søndag, juli 31, 2011

Road trip del 2

Efter endt ophold på vandrerhjemmet på Rømø (ja, afrikanerne begyndte sgu om morgenen at friturekoge igen...), gik turen til den sydlige del af øen, til den store strand, hvor de kørte med drage-buggies. Familieflytteren kørte også en tur rundt på stranden før kursen blev sat mod sønderjylland.
Og det var den allersydligste del, for der skulle handles ind hos Calle. For ungerne hele turens højdepunkt. Linus lavede selvfølgeligt en fæl stinker i Calles afdeling for øl og sodavand, så der blev sådan et roligt ophold i afhentningen af Slots pilsner og Slots classic i en fem-ti minutters tid, indtil man igen kunne se for tågerne. De forargede blikke stoppede dog ikke. Overhovedet.
Anna Ingeborg og Freja købte hver for tredive kroner slik. Og de så helt forkerte ud i ansigterne, fordi de havde så meget slik. Det var nærmest en uudtømmelig kilde af bolscher og andet bras for dem. Og de var meget flinke til at dele ud.
Da Calle var besøgt mistede road trippet ligesom sit momentum. Men det næste der var i udsigt var også det utroligt intetsigende Møgeltønder. Det eneste gode at sige om Møgeltønder er, at man kan få sig en dejlig afslappende lur under et træ sammen med sin dreng, mens de royalt interesserede spadserer rundt og håber på, at de kan få øje på een eller anden fransk dulle, der af begærlighed for at kunne kalde sig prinsesse, har ægtet det fugleskræmsel af en prins.
Møgeltønder var hurtigt overstået, og så var det ellers med at komme nordpå. Egentligt skulle turen være gået mod nord og vest, så der kunne opleves noget mere inden besøg hos onkel Jonas dagen efter. Men det var ikke umiddelbart muligt at få plads på vandrerhjem, når det ikke i forvejen var bestilt. Og så blev det til en hjemtur til Randers.

Nå ja, på vej mod Rømø gik turen omkring Ribe, for der ligger jo en spændende domkirke. Den var under ombygning og altså ikke noget særligt kønt syn. Men der var mulighed for at komme op i tårnet, og det var sjovt. Især at tælle alle trinene. Linus talte dem ikke, men han var nu heller ikke særlig begejstret for selv at gå på dem. Men op og ned kom han da.

lørdag, juli 30, 2011

Road trip del 1

I uge 30 - mandag til onsdag var hele familien på road trip. Der var bestilt overnatning på vandrerhjem i Esbjerg til at begynde med, så bilen blev rettet mod sydvest. Og det var et meget fornemt vandrerhjem, hvor værelserne var helt nye, og store, og med eget toilet og bad. Og så kunne man få dejlig mad. Især morgenmaden var dejlig. Linus gjorde ellers hvad han kunne, for at ødelægge det. For lige pludseligt var han forsvundet. Og han var ikke bare listet hen bag det nærmeste forhæng for at gemme sig. Næh, han var sørme driblet over på værelsesfløjen og gemte sig på trappen, hvor han så stod og hyggede sig med hørmen fra hans egen ble. Når han laver sådan et nummer, er der jo heldigvis ikke den store fare for at han bliver bortført, men panikken var da ved at brede sig før han blev fundet.
Efter morgenmaden var fordøjet og den værste forskrækkelse var overstået, kørte familieflytteren mod kysten for at besøge de hvide mænd. Børnene var mere interesseret i at soppe i vandkanten, og så var det jo hurtigt overstået.
Bagefter blev der parkeret nær havnen, fordi hele familien skulle til Fanø. På Fanø var der sæler på en banke udfor havnen. Men det mest nævneværdige var nok, hvordan det lykkedes sigøjnerfamilien Jensen at slippe afsted med at sende postkort fra postkontoret på Fanø uden at betale for dem. Først på færgen på vej tilbage til Esbjerg blev det opdaget, at ingen havde betalt for kortene, men kun for frimærkerne. Vi krydser fingre for, at Fanø ikke går fallit...
Næste overnatning skulle foregå på Rømø. Et noget andet vandrerhjem. Ingen luksus overhovedet. Ville man have mad, måtte man først hjælpe en flok svenskere og tyskere med at få gang i grillen, for man kunne ikke komme til i køkkenet hvor konen fra en familie af meget afrikansk udseende var i færd med at koge pommes frites i olie. Naturligvis med det resultat, at hele området kom til at stinke af grillbar. Hun havde også gang i en kylling, som manden først havde haft over nogle gløder i en grill. Men der var så lidt gang i den grill, at kyllingen ikke ville være færdig endnu, om han så havde lagt den direkte i gløderne. Til gengæld kunne han trøste sig over, at konen ikke havde meget mere held med at give den varmen i ovnen. Den kom nærmest bare til at se mere og mere rå ud. Så det var nok godt nok, at der blevet kogt en syv-otte kilo pommes frites.
Om det var frituren eller kyllingen eller noget helt tredje der gjorde det, er svært at sige. Men den afrikanske fatter var ikke sen til at lade høre fra sig. Han snorkede så højt, at hele huset vibrerede. Inden han gav sig til at snorke havde han dog lige tid til at tale med sin tyske ven i sin mobiltelefon. Eller det vil sige, at antagelsen var egentligt, at han forsøgte at råbe sin tyske ven op. I Tyskland. For han talte så højt at ingen kunne sove. Og det var naturligvis længe efter hvide menneskers sengetid.

Fortsættes...

lørdag, juli 23, 2011

Hola

Den femtende juli startede syv dages fejring af mormors tresårsfødselsdag på Mallorca. Ja, det startede ikke lige i samme øjeblik som vækkeuret ringede kl. 03:15, men cirka to en halv time senere i lufthavnen. Der var en smule nervøsitet over at skulle med flyveren, der jo med stor sandsynlighed giver propper i ørerne. Så Freja og Anna Ingeborg var svært bevæbnet med tyggegummi med forskellig smag, og Linus måtte også benytte sig af det.
Der var en smule træthed at spore efter ankomsten på Mallorca, men afprøvning af pool og strand kunne ikke udsættes længere end det tog at få noget pizza på hotellet. Og således affodret gik alle mand mod vandet.
Temperaturen var vel et sted sidst i tyverne, så det var svært at komme til at fryse. Men ikke desto mindre, så lykkedes det gang på gang for Linus. Der var da også til tider noget blæst, og når den lille magre krop så blev dyppet og han stod der med våd badedragt (UV-dragt, hvis det ikke skal lyde som en dame) i vinden, så var det måske ikke svært at komme til at fryse alligevel. Linus kunne i øvrigt godt lide den iskolde bruser ved poolen, så den kunne han stå og lege med i lange perioder. I de mellemliggende perioder lå han så på en solseng viklet ind i adskillige håndklæder, fordi han frøs så frygteligt.

torsdag, juli 07, 2011

Sommerhustur

Linus, Anna Ingeborg og Freja tog i søndags i sommerhus i Klitmøller med deres mor, mormor og bedstefar. Mandag ankom også moster Tine.
Det startede med kulde og dårligt vejr. Brændeovnen havde sågar været i brug. Men det blev da bedre med tiden.
Linus var meget begejstret for besøget i fyrtårnet i Hanstholm. En lang trappe. Og det var højt oppe. Og det kunne lyse. Han var også begejsret for at få is.
Pigerne havde en dag med shopping i Thisted, hvor Linus hyggede sig med bedstefar. Der var desværre, efter sigende, ingen gode tilbud på Lego, men det var blevet til noget tøj og nogle smykker og nogle sko og en masse andet bras.
Onsdag gik turen hjem til Randers, i det mest pragtfulde vejr. Torsdag venter der tredages besøg af Emma-Sofie og Ida-Marie.

fredag, juli 01, 2011

Fjordcentret

Anna Ingeborg og Freja tog i den første ferieuge med Club la Cour på tur til Fjordcentret. Og det var ikke nogen helt almindelig tur, for de skulle overnatte to gange derude. Oven i købet i shelters og telte. Så der var blevet købt soveposer og liggeunderlag ind til lejligheden.
De tog afsted tirsdag morgen, og kom hjem igen torsdag eftermiddag. Meget trætte. Men de havde også oplevet meget. De havde sejlet i kano. været i vandet i waders, lavet mad over bål og en masse andre ting.
Men de havde også overnattet i telte mens der var skybrud (TV2 ville i hvert fald mindst kalde det skybrud). Der kom 60 mm regn i pigernes telt på ganske få minutter midt om natten, mens de lå og sov. Så de måtte jo op og tørres og have nyt tøj på og lægge sig til at sove igen. Det de kunne. Så der var en god grund til at det var trætte piger, der kom hjem.