, at nu skulle hun være så spritstiv, at hun ikke kunne mærke sine ben...