mandag, september 28, 2009

Fødselsdag, MGP og moster Merete

Det har været en begivenhedsrig weekend. Lørdag var der fødselsdag og MGP. Søndag på besøg hos moster Merete.
Det blev desværre ikke pigernes favorit, der vandt dette års udgave af MGP, men de blev da nummer to. Anna Ingeborg var i gang med at ønske sig en mobiltelefon. Sikkert fordi hun gerne selv ville have sendt afstemnings-sms, hvis det skulle kunne gøre en forskel. Men da hun fandt ud af, at det koster penge, hver gang man taler, eller sender besked, så blev hun lidt mere betænkelig.
Hos moster Merete fik de overstået årets formentligt sidste vandkamp. Der blev sprøjtet med sprøjter i stor stil, og håret klaskede ned langs siderne af de glade ansigter efter strabadserne.

onsdag, september 23, 2009

Freja læser højt

Freja er efterhånden så god til at læse, at hun kan læse godnathistorie for hendes søster og hendes forældre. Godt nok er det læse-let-bøger, men så tager hun bare en tre-fire stykker af gangen.
Og så er hun begyndt for alvor at have lektier for. Tirsdag havde hun fire sider matematik med hjem som skulle laves til onsdag. Hvis hun kunne, så havde hun sandsynligvis sagt op.

Anna Ingeborg i skole

Anna Ingeborg har været til den første samtale i skolen. Hun havde glædet sig rigtig meget, og nu kan hun endelig kalde la Cour for hendes skole. Det fik hun lov til af Charlotte (børnehaveklasselæreren), så nu er hun ligesom Freja la Cour-barn. Hun skulle gøre de ting som Freja også gjorde i sin tid. Skrive sit navn og lave en tegning. Og fortælle hvad hun godt kunne lide at lege og hvor hun gik i børnehave. Linus forsøgte naturligvis at tage al opmærksomheden med hvad de to børnehaveklasselærere kaldte for "drenget charme". Ja ja, så siger vi det...

tirsdag, september 22, 2009

Knægten tager en kold tyrker

Linus er på afvænning. Han får ikke længere en flaske mælk, inden han skal sove. Det stoppede han med i fredags, og indtil videre er det gået over al forventning. Han er kun lidt sur, når han bliver puttet, men det er mest fordi han skal have børstet tænder. Bagefter er han så rolig og så slap af at kæmpe mod tandbørsten, at alene det at få sutten i munden, næsten får ham til at døse hen...

søndag, september 20, 2009

60

Så blev bedstefar tres år. Det var med stor reception på selve dagen. Linus og pigerne havde glædet sig rigtig meget, og der kom mange, som gerne ville snakke med dem. Det var meget trætte, og meget forventningsfulde børn, der blev lagt i seng om aftenen. For dagen efter var der inviteret i Legoland. I to dage med overnatning på Hotel Legoland. Der var forlystelser så rigeligt til to dage, og så blev der budt på god mad og masser af dejlig is.

onsdag, september 09, 2009

En rigtig dreng

Er i hvert fald hvad hans mor kalder ham efter dagens strabadser. Han har jo fordrevet noget af sin dag med den spændende disciplin hovedspring fra havebænk. Og så kunne man tænke, at det var sådan noget, hvor man lander lidt blødt i noget dertil indrettet. Men det gør man tilsynelandende ikke. Vi er i hvert fald nogle stykker, der har knægten mistænkt for at fejle det første forsøg på det grummeste. Ikke fordi han ikke er landet på hovedet, for det bærer hans pande tydeligt præg af, men netop fordi han har fået sådan en stor bule og godt med ridser ned ad kinden, det kan ikke have været meningen. Vi er også nogle stykker der mistænker Markus og Rune for at have fået Linus til at tage det første spring, for sådan ligesom derefter at vurdere risikoen ved den leg. Men man må vel tage lidt ekstra skrammer, når man er den mindste i dagplejen.

tirsdag, september 08, 2009

Freja frisk igen, Anna Ingeborg tager over

Freja var dårligt kommet sig over sine dårligdomme før Anna Ingeborg gik ned med flaget. Hun har nu ikke haft det helt så dårligt som de andre, men tog sig en sygedag idag. Og så gik hun endda glip af at besøge Fiskergården med børnehaven, og hun skulle også have været hjemme hos Julius og lege. Heldigvis var der smurt madpakke, så det gik hun ikke glip af.

mandag, september 07, 2009

Linus frisk, Freja knap så frisk

Linus blev rask igen i løbet af lørdag. Feberen forsvandt og han blev glad igen.
Pigerne besøgte i weekenden Emma-Sofie og Ida-Marie i Søften. De var afsted fra lørdag formiddag og kom først hjem søndag eftermiddag. Glade og trætte. Desværre for Frejas vedkommende ekstra træt, og hun havde også fået feber og ondt i ledene. Så hun blev puttet i seng med en Panodil.

søndag, september 06, 2009

Hyttetur og klubstart

Freja har været med sin klasse på hyttetur til Grenå. De tog afsted torsdag morgen med bus fra skolen, og kom hjem igen fredag over middag. De havde haft en rigtig god tur og været i Kattegatcenteret, hvilket nok var en god ide, vejret taget i betragtning.
Og så begyndte efterårssæsonen i Klub Enghøj fredag med vitaminløb. Der var deltagelse af både Freja og Anna Ingeborg, og begge var begejstrede. Det må så vise sig, om Anna Ingeborg er mere vedholdende i sin deltagelse denne gang.

fredag, september 04, 2009

Nutella

Drengen har forelsket sig i Nutella. Nå ja, det kan ske for os allesammen, at vi i perioder elsker det dejlige nøddesmørrepålæg højere end vores familie. Og det er så sket for Linus nu. Han har dog udviklet en besynderlig evne til at slikke nutellaen af brødet. Og så kan man jo selv begynde at forestille sig, hvordan det får sådan en frisk dreng til at se ud. Man kan vist i hvert fald roligt sige, at han ikke har mange ligheder med den ariske race, når han har slikket færdig på sådan et stykke med nøddekræs.
Drengen er desværre blevet syg. Han har haft feber i et døgns tid nu, og han har ikke fået det meget bedre. Lægen mente det var en virus, og det har sat sig i halsen. Han blev podet og der var ingen betændelse, så han slipper da heldigvis for at skulle have det forfærdelige pencillin. Han må til gengæld gerne få Panodil, og det får han så i stikpilleform. Ikke at han elsker det, men det er trods alt bedre end at skulle drikke den der væmmeligt kemiske pencillinmikstur. Og så er det hurtigt overstået. Så længe han er høj på paracetamol, så sover han lidt bedre og vågner knap så ofte.

torsdag, september 03, 2009

Gymnastik

Freja og Anna Ingeborg startede i onsdag eftermiddag til gymnastik i Nyvangsskolens gymnastiksal. Det var med et hav af forskellige øvelser. Og de morede sig kosteligt. Det kunne man se. Og de trænger til at lave noget gymnastik, det kunne man også se.
Linus var også med. Dog var han mest tiltænkt tilskuerens rolle. Men det brød han sig ikke om, så han tog fat på egne øvelser. Det var det frie program, med hans helt egen koreografi. Det var lækkert og snart var der ingen forældre der kiggede på deres egne børn, fordi de skulle følge med i hvad den lille stuntman ovre bagved lavede. Han kunne jo kravle under bænke og hænge i håndtag og hive i ledninger.

Priktest

Anna Ingeborg fik i tirsdags foretaget en priktest. Hun var på forhånd meget bange for at skulle stikkes. Men det viste sig at være helt uden grund, for det havde ikke gjort så ondt på hende som hun frygtede. Testen viste ikke overfølsomhed overfor noget som helst. Der blev også foretaget en lungetest, og den blev også bestået uden anmærkninger. Nu skal hun fortsætte med medicinen, og så skal hun til undersøgelse igen i november.