fredag, august 29, 2008

Bastian

Ja, det er en dreng, der har gået i børnehaven sammen med Anna Ingeborg og Freja. Der var nogle disciplinære problemer med ham. Han spredte skræk og rædsel blandt de andre børn, og han var efter sigende lidt svær for de voksne at styre. Det var så gået op for pigernes mor, at han ikke rigtigt var at finde i børnehaven mere. Så hun spurgte Anna Ingeborg om Bastian ikke længere gik i børnehaven. Det kunne Anna Ingeborg sagtens svare på: "Ja, han er kommet hen i en anden børnehave, hvor han kan drille dem". Vores tanker går til de berørte...

Her til morgen kom Anna Ingeborg med en anden skarp udtalelse. Hendes mor ville have hende til at putte undertrøjen ned i bukserne med truslen om, at ellers så kom "Muser" jo bare og gjorde det, når hun var kommet i børnehave. "Ja", sagde Anna Ingeborg. "Hun er egentligt faktisk ret ond"! Det tror vi nu ikke helt på, at hun mener.

mandag, august 25, 2008

Freja fejret

Freja fejrede i weekenden sin seksårsfødselsdag med familien. Hun havde inviteret dem til kakao og lagkage. Og så var der bestilt franske hotdogs til aftensmad.
Hun fik i omegnen af tyve gaver, og de var åbnet på rekordagtige femten minutter eller noget i den stil. Men så skal man heller ikke bede hende om at opremse hvad hun fik og af hvem.
Idag er det så hendes rigtige fødselsdag, og hun har haft de berømte banan og kokosmuffins med i skole. Bagefter kom hun hjem for en kort bemærkning, og tog så afsted sammen med sin søster, sin mor og sin bror. De skulle i legetøjsforretninger og bytte de gaver, der skulle byttes, og købe noget nyt for de penge der blev frigivet.
Nu er hun i gang med at se en barbie-film med tolv dansende prinsesser. Og der er bestilt mad fra McDonalds til aften. Det er utroligt hvad man kan nå på en fødselsdag.

torsdag, august 21, 2008

Nedfaldsæble

Ja, det er Freja der er tale om. Hun har gjort sig uvenner med et af havens æbletræer. Lige som hun var kravlet allerhøjest op, og stod der og beundrede udsigten, var der en gren der flyttede sig under hendes gummistøvler. Og hun må have ramt hver eneste gren på træet på vejen ned. Styrtet er i hvert fald ikke gået ubemærket hen over hendes ben og ryg. Hun var meget ked af det, men tog det pænt, mens hun blev plastret til. Dog var hun noget vred over, at Linus lå og grinede af hende. Den der græd mest var måske Anna Ingeborg. Hun kunne slet ikke stoppe igen, da hun først var startet. Og hun havde ellers ikke slået sig.

onsdag, august 20, 2008

Lurendrejer

Freja blev i går aftes afsløret i at være en lurendrejer. Der blev godt nok også taget beskidte tricks i brug, da hendes mor afslørede hende.
Freja var blevet lagt i seng, og havde så fået at vide, at hun skulle lægge sig til at sove, og det gjorde hun tilsyneladende også, men moren fattede alligevel mistanke om, at der foregik et eller andet af mere lyssky karakter i sengen. Så hun gik derind, men intet var unormalt, hvorfor hun forlod værelset igen. Dog kun lige. For umiddelbart efter at have trukket døren i, tog hun et antal falske skridt, så det lød som om hun gik sin vej. Freja hoppede i hvert fald på den, for frem fra dynens gemmer kom bladene. Og så troede hun jo, at der skulle læses. Men den gik naturligvis ikke...

tirsdag, august 19, 2008

Flyttet tilbage

Håndværkerne har overstået det mest svinende arbejde, så familien er flyttet tilbage til de normale senge og opholdsarealer.
I weekenden blev der ellers flyttet så langt væk, som det kunne lade sig gøre. Nærmere bestemt til Klitmøller. Det var næsten som at have ferie igen, og pigerne spiste næsten lige så mange is, som de gjorde i hele sommerferien. De fik dyppet tæerne i Vandet Sø, og skovlegepladsen blev også besøgt.

torsdag, august 14, 2008

Hele familien flyttet

Grundet bygningsarbejde er familien flyttet i underetagen. Aftensmaden indtages ved sofabordet i gildesalen. Børnetime ses på computeren. Pigerne sover på madrasser i kontoret, og resten sover i moster Tines/onkel Jonas' værelse. Det er næsten som at være på ferie, og pigerne elsker det. Mon ikke vi ender med at flytte derned igen til efterårsferien.

tirsdag, august 12, 2008

Stor dag

Idag startede Freja i skolen (altså rigtigt). Hun mødte klokken ni og fik fri klokken elleve. Der blev udleveret ugeplan, postkasse (en mappe til sedler), matematikbog, danskbog, tegnehæfte, musikmappe og så selvfølgeligt den frygtede kontaktbog. Hun glæder sig allerede til at komme derhen igen i morgen.


Anna Ingeborg er med børnehaven i Cirkus Krone, hvilket hun har glædet sig til i en hel uge. Det har hun talt meget om. Når hun kommer hjem, finder vi ud af, om hun har tabt sin vanddunk. Det var hun meget nervøs for at hun skulle gøre, for det gjorde vi nemlig dengang vi var i Cirkus Arena.

Linus har haft besøg af sundhedsplejersken og er blevet målt og vejet. 5400 g (godt nok med bodystocking og stofble), 62 cm lang og 39 cm rundt om hovedet. Alt er efter sundhedsplejerskens udsagn normalt.

tirsdag, august 05, 2008

Sommerhusferie

Den sidste uge af ferien blev brugt i Klitmøller. Der var dejligt vejr, og pigerne var ude at bade flere gange. De fik også spist rigeligt med is. Og så fik de leget meget med naboens pige Lykke.
Linus havde det som alle andre i sommerhuset meget varmt, men han kunne da holde det ud, selvom han ikke lige kunne komme i vandet.
Lørdag var hele flokken til fødselsdag hos bedstefar Arne. Pigerne morede sig fint, og fik besnakket en masse gæster. Og de fik også lokket rigtige penge ud af fætter Henrik ved isboden i sandkassen.

Nu er hverdagen begyndt igen. Anna Ingeborg er tilbage i børnehaven, og Freja er begyndt i skolefritidsordningen.