tirsdag, marts 30, 2010

Indskrumpet Linus

Linus havde fra midten af forrige uge til midten af sidste uge en grim omgang maveinfektion. Han kastede alt op i lidt over to dage, og begyndte så lige så langsomt at tage vådt og tørt til sig igen. Han er ovenpå igen, men det har taget hårdt på ham. Der er absolut ikke blevet mere af ham. Og han har da også været godt under de ti kilo et stykke tid nu.

Præsentationsopvisning

Lørdag og søndag var Freja og Anna Ingeborg til RGF's præsentationsopvisning. Lørdag var der generalprøve og søndag gik det løs med den store opvisning.

tirsdag, marts 16, 2010

Sæbeøje og små bekymrede hjælpere

Søndag var ungernes far til fodbold for at komme til skade. Det blev til et ordentligt sæbeøje og desværre også en grim blodsamling på/i øjet. Øjenlægen ordinerede ro i mindst en uge, så det ændrede en hel del planer. Freja og Anna Ingeborg var blevet bekymrede, da de hørte at deres far skulle på skadestuen og efterfølgende til øjenlægen. Men de havde været rigtig søde til at hjælpe deres mor med de ting der skulle ordnes op til den nye uge osv.
Mandag morgen da farmand lå i sengen mens resten af familien gjorde sig klar til at komme afsted, ville Linus lige vise sig fra sin hjælpsomme side. Om aftenen, efter besøget på øjenafdelingen, havde der været en del kvalme, og en balje var derfor blevet placeret ved siden af sengen. Den synes Linus var meget spændende, så den ville han gerne hjælpe med og stak den derfor op over sengekanten og direkte ind i øjet på sin far. Nok ikke den hjælp der var mest brug for, men hensigten var jo god nok...

Gymnastikopvisning

Lørdag kl. 12.08 var Freja og Anna Ingeborg på gulvet i Dronningborghallen sammen med alle de andre Supertøser. De var allesammen iklædt ens pink t-shirts med tryk "Supertøser". Og så opførte de ellers deres serie, som de har øvet så længe. Det gik rigtig fint og de fik ros af deres instruktører.

torsdag, marts 11, 2010

Bus, tog, bil og traktor

Linus er blevet helt vild med køretøjer. Det sker sikkert for mange drenge i hans alder. Han har længe kigget på biler og tog i hans bøger. Og han har længe været forelsket i alt hvad der har noget med traktor at gøre. Hans egne og Anna Ingeborgs traktorer bliver flittigt brugt, og det er det eneste ord han kan sige helt perfekt udover 'nej'.
Men nu har han også fået øjnene op for busser. De gule bybusser kører forbi ikke så langt fra bopælen, og det er med lige stor begejstring han gestikulerer, hver gang han ser sådan een. Igår var han med en tur i byen, og det var et rent slaraffenland med busser og biler. Han kunne sagtens få en hel dag til at gå på rutebilstationen. Der var busser i forskellige farver, og så var der mange af dem. Det var som om, at de blå busser var nye for ham. For han lagde ekstra begejstring i fagterne, når det var en blå bus, der kom kørende. Han var meget flink til at dele sine opdagelser.

mandag, marts 08, 2010

Første gækkebrev i år

Her en måneds tid før påske, er årets første gækkebrev "kommet". Det lå i hvert fald i postkassen lørdag eftermiddag.
Allerede ved middagstid havde Anna Ingeborg været i postkassen for at hente det, der var kommet. Lidt breve og nogle reklamer. Senere på dagen ville hun så igen i postkassen, og det skal man ikke sige nej tak til, når hun ligefrem selv tilbyder sin hjælp. Så det fik hun naturligvis lov til, og lidt efter kom hun da også ind igen og meldte, at nu havde hun tømt postkassen, men hun kunne altså ikke bære det hele. Det er sket før, og det der med at gå to gange, når man ikke har kapaciteten til at klare det i een ombæring, det sker bare ikke for hende. Så så må en anden gå ud og hente det sidste. Denne gang lå der dog kun et A4-ark klippet i fineste gækkebrevsstil, så det har i hvert fald ikke været vægten, der har afholdt hende fra at tage det med. Og normalt så ville et sådant brev blive taget alene, og så kunne der sagtens ligge femten reklamer, der var "for tunge" for hende. Hun ville heller ikke rigtigt ud med, hvad det var, hun havde taget med ind. Men det var også ligemeget, for i mellemtiden havde hendes far fået hentet gækkebrevet, og så skulle der jo gættes. "Hvem kender du far, der kunne have sendt sådan et gækkebrev" startede hun med at sige, og det er på ingen måder logisk for hende, at brevet ikke kunne være kommet med posten. For det første fordi der ingen modtager var på. For det andet fordi der intet frimærke var på. Og for det tredje fordi posten allerede havde været der den dag. Gækkebrevet havde i øvrigt ingen informationer ud over ordene: "MIT NAVN DET STÅR". Der var ingen prikker, og det skulle der måske heller ikke være, eftersom der ikke stod, at det stod med prikker...
Da det ikke så ud til at hendes far havde tænkt sig at begynde gætterierne sådan lige inden for de næste fire sekunder, så forklarede hun at man havde tre gæt og tre dage til at få dem afgivet. Da så hendes far sagde, at han jo kunne prøve at gætte på de tre børn, der var i huset, så mente hun, at det ville da være dumt, for der var jo ingen af dem, der kunne finde på at sende et gækkebrev hertil. Det lader sig simpelthen ikke gøre, at argumentere imod hendes logik. Hun går i dette øjeblik rundt og tror, at hun har begået den perfekte forbrydelse...

fredag, marts 05, 2010

Freja med vorter

Freja var i onsdags ved lægen, fordi hun har fået to vorter på den ene hånd. Dem har hun haft i et stykke tid, men nu bliver der gjort noget ved det. De blev skåret i, og så skal der smøres noget stærkt lugtende creme på. Og så skal det der dør skæres væk med en skalpel. Anna Ingeborg havde på et tidspunkt også en vorte, der skulle skæres i osv. Men modsat hende, så tager Freja det rigtig pænt, og bliver ikke hysterisk når skalpellen kommer frem.

tirsdag, marts 02, 2010

Anna Ingeborg går til diskofest

Forberedelserne var mange, og der blev talt længe om den. Diskofesten. Den famøse, som også Freja deltog i, da hun var førskolebarn i børnehaven.
Håret skulle sidde helt perfekt, og tøjet havde ligget klar i dagevis. Selv dansepartneren var på forhånd udvalgt.
Og det var præcis så godt, som hun havde forestillet sig. Hun havde danset ballondans med Viktor W. og de to havde punkteret Lauras ballon næsten med det samme. De havde lavet selskabslege og spist pizza. Og Anna Ingeborg havde ingenlunde holdt sig tilbage fra skålene med popcorn og saltstænger.
Søndag legede pigerne med Ida Marie og Emma Sofie. Anna Ingeborg var i Søften for at lege med Ida Marie, og Emma Sofie kom til Randers for at lege med Freja. Midt på eftermiddagen var der så udveksling af børn i Søften. Det passede Linus fint at komme derud, for de har to katte. Så den fik ikke for lidt med "miav, miav". Og "aes" skulle de jo også, selvom det nu til tider så ud som om, at de katte havde et lidt anstrengt forhold til drengen.