søndag, maj 29, 2011

Promiskuøs?

Da Anna Ingeborg i torsdags havde sygedag og var ude at spadsere med bedstefar Arne, havde de jo naturligvis sludret lidt om løst og fast. Og Anna Ingeborg havde snakket lidt om det kvarter hun bor i, og blandt andet fortalt, hvilken vej hun og hendes kæreste skulle bo på, når hun bliver stor. Bedstefar havde så spurgt hende om lidt forskelligt, og også om de så skulle have en masse børn. Det mente Anna Ingeborg kunne beløbe sig til tre, eller måske kun to. Men, som hun sagde i ramme alvor, hvis hendes kæreste ikke ville have flere børn, så bollede hun bare med en anden mand...
Ja, det kan godt være en barsk omgang at passe syge børn i Helsted. Man skal kunne tåle at høre lidt af hvert.

Anna Ingeborgs fødselsdag for klassen

Det var en blandet fornøjelse at holde Anna Ingeborgs fødselsdag med hendes klasse. Hun selv havde en dejlig dag, men der var da et par drenge, der kom hjem med blå mærker. For slagsmål er jo bare noget man kaster sig ud i, når man er væk hjemmefra. Så fik de voksne også prøvet at hæve stemmen til en børnefødselsdag. Der er nu ikke noget som at opdrage på andre folks børn...

fredag, maj 27, 2011

Store karameldag

Anna Ingeborg tog en af de kedelige sygedage i torsdags. Onsdag aften fik hun ondt i maven og det udviklede sig til stærkere smerter i løbet af aftenen. Så da hun vågnede ved ellevetiden og lå og vred sig i sin seng, blev der ringet til vagtlægen. Det viste sig at være kørende vagtlæge den aften, så han kom kørende med taxa en times tid efter. I mellemtiden havde Anna Ingeborg kastet op, og havde det derefter fint, men hun blev alligevel undersøgt.
Allerede da hun blev lagt i seng var hun meget bange for, at hun skulle gå glip af den store karameldag torsdag. Det var sidste skoledag for de store elever på skolen, og Anna Ingeborg måtte blive hjemme. Hun var simpelthen knust. Heldigvis kunne bedstefar Arne tage sig af hende, og han endte med at være dagens helt i skysovs. For allerede om morgenen havde hun det egentligt fint, så sidst på formiddagen havde de dristet sig ud på en spadseretur. Den havde REMA 1000 som destination, for Anna Ingeborg ville gerne købe nogle fodboldkort. Det havde de desværre ikke i REMA 1000 og heller ikke på tankstationen, men hun havde da fået overtalt hendes bedstefar til at forære hende et par sokker med Manchester United.
Og så kommer vi frem til hvorfor bedstefar var sådan en helt. Han købte jo karameller på tanken, og da de så kom hjem lavede han store karameldag i stuen og kastede karammeller i grams, så Anna Ingeborg kunne rage til sig. Syg som hun jo egentligt var, fik hun altså kun lov til at spise ganske få karameller, men hun var lykkelig alligevel.
Fredag tog hun med sin mor på hospitalet for at blive undersøgt, og her sætter LENE NØRGAARD JENSEN så en passende beskrivelse ind af det besøg, når hun eller får tid!

onsdag, maj 25, 2011

Ny skoletaske og lang cykeltur

I går tirsdag tog Anna Ingeborg med sin mor til LIC i Århus for at bytte den skoletaske hun fik af bedstefar og mormor i fødselsdagsgave. Hun fik en meget fin lilla taske, og der blev også købt et par Nintendo-spil. Det var hun overordnet meget godt tilfreds med.
Freja var ikke med, for hun skulle på cykeltur med clubben (Club la Cour). Det var for de elever der havde lyst, og som evnede at klare sig selv i trafikken. Det ville Freja rigtig gerne være med til, og der var endda blevet sagt, at det kunne blive en tur på over otte kilometer. Så det var med en vis bekymring fra forældrenes side, at hun blev sendt i skole med sin cykel.
Hun havde klaret det fint. De over otte kilometer, man fra clubbens side havde meldt ud, viste sig at være mellem femten og tyve i virkeligheden, så der har hun da mindst fordoblet den distance hun har cyklet på en enkelt dag. Hun var godt nok træt, men også meget stolt over at have klaret det så fint.

mandag, maj 23, 2011

Bededagsferie i Klitmøller

Store hvedeaften kørte den blå Renault mod Klitmøller indeholdende fem hvedesultne passagerer. Mor Lene havde bagt hveder på Anna Ingeborgs fødselsdag, så devar klar til at tage med og putte i ovnen. Og de duftede så dejligt af kardemomme.
Bededagsferien forløb med blandet vejr, men højt humør. Der blev tid til at gå til ishuset. Legepladsen og fiskekutteren blev besøgt (kutteren undergik godt nok renovering, og kunne ikke "bruges"). Der blev fundet en geocache og så blev der også tid til indehygge.
Thistedbesøget kastede usædvanligt lidt udbytte af sig. Lidt tøj blev det da til, men ellers var det nogle fodboldkort med Manchester United, som Anna Ingeborg ikke kunne undvære, og et ur som Freja bare måtte have.

torsdag, maj 19, 2011

Anna Ingeborgs rigtige fødselsdag

Den rigtige fødselsdag forløb også præcis som Anna Ingeborg havde ønsket sig det. Hun blev vækket om morgenen og fik gaver, og så blev hun sendt i skole med flødeboller og slikkepinde.
Hendes mor havde taget fri på dagen, så hun blev hentet i samme øjeblik som undervisningen sluttede. Freja skulle have en time mere, så hun blev først hentet de tre kvarter senere. Og så tog de på Anna Ingeborgs bestilling til byen for at shoppe og for at gå på museum og til sidst på café. Og ja, det var hendes egen idé at gå på kulturhistorisk museum...
Da byturen var slut blev lillebror hentet, og så var der ellers klargøring til at komme på Bone's og spise aftensmad. Igen på Anna Ingeborgs bestilling. Og pigerne havde jo prøvet at få spareribs hos deres Onkel i Herning, så det var selvfølgeligt det de skulle have. Linus fik en hel majskolbe, og det var han meget begejstret for, selvom han endte med at efterlade det meste til pigerne.
Det var en træt og meget glad Anna Ingeborg, da hun blev lagt seng den dag, efter at have fået det præcist som hun ville have det. Ja, hvis man spørger hende selv, vil hun sikkert sige, at hun ikke fik så meget slik og is, som hun gerne ville have.

mandag, maj 16, 2011

Anna Ingeborgs fødselsdag

I lørdags var det langt om længe Anna Ingeborgs tur til at holde fødselsdag. Det har hun naturligvis glædet sig til i et års tid. Men det var dog i de sidste dage op til, at det blev rigtig svært at vente. Men det var jo hele ventetiden værd. For hun fik det lige som hun ville have det. Der var boller og chokoladekage og marengslagkage - det hele bestilt af Anna Ingeborg.
Og så fik hun en masse dejlige gaver. Skoletaske, iPod, tøj, legetøj, DS-spil, malebøger og sikkert en masse andet, som er svært at huske for een på treogtredive. Til aften var der de bestilte koteletter, pølser og salater. Og så var det en glad Anna Ingeborg, der blev lagt i seng på sin nye iPod-spillende hovedpude, efter at have set det danske indslag ved melodi grand prix.

fredag, maj 13, 2011

Afbud til klassearrangement

Anna Ingeborg tog en sygedag torsdag med ondt i maven. Det var hun meget ked af, for det var dagen, hvor der skulle afholdes klassearrangement i Fladbro skov. Hun havde det faktisk fint om eftermiddagen, men det bedste hun kunne få lov til var, at der blev holdt en erstatningsskovtursudflugt på græsplænen i haven. Den blev dog i løbet af eftermiddagen, som vejret blev mørkere, ændret til at skulle foregå i udestuen. Og da så himlen åbnede sig ved sekstiden, var der ikke længere nogen, der var kede af, at de ikke var i Fladbro. Dem der rent faktisk var i Fladbro, var til gengæld ikke særligt imponerede over, at det skulle blive sådan et uvejr, når nu der var arrangeret skovtur. Stakler.

torsdag, maj 05, 2011

Anna Ingeborg langt om længe på stadion

I går kom dagen, hvor Anna Ingeborg endeligt skulle med på stadion. Det var farens arbejde, der arrangerede, Freja var også med, og det var en pokalsemifinale mellem Randers FC og FC Nordsjælland.
Anna Ingeborg havde godt nok ondt i benet, og ville ikke rigtigt gå sådan helt normalt. Men afsted det skulle hun jo.
Freja og Anna Ingeborg havde kun ganske lidt interesse i det fodboldmæssige, hvilket må siges at være godt nok, for spillet på banen var bestemt ikke noget at skrive hjem om, og det endte med samme stilling som det startede...
Anna Ingeborg ville i løbet af første halvleg gerne lige vide, hvor Drogba han spillede (hun samler jo på fodboldkort). Og det kunne hendes far godt svare på (hvis ellers det er korrekt, at han spiller i Chelsea), så hun fik at vide, at det var Chelsea. Efter det svar, ville hun gerne vide, om Chelsea var på banen.
I pausen blev der købt sodavand og pølser, og så var det muligt, for en stund, at glemme det elendige fodboldspil. For det var nogle mægtige og velsmagende pølser, som var så store, at pigerne ikke kunne spise det hele. Men der var også blevet købt slik, hvilket jo muligvis også har haft indflydelse på beslutningen om ikke at spise mere pølse.

mandag, maj 02, 2011

Freja på udebane

Freja og hendes fodboldhold spillede i lørdags kampe på Trustrup stadion. Det var langt ude på udebane - næsten en time i bil. Og de tabte da også begge deres kampe. 4-2 og 7-2. Men de spillede og kæmpede fint, så det var ikke så slemt. Linus tog det til gengæld slemt. Han havde fået en madpakke med, og dens indhold var fire klappere med leverpostej. Nok til at han OG pigerne kunne få en mad. Anna Ingeborg var også med. Og hun ville gerne have en mad, sådan cirka da den første kamp startede. Men det så Linus, og hans store øjne vurderede åbenbart, at hans lille mave sagtens kunne indeholde fire hele stykker rugbrød med leverpostej. Altså hele madpakkens indhold. Derfor gav han sig til at hyle og skrige og lave en farlig ballade, da Anna Ingeborg tog en mad. Og det så man kunne høre det på hele anlægget. Og der skal også nok være nogle naboer, der har fået deres formiddagskaffe spoleret. Og i nabobyen har de sikkert også undret sig over, hvad der da foregik på stadion i Trustrup...
Efter fodboldudflugten var det hjem og holde morens fødselsdag for familien. Og også her var det slemt for den lille dreng. Gaver skal man jo ikke give til andre end ham. Hvis det ikke var fordi, der også blev serveret kage, så tudede han måske endnu.