mandag, april 24, 2006

Feber og køjeseng igen

Anna Ingeborg fortsætter med at have feber, når vi nærmer os aften. Hun er igen lagt i seng med en lille streg på. Men det forhindrer hende ikke i at nyde den nyvundne frihed, som køjesengen jo giver, til at forlade sin plads i sengen, når det passer hende. Kort efter hun blev lagt, var der dækket op på det lille bord til theselskab. Det gav godt nok lidt skældud, og tilhørende gråd og tænders gnidsel. Men hun lagde sig da til at sove lidt efter.
Freja tog sig også et par svinkeærinder, men besluttede sig dog til at sove, efter Anna Ingeborg var blevet sat på plads.
Og så sov de ellers som små søde lam, som billedet angiver. Anna Ingeborg er godt nok vågnet igen, og ligger i sengen og snakker. Hun er ikke helt enig i, at hun skal sove videre, og forsøger i dette øjeblik på at overtale sin mor til, at det er morgen. Nu skal vi åbenbart have yoghurt. Så er det op til morens rygrad...

søndag, april 23, 2006

Evil Knievil

Efter den store succes med cirkusturen, var der kaffe og kage hos bedstemor. Onkel Jonas og bedstefar kom hjem fra stadion kort efter. Anna Ingeborg klædte sig ud som en elefant og Freja berettede vældigt om søløver og en masse andet.
Og da vi så kom hjem, kunne Anna Ingeborg ikke hurtigt nok komme ud på scooteren og give den som Evil Knievil. Hendes nummer var godt nok ikke lige så opsigtsvækkende som det tilsvarende under dagens cirkusforestilling. Men hun øver sig. Så det kommer nok snart.

Cirkus


Anna Ingeborg trodsede alle forventninger og mødte til morgen på friske ben med en temperatur tæt på de 37. Det genindløste billetten til cirkus, og siden hun kun er lidt under to år, viste det sig, at hun faktisk kunne komme gratis med. Derfor var der en billet til overs, og den snuppede bedstemor.
Der var medbragt madpakke og drikkevarer, så ventetiden ikke skulle blive for lang. Men det viste sig nu ikke at være et problem.
Alle kom hurtigt på bænkene, og så kunne løjerne ellers starte.
Pigerne havde stor fornøjelse af de numre, der havde noget med dyr at gøre. Der var heste, elefanter og søløver. Balancenumrene var de så ikke synderligt interesserede i, og slet ikke imponerede over. Der var et stort højdepunkt da der blev lavet vanvittige stunts på motorcykel. Motorcyklerne var godt nok bare en kulisse til nummeret, men det var en interessant opvisning alligevel.
Forestillingen blev forladt under det sidste balancenummer, der tilsyneladende fik pigerne til at gå i sort. Det var alligevel dråben, men på det tidspunkt havde vi også været der i to en halv time.

lørdag, april 22, 2006

Feber og køjeseng

Anna ingeborgs tur i cirkus i morgen hænger i en overordentlig tynd tråd. Hun blev lagt i seng med feber, så vi krydser fingre for, at hun kan sove og at det kan hjælpe lidt på temperaturen.
Pigerne er for første gang blevet puttet i deres nye køjeseng. I skrivende stund har i hvert fald Anna Ingeborg endnu ikke lagt sig til at sove. Det skal blive spændende at følge med i, om hun på et tidspunkt beslutter sig for, at hun er træt nok til at sove, eller om vi er nødt til at tage tremmesengen til nåde igen. Men mere om det en anden gang...

torsdag, april 20, 2006

Billeder

Der er nu mulighed for at anvende billeder i indlæggene på webloggen. Derfor denne lille smags-prøve.

Det er til gengæld ikke lige umiddelbart muligt at sende besked pr. mail, når der er tilføjet et nyt indlæg. Men der arbejdes på sagen.

Bedste alternativ lige for nuværende, er at hente sidens rss-feed. Det kan alle gøre, men det kræver, at man installerer et lille program.

Indtil videre må dem der gerne vil følge med, besøge siden regelmæssigt.

Velkommen til ny weblog


Frejas og Anna Ingeborgs weblog er skiftet til en ny, og forhåbentligt bedre service. Velkommen.

Der er stadig mulighed for at tilgå gamle indlæg på http://jensenunger.smartlog.dk/