fredag, september 04, 2009

Nutella

Drengen har forelsket sig i Nutella. Nå ja, det kan ske for os allesammen, at vi i perioder elsker det dejlige nøddesmørrepålæg højere end vores familie. Og det er så sket for Linus nu. Han har dog udviklet en besynderlig evne til at slikke nutellaen af brødet. Og så kan man jo selv begynde at forestille sig, hvordan det får sådan en frisk dreng til at se ud. Man kan vist i hvert fald roligt sige, at han ikke har mange ligheder med den ariske race, når han har slikket færdig på sådan et stykke med nøddekræs.
Drengen er desværre blevet syg. Han har haft feber i et døgns tid nu, og han har ikke fået det meget bedre. Lægen mente det var en virus, og det har sat sig i halsen. Han blev podet og der var ingen betændelse, så han slipper da heldigvis for at skulle have det forfærdelige pencillin. Han må til gengæld gerne få Panodil, og det får han så i stikpilleform. Ikke at han elsker det, men det er trods alt bedre end at skulle drikke den der væmmeligt kemiske pencillinmikstur. Og så er det hurtigt overstået. Så længe han er høj på paracetamol, så sover han lidt bedre og vågner knap så ofte.

Ingen kommentarer: