onsdag, april 27, 2011

Påskeugen

Påskeugen og dermed ferien er forbi. For første gang i flere år, blev sommerhuset i Klitmøller ikke besøgt. Til gengæld var der masser af tid i haven, fordi det var så godt vejr. Og pigerne, især Freja, har allerede vænnet sig så meget til sommertøj, at det nærmest er en hån mod dem, at bede dem tage en sommerjakke på i skole.
Ugen startede for Anna Ingeborg med overnatning og hygge hos Mikkeline. Så var der besøg af Lübkers og Thusgaards. Midt på ugen tog hun Freja med ud til Bech-Svendsens i Søften - også til overnatning. Og Påsken sluttede med besøg af Amalie og Nikolaj med forældre og mormor.

tirsdag, april 19, 2011

Gårdbesøg

"Her lugter af røv". Var det første Freja sagde, da hun stod ud af bilen ved søndagens økodag på et landbrug i nærheden af Vebbestrup nord for Hobro. Der lugtede da også af land, men der var også mange køer. Og de skulle på græs, og det var de glade for. Linus, Anna Ingeborg og Freja deltog i skattejagten, og skulle udfylde et skema med et kodeord, og så kunne de få lov til at se hvor meget en ko spiser hver dag og få en madkasse udleveret. Madkasserne var godt nok udsolgt og må eftersendes, men de fik til gengæld lov til at smage økologisk koldskål og ost.
Linus fik også prøvet at sidde i en kæmpestor traktor. Han ville godt have haft den for sig selv, men det lod sig ikke gøre. For landmandssønnen sad i førersædet og sørgede for at uvedkommende ikke pillede ved de knapper, han betragtede som sine.

fredag, april 15, 2011

Skolens vurdering af Anna Ingeborg

Tirsdag var der forældresamtaler i Anna Ingeborgs klasse. Hun fik ros. Og endda så meget som helt op til skyerne. Klasselæreren gik endda så vidt som til at bestille ti mere af hendes slags, fordi hun er sådan en gave til en klasse. Ja, Freja var vist også inkluderet i den sætning.
Desværre var hun selv syg den dag. Og det var hun også dagen efter. Heldigvis kunne bedstefar Arne tage sig af hende, og torsdag kunne hun så klarmeldes.

tirsdag, april 12, 2011

Fodbold

Både Anna Ingeborg og Freja startede mandag til fodbold. Anna Ingeborg var klar i sit Oldham-tøj og med fodboldstøvler på. Freja derimod, tog afsted i sit almindelige tøj, og havde sine Converse-støvler på. Det var meningen at hun bare skulle se på, og så vente med at være med, til det rette udstyr var blevet indkøbt (benskinner og fodboldstøvler). Men selvom hun mere lignede een, der var på vej i skole, end een, der skulle spille fodbold, havde Krøl (træneren) alligevel overtalt hende til at være med. Det kan godt være, at det var det hun havde håbet på... Hun var i hvert fald glad bagefter, og frisk på at fortsætte sin fodboldkarriere. Og vigtigst af alt, så havde hun ikke ondt i foden, eller haft smerter mens hun spillede.

fredag, april 01, 2011

Børneklinikken og CT-scanning

Anna Ingeborg var i mandags langt om længe til konsultation på børneklinikken. Desværre havde lægen ikke tid alligevel, så hun måtte nøjes med at snakke med sygeplejersken. Og så er det da heldigt, at hun faktisk har det rigtig godt for tiden. Men det helt store var jo, at Charlotte var der. Og hun kunne naturligvis godt huske, at Anna Ingeborg var hendes yndlingspatient(/forsøgskanin) fra efterårets forsøg. Og Anna Ingeborgs tegning og hendes blomstermagneter hang på Charlottes opslagstavle. Og så fik hun tyggegummi og legetøj, så det var såmænd hurtigt glemt, at lægen sådan brændte hende af.

Freja tog i tirsdags en tur til hospitalet for at prøve CT-scanneren. Hendes fod er dog så mærkelig, at hun ikke umiddelbart skulle konsulteres på ambulatoriet. Hun har derimod fået en tid, og skal så undersøges/opdateres nærmere i næste uge.
I går var hun til lægen for at få konstateret skarlagensfeberudslæt. Heldigvis er hun lige nu kun plaget af udslæt, og det er så håbet, at det bliver ved det. Det skulle efter sigende også kunne give halsbetændelse og noget så eksotisk som hindbærtunge. Det lyder sandsynligvis mere lækkert end det i virkeligheden er.