tirsdag, september 30, 2008

Han laver olie!

Var hvad Freja havde fortalt Frederikkes far, som svar på hvad hendes far arbejdede med. Hun havde helt fat i, at det var i Århus, men hvor den med olien kom fra, det kunne hun ikke svare på.
Freja legede igår hos Frederikke fra hendes klasse. De havde en god dag, og der er allerede aftalt en dag, hvor Frederikke kan komme og besøge Freja.
Dagen startede også rigtigt godt, og Freja tog tøj på helt af sig selv og gjorde sig klar til at spise morgenmad og komme afsted i skole. Lige inden hun skulle ud af døren fattede moren dog mistanke om at noget kunne være galt. Så Freja blev spurgt om hun havde taget sokker på (hun havde nemlig taget sine støvler på på samme tid som tøjet). Til det svarede hun særdeles bekræftende, men kunne ikke sådan lige præcisere hvilke sokker der var tale om. Så hun måtte bevise det, og det kunne hun naturligvis ikke. Og så brød helv... ellers løs. Så tudede hun, og så var alle andre dumme, og så drillede sokkerne osv. osv... Hun var nær kommet for sent i skole fordi hun græd så meget og ikke ville have sokker på. Og så ville hun ikke afsted. Og så kom hendes far for skade at afvise, at hun måtte få sine blomster med i skole, fordi hun havde brugt så meget tid på at skælde ud og brokke sig over det med sokkerne, og så blev det bare endnu værre. Den husker vi så som en af historiens største brølere.

Linus døbt

Søndag blev Linus døbt i Enghøj Kirke. Han var lidt utilfreds lige under selve dåbshandlingen, og slog en ordentlig skid mens præsten gjorde korsets tegn for hans ansigt og for hans bryst. Men ellers voldede han ikke sin moster de store kvaler i kirken. Pigerne var meget stolte over at skulle hjælpe til under dåben - Freja skulle tørre Linus' hår og Anna Ingeborg skulle bære dåbslyset.
Bagefter var der indbudt til gilde på Myntevej, og drengen fik rigtig mange fine gaver. Mange af dem er allerede taget i brug.

Se billeder her.

lørdag, september 27, 2008

Klar til barnedåb

Pigerne var igår i børneklub i kirken og fik talt med Alice (præsten), om hvilke opgaver de har til søndagens barnedåb. Dermed er de vist sådan nogenlunde klar til begivenheden. Det ser lidt anderledes ud for forældrene, der af samme grund har sendt pigerne til Højbjerg hos bedstemor og bedstefar, hvor de kan hygge sig lidt og få lidt opmærksomhed.

fredag, september 26, 2008

TV Totempæl

Anna Ingeborg blev igår interviewet af TV2 Østjylland, fordi hun var med børnehaven til sangens dag på Østervold. Hun glædede sig hele dagen til at skulle se indslaget i lokalnyhederne, og havde fortalt vidt og bredt om det. Men den ene chance TV2 Østjylland havde, for nogensinde at gøre deres udsendelse interessant, blev misbrugt på det skammeligste. Der var ikke skyggen af Anna Ingeborg i udslaget, og heller ingen af de andre fra hendes børnehave. Fremover holder vi os til mere reelle og langt mere interessante tv-kanaler. F. eks. DK4 og NDR...

tirsdag, september 23, 2008

Musik ved Birgitte

Anna Ingeborg er begyndt at gå til musik ved en musiklærer der hedder Birgitte, som på et tidspunkt lavede musik med børnene i børnehaven. Og hun fortæller vidt og bredt om, hvor godt det er. Hun har sin mor og sin bror med hver mandag, og så kommer der en fire-fem andre børn også.
Igår på vejen hjem fra musik, fortalte Anna Ingeborg sin mor, at hun altså ikke havde tænkt sig at få børn når hun bliver stor. Jo, for børn de er jo så irriterende, sagde hun. Og især babyer. Men de var vist blevet enige om, at det mest var fordi Linus havde gjort vrøvl og pruttet en del til dagens musik.

mandag, september 22, 2008

Fødselsdag med 0. B

Frejas klasse var til fødselsdag igår. Der var bestilt BRATZ-fest, så det blev der. BRATZ-pynt, BRATZ-kage, BRATZ-skattejagt og BRATZ-slikposer.Og så dansede og sang og legede de. Flere billeder her.

torsdag, september 18, 2008

Besøg af Sofie

I tirsdags havde Freja besøg af Sofie. Det gik ikke særlig godt. Det endte med at Sofie legede mere med Anna Ingeborg end med Freja. Freja blev nemlig pigesur, fordi hende og Sofie ikke kunne blive enige om, hvad de skulle lege, og så gik hun i kælderen og surmulede.

Billeder fra august og september

Sommerhus uge 31

Frejas fødselsdag for familien

August og september 2008

søndag, september 14, 2008

Blodbad

Er hvad Freja lå i i nat. Hendes mor ville se til hende sidst på aftenen, og det var noget af et syn der mødte hende. Hun var nemlig fuldstændig indsmurt i blod. Hun sov dog tungt og var næsten ikke til at vække. Puden havde ellers en ordentlig plamage af blod, men værst var det gået ud over hendes bluse. Den ene halvdel af den var fuldstændigt gennemblødt af blod. Det var også lykkedes for hende, at tvære det godt og grundigt ud over hænderne, og i ansigtet var der heller ikke så lidt størknet blod. Da det endeligt lykkedes at vække hende, var hun slet ikke sig selv. Hun var mest vred over, at hun var blevet vækket, og hun ville slet ikke tørres af eller have skiftet tøj og sengetøj.
Efter lidt tumlen blev hun gjort i nogenlunde stand og kunne lægges i seng igen. Hendes onkel fik talt hende til fornuft, og det hjalp lidt, at hun blev lovet det store sovedyr som sengekammerat (hendes far).

onsdag, september 10, 2008

Børnehave på æblerov

Anna Ingeborg overraskede igår sin mor ved at slæbe fire-fem stuekammerater og en pædagog med hjem på æblerov i haven. Det var sådan set aftalt, at de måtte komme og plyndre æbletræerne, men når det alligevel kom som en overraskelse, er det fordi de dukkede op en dag tidligere, end de havde sagt, de ville. Så moregernet måtte afbryde sin "formiddagslæsning" for at traske en tur i haven. Men det fik hende så også i fuld gang med at hamstre forråd til vinteren og med at bage æbletærte. Måske æblerne bliver brugt i år, og ikke bare kommer til at ligge på plænen til græsslåmaskinen æder dem.
Børnehaven fik det de kom efter, og kan så idag lave marmelade. Anna Ingeborg skal derhen lidt senere idag, i anledning af at Freja er på stortur. Men hun slipper ikke helt, for Linus skal til lægen og vaccineres.Det bliver han nok ikke særlig glad for. Men vi krydser fingre for, at han klarer det, og håber på, at han ikke bliver dårlig af det.

tirsdag, september 09, 2008

Stortur

Hele C. la Cours Skole tog her til morgen afsted på stortur til Silkeborgsøerne. Det gjorde Freja altså også. Nu mere tandløs end nogensinde før - helt uden fortænder. Anna Ingeborg synes det er meget uretfærdigt, at Freja har fået penge med til slik. Hun vil i hvert fald også have slik efter aftensmaden.

lørdag, september 06, 2008

Billeder fra juni og august

Billeder fra juni og august kan ses her:

Zoologisk have juni 2008

Mere juni 2008

August 2008


Klub Enghøj

Anna Ingeborg fik igår sin officielle debut i Klub Enghøj. Det har hun ventet på, og glædet sig til, i næsten to år. Freja var der også. Men hun havde haft frivillig musik på skolen, og været hos Laura for at lege, så hun lignede noget katten havde slæbt ind allerede da hun kom, så træt var hun. De hyggede sig, og alle kom til at lugte af bål. Så det var vist stor succes.

torsdag, september 04, 2008

Høstfest

Der blev afholdt høstfest i Frejas klasse igår. Den eneste der ikke var med var Anna Ingeborg. Hun blev så til gengæld passet af sin moster.
Til høstfesten var der til at begynde med underholdning, som dog blev udsat til efter spisningen, da en af aktørerne ikke dukkede op til tiden. Men da alle havde fået klassens hjemmelavede suppe med brød, blev der sunget og mimet. Freja spillede tamburin.

mandag, september 01, 2008

Tandløs geocaching

Freja tabte i weekenden endnu en tand - en fortand i overmunden. Hun ligner efterhånden en bokser, der har lidt et kæmpestort nederlag og efterfølgende er blevet kørt over af en bus.
Lørdag var Anna Ingeborg syg. Hun havde høj feber og hostede og harkede som en gammel dame. Hun blev derfor under dynen på sofaen, mens Freja og hendes far tog på geocaching-udflugt. Der blev fundet to små skatte i Vestparken.
Linus har holdt lav profil det meste af weekenden. Selvom han nu nok glæder sig til at have sin mor lidt for sig selv, mens pigerne er i børnehave og skole.