Linus har haft nogle fede dage hos bedstemor og bedstefar i Højbjerg. Han var der fra tirsdag morgen til torsdag eftermiddag, og han havde været på både Moesgaard Museum og Aros. Og de havde også spist jordbærkage og spillet computer.
Men han havde ikke været i bad. Så det skulle han, hvis ikke det skulle blive alt for kriminelt. For han skulle op fredag morgen og afsted til Tangeværket med mormor og bedstefar og sine søstre. Så han blev som det første beordret til badeværelset, da han kom ind ad døren. Og der gik han så ned. Helt for sig selv. Men det varede ikke længe før der lød et jubelbrøl, og årsagen dertil måtte naturligvis undersøges. Det viste sig, at han havde taget på. Eller som han selv sagde, så var han blevet federe. Han målte det ved at knibe maveskindet med fingrene og så mente han åbenbart, at der var mere at få fat i end der før havde været. Hurra for det. Og så gik han i bad. Et langt bad. Et rigtig langt bad. Og da han så endelig kom ud, så brølede han igen. Denne gang dog ikke så jublende. Faktisk var det han råbte; "Far, jeg bløder", og straks fik hans mor panik i sit blik. Og årsagen til panikken var, at hun et par dage forinden havde smadret en eller anden parfume-krukke og kun nødtørftigt samlet skår op. Så hun var sikker på, at drengen havde flænset sine fødder og underben totalt. Igen måtte sagen jo undersøges, og det var der da også god grund til, for der kom da blod ud af benet. Ingen glasskår var dog involveret i ulykken, og fatisk var det et lidt underligt sted på siden af læggen. Men der havde ikke været noget sår i forvejen. Men delinkventen kom ret hurtigt i tanker om, at han jo havde prøvet Frejas skraber. Altså den hun bruger til at barbere hår af benene med. Og så havde han ikke opdaget, at han var kommet til at tage en lille luns af benet, før bagefter, hvor han stod og tørrede sig.
Heldigvis slog det ham ikke helt ud, og efter at have indtaget ristaffel til aftensmad var han klar på en cykeltur med sin søster, og så kunne hans far få en løbetur ud af det. Hverken drengen selv eller Anna Ingeborg udviste den store lyst til cykeltur, men de tog da frivilligt med. Freja gad overhovedet ikke. Faren opfordrede egentligt til en lidt længere tur på sådan i nærheden af 12-13 kilometer, men det lød åbenbart særdeles utiltalende. Så aftalen blev en tur til Doktorparken, og så lidt videre derfra. I Doktorparken skulle der så holdes pause. I hvert fald stillede Linus cyklen fra sig og satte sig på en taburet, og proklamerede, at nu holdt han pause. Ja, for han skulle ind i sin hule, og så begyndte han at gå ind i et krat. Han var dog dårligt nået frem til buskene før han vendte om med et hyl og påstod at han var blevet stukket (af hvad der nu lige har været i det krat af brændenælder eller brombær). Og smerten var åbenbart så ubærlig, at det næsten var uudholdeligt at skulle op på cyklen igen. Og turen var i hvert fald slut, så vi skulle bare hjem. Hans far var nu altså lige begyndt at få varmen, så han insisterede på, at turen i hvert fald lige gik ned til Gudenåen nogle få hundrede meter væk, og så kunne man jo altid der tage stilling til, om smerten var så stærk, at der skulle tilkaldes en større stab af læger.
Heldigvis fortog smerten sig hurtigt, og på den anden side af vejen, på stierne mod åen, var der vandpytter, der kunne fungere som energi-boost til cyklen. I hvert fald skulle han sætte farten gevaldigt i vejret hver gang han kørte igennem sådan een. Og det gik også fint de første par gange, og så var han kommet et stykke foran resten af selskabet. Og så gik det ellers galt, som det så ofte før er gået galt for Evel Knievel, og han stod på hovedet ud over styret. Eller måske faktisk, og nok også heldigvis, på skulderen. Og så lå han ellers der og rodede rundt med sin cykel i grøften. Han havde ikke slået sig meget, for han havde valgt et snævert sted med god bevoksning at vælte. Men forskrækkelsen var da til at få øje på. Men det tog han pænt, og der gik ikke mange sekunder før han var afsted igen.
lørdag, august 06, 2016
Evel Knievel gør det igen
Linus har haft nogle fede dage hos bedstemor og bedstefar i Højbjerg. Han var der fra tirsdag morgen til torsdag eftermiddag, og han havde været på både Moesgaard Museum og Aros. Og de havde også spist jordbærkage og spillet computer.
Men han havde ikke været i bad. Så det skulle han, hvis ikke det skulle blive alt for kriminelt. For han skulle op fredag morgen og afsted til Tangeværket med mormor og bedstefar og sine søstre. Så han blev som det første beordret til badeværelset, da han kom ind ad døren. Og der gik han så ned. Helt for sig selv. Men det varede ikke længe før der lød et jubelbrøl, og årsagen dertil måtte naturligvis undersøges. Det viste sig, at han havde taget på. Eller som han selv sagde, så var han blevet federe. Han målte det ved at knibe maveskindet med fingrene og så mente han åbenbart, at der var mere at få fat i end der før havde været. Hurra for det. Og så gik han i bad. Et langt bad. Et rigtig langt bad. Og da han så endelig kom ud, så brølede han igen. Denne gang dog ikke så jublende. Faktisk var det han råbte; "Far, jeg bløder", og straks fik hans mor panik i sit blik. Og årsagen til panikken var, at hun et par dage forinden havde smadret en eller anden parfume-krukke og kun nødtørftigt samlet skår op. Så hun var sikker på, at drengen havde flænset sine fødder og underben totalt. Igen måtte sagen jo undersøges, og det var der da også god grund til, for der kom da blod ud af benet. Ingen glasskår var dog involveret i ulykken, og fatisk var det et lidt underligt sted på siden af læggen. Men der havde ikke været noget sår i forvejen. Men delinkventen kom ret hurtigt i tanker om, at han jo havde prøvet Frejas skraber. Altså den hun bruger til at barbere hår af benene med. Og så havde han ikke opdaget, at han var kommet til at tage en lille luns af benet, før bagefter, hvor han stod og tørrede sig.
Heldigvis slog det ham ikke helt ud, og efter at have indtaget ristaffel til aftensmad var han klar på en cykeltur med sin søster, og så kunne hans far få en løbetur ud af det. Hverken drengen selv eller Anna Ingeborg udviste den store lyst til cykeltur, men de tog da frivilligt med. Freja gad overhovedet ikke. Faren opfordrede egentligt til en lidt længere tur på sådan i nærheden af 12-13 kilometer, men det lød åbenbart særdeles utiltalende. Så aftalen blev en tur til Doktorparken, og så lidt videre derfra. I Doktorparken skulle der så holdes pause. I hvert fald stillede Linus cyklen fra sig og satte sig på en taburet, og proklamerede, at nu holdt han pause. Ja, for han skulle ind i sin hule, og så begyndte han at gå ind i et krat. Han var dog dårligt nået frem til buskene før han vendte om med et hyl og påstod at han var blevet stukket (af hvad der nu lige har været i det krat af brændenælder eller brombær). Og smerten var åbenbart så ubærlig, at det næsten var uudholdeligt at skulle op på cyklen igen. Og turen var i hvert fald slut, så vi skulle bare hjem. Hans far var nu altså lige begyndt at få varmen, så han insisterede på, at turen i hvert fald lige gik ned til Gudenåen nogle få hundrede meter væk, og så kunne man jo altid der tage stilling til, om smerten var så stærk, at der skulle tilkaldes en større stab af læger.
Heldigvis fortog smerten sig hurtigt, og på den anden side af vejen, på stierne mod åen, var der vandpytter, der kunne fungere som energi-boost til cyklen. I hvert fald skulle han sætte farten gevaldigt i vejret hver gang han kørte igennem sådan een. Og det gik også fint de første par gange, og så var han kommet et stykke foran resten af selskabet. Og så gik det ellers galt, som det så ofte før er gået galt for Evel Knievel, og han stod på hovedet ud over styret. Eller måske faktisk, og nok også heldigvis, på skulderen. Og så lå han ellers der og rodede rundt med sin cykel i grøften. Han havde ikke slået sig meget, for han havde valgt et snævert sted med god bevoksning at vælte. Men forskrækkelsen var da til at få øje på. Men det tog han pænt, og der gik ikke mange sekunder før han var afsted igen.
Men han havde ikke været i bad. Så det skulle han, hvis ikke det skulle blive alt for kriminelt. For han skulle op fredag morgen og afsted til Tangeværket med mormor og bedstefar og sine søstre. Så han blev som det første beordret til badeværelset, da han kom ind ad døren. Og der gik han så ned. Helt for sig selv. Men det varede ikke længe før der lød et jubelbrøl, og årsagen dertil måtte naturligvis undersøges. Det viste sig, at han havde taget på. Eller som han selv sagde, så var han blevet federe. Han målte det ved at knibe maveskindet med fingrene og så mente han åbenbart, at der var mere at få fat i end der før havde været. Hurra for det. Og så gik han i bad. Et langt bad. Et rigtig langt bad. Og da han så endelig kom ud, så brølede han igen. Denne gang dog ikke så jublende. Faktisk var det han råbte; "Far, jeg bløder", og straks fik hans mor panik i sit blik. Og årsagen til panikken var, at hun et par dage forinden havde smadret en eller anden parfume-krukke og kun nødtørftigt samlet skår op. Så hun var sikker på, at drengen havde flænset sine fødder og underben totalt. Igen måtte sagen jo undersøges, og det var der da også god grund til, for der kom da blod ud af benet. Ingen glasskår var dog involveret i ulykken, og fatisk var det et lidt underligt sted på siden af læggen. Men der havde ikke været noget sår i forvejen. Men delinkventen kom ret hurtigt i tanker om, at han jo havde prøvet Frejas skraber. Altså den hun bruger til at barbere hår af benene med. Og så havde han ikke opdaget, at han var kommet til at tage en lille luns af benet, før bagefter, hvor han stod og tørrede sig.
Heldigvis slog det ham ikke helt ud, og efter at have indtaget ristaffel til aftensmad var han klar på en cykeltur med sin søster, og så kunne hans far få en løbetur ud af det. Hverken drengen selv eller Anna Ingeborg udviste den store lyst til cykeltur, men de tog da frivilligt med. Freja gad overhovedet ikke. Faren opfordrede egentligt til en lidt længere tur på sådan i nærheden af 12-13 kilometer, men det lød åbenbart særdeles utiltalende. Så aftalen blev en tur til Doktorparken, og så lidt videre derfra. I Doktorparken skulle der så holdes pause. I hvert fald stillede Linus cyklen fra sig og satte sig på en taburet, og proklamerede, at nu holdt han pause. Ja, for han skulle ind i sin hule, og så begyndte han at gå ind i et krat. Han var dog dårligt nået frem til buskene før han vendte om med et hyl og påstod at han var blevet stukket (af hvad der nu lige har været i det krat af brændenælder eller brombær). Og smerten var åbenbart så ubærlig, at det næsten var uudholdeligt at skulle op på cyklen igen. Og turen var i hvert fald slut, så vi skulle bare hjem. Hans far var nu altså lige begyndt at få varmen, så han insisterede på, at turen i hvert fald lige gik ned til Gudenåen nogle få hundrede meter væk, og så kunne man jo altid der tage stilling til, om smerten var så stærk, at der skulle tilkaldes en større stab af læger.
Heldigvis fortog smerten sig hurtigt, og på den anden side af vejen, på stierne mod åen, var der vandpytter, der kunne fungere som energi-boost til cyklen. I hvert fald skulle han sætte farten gevaldigt i vejret hver gang han kørte igennem sådan een. Og det gik også fint de første par gange, og så var han kommet et stykke foran resten af selskabet. Og så gik det ellers galt, som det så ofte før er gået galt for Evel Knievel, og han stod på hovedet ud over styret. Eller måske faktisk, og nok også heldigvis, på skulderen. Og så lå han ellers der og rodede rundt med sin cykel i grøften. Han havde ikke slået sig meget, for han havde valgt et snævert sted med god bevoksning at vælte. Men forskrækkelsen var da til at få øje på. Men det tog han pænt, og der gik ikke mange sekunder før han var afsted igen.
lørdag, juli 02, 2016
Freja får job
Når man bliver konfirmeret er det slut med at gå i kirkens børneklub. Freja har derfor spillet sin sidste rolle i klubbens musicals. Men hun er endnu ikke færdig med klubben, for hun er blevet ansat som ungleder fra klubstart i september.
lørdag, juni 25, 2016
The rise and fall of Evel Knievel
Der har været nogle fugtige dage på det seneste. Også torsdag kom der vand. Endda en hel del. Men ud på eftermiddagen stoppede det, og vejret begyndte egentligt at se nogenlunde tilforladeligt ud. Det blev det ikke ved med. Men Linus lod sig i det tilsyneladende udmærkede vejr overtale til en cykeltur. Og afsted kom han i højt humør, med sin far løbende ved sin side.
Den første kilometer gik helt kanon, og så gik ruten ind over de brede stier mod kirken, hvor der ikke kører biler. Linus tænkte så nok, at han jo lige kunne benytte den stille vej til at øve sig i at give tegn. Godt tænkt, tænkte hans far, da han første gang blev råbt an med et "Faaaar, se mig". Drengen cyklede stille og roligt med den ene arm visende af mod højre. Lidt efter blev der igen råbt op. "Faaaar, se mig", nu med den ene hånd i vejret som stoptegn. Fire sekunder senere kom næste råb. "Faaaar, jeg styrtede". Og der lå han så med cyklen ovenpå som en slags låg. Han havde ikke slået sig alvorligt. Det ville enhver kunne se. Men han ville godt nok gerne hjem og ynkes af sin mor, det ville også have været tydeligt for enhver.
Drengens far havde dog planer om, at den tur skulle være mindst fire gange længere, og han insisterede på at fortsætte. Smerten tog ikke til, nok snarere tvært imod, men klynkeriet var ikke sådan lige til at få has på.
Tre kilometer senere begyndte det at dryppe. Kort efter begyndte det at regne, og så gik der ikke længe, før det stod ned i stænger. Og så skal jeg da ellers lige love for, at smerten ved styrtet forsvandt. For det var da bare fede tider at køre igennem det største regnvejr, som den dreng nogensinde havde oplevet. Gennemblødt blev han jo på sekunder, og skoene tog også godt imod, så det var en tung dreng der kom hjem. Grinende over hele femøren.
Og styrtet. Det var glemt for en stund. Faktisk kom han først i tanker om det, da han sad og indtog sin aftensmad. "Faaaar, vi har helt glemt at fortælle mor om styrtet". Men det var nu kun ham selv der havde glemt det, for hans mor var blevet delagtiggjort i det hele.
Den første kilometer gik helt kanon, og så gik ruten ind over de brede stier mod kirken, hvor der ikke kører biler. Linus tænkte så nok, at han jo lige kunne benytte den stille vej til at øve sig i at give tegn. Godt tænkt, tænkte hans far, da han første gang blev råbt an med et "Faaaar, se mig". Drengen cyklede stille og roligt med den ene arm visende af mod højre. Lidt efter blev der igen råbt op. "Faaaar, se mig", nu med den ene hånd i vejret som stoptegn. Fire sekunder senere kom næste råb. "Faaaar, jeg styrtede". Og der lå han så med cyklen ovenpå som en slags låg. Han havde ikke slået sig alvorligt. Det ville enhver kunne se. Men han ville godt nok gerne hjem og ynkes af sin mor, det ville også have været tydeligt for enhver.
Drengens far havde dog planer om, at den tur skulle være mindst fire gange længere, og han insisterede på at fortsætte. Smerten tog ikke til, nok snarere tvært imod, men klynkeriet var ikke sådan lige til at få has på.
Tre kilometer senere begyndte det at dryppe. Kort efter begyndte det at regne, og så gik der ikke længe, før det stod ned i stænger. Og så skal jeg da ellers lige love for, at smerten ved styrtet forsvandt. For det var da bare fede tider at køre igennem det største regnvejr, som den dreng nogensinde havde oplevet. Gennemblødt blev han jo på sekunder, og skoene tog også godt imod, så det var en tung dreng der kom hjem. Grinende over hele femøren.
Og styrtet. Det var glemt for en stund. Faktisk kom han først i tanker om det, da han sad og indtog sin aftensmad. "Faaaar, vi har helt glemt at fortælle mor om styrtet". Men det var nu kun ham selv der havde glemt det, for hans mor var blevet delagtiggjort i det hele.
tirsdag, april 05, 2016
Linus får en oplevelse
Anna Ingeborg havde i går sin første skoledag efter påskeferien. Ja, for hun to jo en uge med sygdom (halsbetændelse), og det endda selvom hiun også havde været syg det meste af påskeferien. Desværre viste det sig ikke at være nogen særligt god dag. Hun havde ellers glædet sig rigtig meget til at vende tilbage. Og det startede også helt kanon, for hun mødte Noah i bussen, og de snakkede vældig godt sammen. Helt ind i klassen. Linus derimod mødte ingen han sådan kendte og kunne snakke med, så da Anna Ingeborg forlod bussen, blev han siddende. Og da så bussen kørte forbi solcenteret længere nede ad vejen, så kom han i tanker om, at det jo da vist lå rimeligt tæt på Milos hus, og at det vist egentligt var på den forkerte side i forhold til skolen.
Snarrådig som han jo er, så fik han mast sig ud af bussen ved stoppestedet ved togstationen. Og derfra måtte han så finde vej til den oprindelige destination, som jo var skolen. Det havde han da heldigvis ikke glemt. Så med tårerne sprøjtende ud af ansigtet, kæmpede han sig løbende tilbage mod skolen, og nåede det endda i tide inden klokken ringede. Faktisk i så god tid, så en pige fra hans klasse kunne nå at finde Anna Ingeborg, for at fortælle hende, at hendes bror var dukket op i god behold. Omend noget duknakket over at være blevet forladt. Og det var så her, at Anna Ingeborgs dag begyndte at blive skidt. For hun havde slet ikke været klar over, at hendes bror ikke var kommet af bussen, så det kom som en grim overraskelse. Og som det gode menneske, som hun jo i virkeligheden er, så brød hun helt sammen i skam, fordi hun mente, at det var hendes ansvar at sørge for, at hendes bror kom med ud af bussen. Og nogen vil måske mene, at det måske havde været pænt af hende, at sørge for det. Men Linus vil normalt ikke sidde sammen med hende, og sørger selv for at gå ud af bussen når den kommer frem, og så ville skæbnen det så uheldigt, at han glemte det lige præcis den dag, hvor Anna Ingeborg faldt i snak...
Snarrådig som han jo er, så fik han mast sig ud af bussen ved stoppestedet ved togstationen. Og derfra måtte han så finde vej til den oprindelige destination, som jo var skolen. Det havde han da heldigvis ikke glemt. Så med tårerne sprøjtende ud af ansigtet, kæmpede han sig løbende tilbage mod skolen, og nåede det endda i tide inden klokken ringede. Faktisk i så god tid, så en pige fra hans klasse kunne nå at finde Anna Ingeborg, for at fortælle hende, at hendes bror var dukket op i god behold. Omend noget duknakket over at være blevet forladt. Og det var så her, at Anna Ingeborgs dag begyndte at blive skidt. For hun havde slet ikke været klar over, at hendes bror ikke var kommet af bussen, så det kom som en grim overraskelse. Og som det gode menneske, som hun jo i virkeligheden er, så brød hun helt sammen i skam, fordi hun mente, at det var hendes ansvar at sørge for, at hendes bror kom med ud af bussen. Og nogen vil måske mene, at det måske havde været pænt af hende, at sørge for det. Men Linus vil normalt ikke sidde sammen med hende, og sørger selv for at gå ud af bussen når den kommer frem, og så ville skæbnen det så uheldigt, at han glemte det lige præcis den dag, hvor Anna Ingeborg faldt i snak...
tirsdag, marts 29, 2016
mandag, marts 28, 2016
Linus kommer med en udtalelse
I dag blev Linus beordret til cykeltur. Han får ikke cyklet for meget, og det har været et mål hele påskeugen, at der skulle gang i cyklerne. Og i dag var så sidste chance, hvis det ikke skulle være helt til grin med cykeltursplanlægningen. Afsted kom han da også, omend det var under rimeligt kraftig protest. Og da han først var afsted, så havde han det egentligt meget herligt med det. Han havde sin mor med på cykel, og hans far løb ved siden af. Det var ikke nogen lang tur, men den gik ad flere villaveje mod Doktorparken, og på et tidspunkt blev der også sigtet efter skoven.
På vej tilbage fra parken var der en mindre stigning, hvor moren kom lidt bagefter. Sikkert på grund af en voldsom acceleration fra Linus' side. Og mens han accelerede op mod sin far, så råbte moren, at han skulle holde øje med hajtænderne længere fremme. Og dem havde han jo fuldstændigt styr på, hvor var, så da han på samme tid nåede op på siden af sin far, ville han godt lige sige: "Far, din kone er godt nok irriterende, nogen gange"...
På vej tilbage fra parken var der en mindre stigning, hvor moren kom lidt bagefter. Sikkert på grund af en voldsom acceleration fra Linus' side. Og mens han accelerede op mod sin far, så råbte moren, at han skulle holde øje med hajtænderne længere fremme. Og dem havde han jo fuldstændigt styr på, hvor var, så da han på samme tid nåede op på siden af sin far, ville han godt lige sige: "Far, din kone er godt nok irriterende, nogen gange"...
søndag, marts 27, 2016
Linus læser tanker
Igår var Freja i humør til at være hjælpsom og irriterende. Mest det sidste. Så hun hjalp lidt til i køkkenet med at tømme opvaskemaskine, og mens hun gjorde det, så lagde hun ikke skjul på, hvilken helt enorm stor hjælp hun var, og hun var heller ikke karrig med spydigheder om det ene og det andet. Og det tog lang tid at tømme opvaskemaskine, så der kunne fyres en hel det spydigheder af.
Hendes forældre tog det vist nogenlunde pænt, og det udartede sig da heller ikke til mere end spydighedsudveksling. Men efter en Freja-kaskade, kom der måske et enkelt eller flere suk af den virkeligt dybe slags fra hendes fars side. Og så blev der pludselig talt med fra drengeværelset. Linus bedyrede i hvert fald: "Far, jeg tror godt, jeg ved, hvad du tænker lige nu". Og det vakte da lidt nysgerrighed hos omtalte far, men før han kunne nå at spørge, hvad det skulle betyde, havde moren allerede blandet sig med et: "Nå, Linus, hvad er det, far tænker"? Hvortil drengen svarede: "At det er hårdt at have børn"!
Hendes forældre tog det vist nogenlunde pænt, og det udartede sig da heller ikke til mere end spydighedsudveksling. Men efter en Freja-kaskade, kom der måske et enkelt eller flere suk af den virkeligt dybe slags fra hendes fars side. Og så blev der pludselig talt med fra drengeværelset. Linus bedyrede i hvert fald: "Far, jeg tror godt, jeg ved, hvad du tænker lige nu". Og det vakte da lidt nysgerrighed hos omtalte far, men før han kunne nå at spørge, hvad det skulle betyde, havde moren allerede blandet sig med et: "Nå, Linus, hvad er det, far tænker"? Hvortil drengen svarede: "At det er hårdt at have børn"!
Abonner på:
Opslag (Atom)