lørdag, august 06, 2016

Evel Knievel gør det igen

Linus har haft nogle fede dage hos bedstemor og bedstefar i Højbjerg. Han var der fra tirsdag morgen til torsdag eftermiddag, og han havde været på både Moesgaard Museum og Aros. Og de havde også spist jordbærkage og spillet computer.
Men han havde ikke været i bad. Så det skulle han, hvis ikke det skulle blive alt for kriminelt. For han skulle op fredag morgen og afsted til Tangeværket med mormor og bedstefar og sine søstre. Så han blev som det første beordret til badeværelset, da han kom ind ad døren. Og der gik han så ned. Helt for sig selv. Men det varede ikke længe før der lød et jubelbrøl, og årsagen dertil måtte naturligvis undersøges. Det viste sig, at han havde taget på. Eller som han selv sagde, så var han blevet federe. Han målte det ved at knibe maveskindet med fingrene og så mente han åbenbart, at der var mere at få fat i end der før havde været. Hurra for det. Og så gik han i bad. Et langt bad. Et rigtig langt bad. Og da han så endelig kom ud, så brølede han igen. Denne gang dog ikke så jublende. Faktisk var det han råbte; "Far, jeg bløder", og straks fik hans mor panik i sit blik. Og årsagen til panikken var, at hun et par dage forinden havde smadret en eller anden parfume-krukke og kun nødtørftigt samlet skår op. Så hun var sikker på, at drengen havde flænset sine fødder og underben totalt. Igen måtte sagen jo undersøges, og det var der da også god grund til, for der kom da blod ud af benet. Ingen glasskår var dog involveret i ulykken, og fatisk var det et lidt underligt sted på siden af læggen. Men der havde ikke været noget sår i forvejen. Men delinkventen kom ret hurtigt i tanker om, at han jo havde prøvet Frejas skraber. Altså den hun bruger til at barbere hår af benene med. Og så havde han ikke opdaget, at han var kommet til at tage en lille luns af benet, før bagefter, hvor han stod og tørrede sig.
Heldigvis slog det ham ikke helt ud, og efter at have indtaget ristaffel til aftensmad var han klar på en cykeltur med sin søster, og så kunne hans far få en løbetur ud af det. Hverken drengen selv eller Anna Ingeborg udviste den store lyst til cykeltur, men de tog da frivilligt med. Freja gad overhovedet ikke. Faren opfordrede egentligt til en lidt længere tur på sådan i nærheden af 12-13 kilometer, men det lød åbenbart særdeles utiltalende. Så aftalen blev en tur til Doktorparken, og så lidt videre derfra. I Doktorparken skulle der så holdes pause. I hvert fald stillede Linus cyklen fra sig og satte sig på en taburet, og proklamerede, at nu holdt han pause. Ja, for han skulle ind i sin hule, og så begyndte han at gå ind i et krat. Han var dog dårligt nået frem til buskene før han vendte om med et hyl og påstod at han var blevet stukket (af hvad der nu lige har været i det krat af brændenælder eller brombær). Og smerten var åbenbart så ubærlig, at det næsten var uudholdeligt at skulle op på cyklen igen. Og turen var i hvert fald slut, så vi skulle bare hjem. Hans far var nu altså lige begyndt at få varmen, så han insisterede på, at turen i hvert fald lige gik ned til Gudenåen nogle få hundrede meter væk, og så kunne man jo altid der tage stilling til, om smerten var så stærk, at der skulle tilkaldes en større stab af læger.
Heldigvis fortog smerten sig hurtigt, og på den anden side af vejen, på stierne mod åen, var der vandpytter, der kunne fungere som energi-boost til cyklen. I hvert fald skulle han sætte farten gevaldigt i vejret hver gang han kørte igennem sådan een. Og det gik også fint de første par gange, og så var han kommet et stykke foran resten af selskabet. Og så gik det ellers galt, som det så ofte før er gået galt for Evel Knievel, og han stod på hovedet ud over styret. Eller måske faktisk, og nok også heldigvis, på skulderen. Og så lå han ellers der og rodede rundt med sin cykel i grøften.  Han havde ikke slået sig meget, for han havde valgt et snævert sted med god bevoksning at vælte. Men forskrækkelsen var da til at få øje på. Men det tog han pænt, og der gik ikke mange sekunder før han var afsted igen.

Ingen kommentarer: