lørdag, december 19, 2009

Kælkebakken, småkager og billeder

Idag bliver der bagt småkager til den store guldmedalje. Anna Ingeborg og Freja hjælper deres mor med at bage jødekager. Linus gør hvad han kan for at modarbejde dem.
Inden småkagebageriet var de med deres far på kælkebakken ved kirken. Den var velbesøgt. Men der var også mulighed for at få en lang tur i høj fart.

Og så er der nye billeder.

Billeder for september her.
Billeder for oktober her.
Billeder for november her.

På forsiden og en hovedrolle

Freja er blevet forsidestof. Hun pryder forsiden af denne måneds 'la Cour Posten'. Årsagen er at hun blev kåret som ugens "Sikker-trafik-familie" for et par uger siden.
Anna Ingeborg havde torsdag sin mor med, da børnehaven var i kirke for at spille krybbespil. Da rollerne skulle uddeles var der ingen tvivl om, at Anna Ingeborg skulle være Jomfru Maria. Ifølge hendes pædagog havde hun snakket om den rolle i flere måneder. Men det var Freja også i sin tid, da hun var blandt de store i børnehaven. Denne gang blev Josef dog ikke spillet af en muslim...

fredag, december 18, 2009

Gris eller pik

Linus kan efterhånden sige en del små ord. Bil, mad, hov, far osv. Til aftensmaden igår lærte han imidlertid et nyt ord. Der blev serveret koteletter, og så ville Anna Ingeborg gerne vide hvilket dyr de kom fra. Hun fik naturligvis det korrekte svar, altså gris, og der kunne Freja så hjælpe og fortælle, at det på engelsk var pig. Det blev så diskuteret lidt, og ordet blev sagt en del gange. Og lige pludselig kom det klart og tydeligt fra Linus også: Pig. Og så lærte han så også det ord. Problemet er jo så selvfølgeligt, at nok de færreste kender årsagen til det, når han begynder at sige sit nye ord...

torsdag, december 17, 2009

Luciaoptog i børnehaven

Anna Ingeborg og de andre piger i børnehaven lavede igår Luciaoptog. Så sang de smukt sammen med pædagogerne og gik på række med deres lys. Heldigvis batteridrevne lys. Og så var familierne inviteret til gløgg og æbleskiver. Det kunne Linus godt lide. Altså æbleskiverne. Og saftevand fik han også sin ration af.

søndag, december 13, 2009

Juletræ

Idag blev familiens juletræ hentet. IDA Randers havde arrangeret juletræsfældning i Gjandrup. Så der stod hele familien kl. ti. Godt klædt på for at klare strabadserne uden at komme til at fryse. Pigerne var blandt de første i skoven (den skov af træer, hvor man måtte fælde), og Linus ankom kort efter. Og så skulle man tro, at det hurtigt kunne ordnes, sådan at få et træ væltet. Men lige som det perfekte træ var fundet, var drengen blevet væk. Ja, ikke sådan rigtig væk, men han havde tullet lidt rundt for sig selv, og da han blev hentet, var han luffeløs på den ene hånd. Så måtte den store eftersøgning sættes igang, for at luffen kunne findes, så drengen ikke skulle fryse sine fingre. Og fundet blev den også. Men på det tidspunkt var det som om, at alle de andre familier der var mødt op, havde udset sig deres træ. Og de var også ved at bære dem væk. Og det træ, som familien Jensen i første omgang havde udset sig, var der ikke længere. Men lidt træer var der da tilbage, så det ikke var nødvendigt at gå tomhændet derfra. Slikposer og sodavand blev det også til, så Linus dansede sin glade lille krigsdans midt på gårdspladsen.

lørdag, december 12, 2009

Med hestevogn gennem byen

Freja og Anna Ingeborg var idag med i byen for at købe julegaver. Det gik fint. De fik besnakket en god flok butiksekspedienter, og det lykkedes dem også at lokke slik og pebernødder ud af dem. Julemanden var der også med karameller. Men det ændrede ikke på, at de ind i mellem mente, at der var lidt for langt mellem snapsene. Så er det godt, at man helt af sig selv, kan finde den næste ekspedient, der skal udsættes for en spørgejørgen.
Turen sluttede med en tur gennem byen i hestevogn, og bagefter pølser med snobrød fra spejdernes bod.
Gaver blev der også købt, omend udbyttet kunne have været større...

fredag, december 11, 2009

Dumle og Mars og krigsdans

Linus har et par gange fået chokolade eller karameller i sin kalenderpakke. Det bliver behørigt fejret med en festlig krigsdans, når pakken åbnes. Og når så papiret kommer af, så bliver det igen fejret med stor begejstring. Det skal vises frem i alle retninger, før det puttes i munden.

onsdag, december 09, 2009

Uhyggelig pagt

Anna Ingeborg og Freja ser DRs julekalender 'Pagten'. Den er spændende og også lidt uhyggelig. Anna Ingeborg sidder som en lille kylling under mors (eller fars) vinge, når hun ser det. Ja, hun synes det er meget uhyggeligt. Da hun var hjemme med sygdom tirsdag, stillede hun de første femogtyve spørgsmål, der var umulige at besvare, når man endnu ikke har set hele serien. Nu har hun besluttet sig for ikke at se mere. Så kan det også være, at de uhyggelige drømme om natten forsvinder. Hun vil dog gerne have fyldige referater...

mandag, december 07, 2009

Den kendte decemberlugt er tilbage

Anna Ingeborg kastede op i går. Det skete kort efter hun var blevet lagt i seng. Og således vendte den velkendte lugt fra sidste års december måned altså tilbage.
Her til morgen havde hun det nogenlunde, og det mente hun også selv. Hun mente faktisk at hun var i stand til at tage en dag i børnehaven, men så kastede hun op, og så var ønsket om at komme afsted ikke så stort alligevel. Hun ligger sandsynligvis i dette øjeblik på sofaen og ser "Jul På Slottet" og hundser med sin mor.
Hun håber meget på, at hun er frisk til i morgen, hvor der er bedsteforældredag i børnehaven. Det har hun set frem til med stor glæde, så det vil hun blive ked af at gå glip af.

lørdag, december 05, 2009

Bethlehemsstjernen 2009

Idag blev dette års julemusical opført af børnene i Klub Enghøj. I år med deltagelse af både Freja og Anna Ingeborg. Freja spillede får, og havde for første gang en replik. Det gik fint, og hun fik rosende ord med på vejen.
Anna Ingeborg var med for første gang som engel. Og hun kunne jo egentligt deltage præcis som hun er, men fik dog alligevel en engledragt og en glorie på som de andre. Og så stod de der og sang, alle de små, så der næsten ikke var et øje tørt bagefter.

fredag, december 04, 2009

Ugens trafikfamilie

Undervejs til skolen idag, lige da hun havde krydset fodgængerfeltet, blev Freja overrasket af Dorthe Malene (skoleinspektøren). Hun stod klar til at overrække Freja en pose bolcher, og så skulle hun fotograferes sammen med familien (idag kun repræsenteret af hendes far). Årsagen var, at hun og hendes familie blev kåret til ugens trafikfamilie. Og årsagen til den kåring var, at hun og hendes familie hver dag parkerer på parkeringspladsen foran Randershallen og ikke ved fortovet udenfor skolen. Og så er det jo dejligt, når alt det møje og besvær belønnes. Hun strålede også som en lille sol, da hun fortalte det til klasselæreren i skolegården.

tirsdag, december 01, 2009

Freja er en lækker pige

Som hendes klasselærer sagde det. Der har jo på det sidste været en del episoder, der måske ikke alle har være lige heldige for Freja. Men i sidste uge var der forældresamtaler (skole/hjem - eller hvad de hedder), og Freja fik kun ros. Hun er tilsyneladende en populær lille pige, og hun er god at have i klassen. Der er altid en god stemning, hvor hun befinder sig. Og det er ikke sådan, at hun ikke får lavet noget. Hun kan det hun skal kunne osv. osv. (Selvom der var mange rosende superlativer, så er der grænser for hvor mange en far kan huske.)
Matematiklærerens eneste kritikpunkt var hendes sjuskede tal. Han mente, at de var pænere end drengenes, men ikke så pæne, som pigers plejer at være. Ellers var der også kun ros. Og han mente, at hun har en god humor og er god til at lave gas.