mandag, december 28, 2015

Færdselsulykke på Pebermyntevej

Søndag aften skete der endelig noget på Myntevej. Desværre ikke noget særligt ønskværdigt. Den nye asfalt på vejen var blevet glat i det kolde vejr, og det kom bag på en ny bilist, og endnu mere bagpå Rasmussens bil, som i den grad blev påkørt.
Det hele startede med et ordentligt hult drøn sådan lige kort efter, at Anna Ingeborg og Linus var blevet puttet i seng kl. ca. 20. De fleste tog det nok for at være begyndende nytårskrudtaffyringsløjer. Men pludselig blev der råbt fra køkkenet, at der var nogen der skreg helt vildt ude på vejen. Og det var der også, for hende der kort forinden havde siddet bag rattet på den forulykkede bil, var åbenbart blevet noget chokeret over hændelsen. Og det var der måske ikke så meget at sige til, for hun havde slået hovedet ind i rattet, og hun havde også fået en airbag i fjæset. Og hendes kæreste, som også var med i bilen, kunne ikke stå på det ene ben.

onsdag, december 16, 2015

Freja synger i Musikhuset

Freja optrådte tirsdag d. 8. december med sine sangevner i Musikhuset i Aarhus...

lørdag, november 14, 2015

Anna Ingeborg scorer en rolle

Så blev det endelig Anna Ingeborgs tur. Efter at have set sin storesøster tage hovedrolle efter hovedrolle, og bare så brændende og så længe ønske noget lignende for sig selv, så skulle det endelig lykkes for Anna Ingeborg.
I sidste måned besøgte DR Ultra en lang række femteklasser og interview'ede i alt 500 elever, fordi de skulle bruge børn til udvikling af et nyt program. Anna Ingeborgs klasse blev også besøgt, og det havde været sygt kedeligt, som hun selv udtrykte det. Men det blev det ikke ved med at være. I hvert fald ville hun ikke indrømme at have sagt det, da det lige pludseligt blev lidt mere interessant. Og det blev det fordi der ikke var tale om programudvikling, men en hemmelig casting. For de havde i virkeligheden været på udkig efter skuespillere til en TV-serie. Der blev valgt 14 børn ud, og blandt dem var så Anna Ingeborg.

torsdag, september 24, 2015

Anna Ingeborg brækker foden

Ja, hun havde åbenbart ikke brækket den nok, da hun blev undersøgt på skadestuen i midten af august måned. Men så i sidste uge ringede hendes mor til lægen for at få en henvisning til en fysioterapeut. Hun havde jo humpet rundt på den fod i en måned - altså Anna Ingeborg.
Lægen havde nu ikke det store behov for at sende Anna Ingeborg til fysioterapeut. Hun ville langt hellere sende Anna Ingeborgs mor tilbage til skadestuen for at skælde dem ud. For det røntgenbillede der var blevet taget, viste et (åbenbart tydeligt for den praktiserende læge) brud på knoglen. Eller en revne. Og derfor skal Anna Ingeborg holde sin fod i ro i en måneds tid. Nogen vil måske mene, at det kunne hun allerede have gjort, hvis ikke beskeden på skadestuen havde været, at den fod bare skulle bruges så meget som muligt. Og at den da godt måtte bruge et støttebind, hvis det virkelig var nødvendigt...

fredag, september 11, 2015

Basmand

Så kom dagen, hvor Linus optrådte til morgensamling med sin bas. Altså med skolens bas. Og han var lidt nervøs for, hvordan det skulle gå. Men der var ingen problemer på bassen. Den brummede som den skulle. Der var godt nok en enkelt afbrydelse fordi pigerne i klassen - dem der skulle synge - glemte hvor gulerødderne kommer fra. Men de kom, med lidt hjælp fra musiklæreren, i tanker om, at de jo kommer fra Danmark (i hvert fald de gulerødder, der er med i den sang). Helt anderledes skarpe var de på, hvor kokosnødder og appelsiner kommer fra...

tirsdag, august 25, 2015

fredag, august 21, 2015

Anna Ingeborg genvalgt

Der har igen været valg til elevrådet. Og det blev til genvalg for Anna Ingeborg. Og der havde ikke været tvivl om, hvorvidt hun blev valgt. Det var på de sekundære placeringer, hvor der måtte fintælling til. Hun lød ikke særligt overrasket over, at være blevet valgt. Det er måske også bare en bagatel for hende. Lad os se om hun snart bliver formand for det elevråd...

Freja tager hovedrollen

Siden det blev muligt for Freja at melde sig til det nye musical-fag på skolen, har hun brændende ønsket sig at få lov til at være stjernen på holdet. Og siden det blev offentliggjort at de skulle spille Grease, har hun brændende ønsket sig, at hun skulle spille Sandra Dee (eller Sandy). Sådan som alternativ kunne hun måske acceptere det, hvis hun skulle spille Rizzo. Men det ville absolut kun være et lille plaster på et kæmpemæssigt kødsår, hvis det skulle gå så galt, at hun måtte nøjes med noget mindre end Sandra Dee...
Nå, men hun blev altså tildelt rollen som Sandra Dee. Og det var hun meget stolt over og glad for.
Linus var derimod ikke imponeret over hendes breaking news. "Igen"! Var hvad han tørt konstaterede, da hun fortalte ham nyheden om, at det blev en hovedrolle til hende.
Da så glæden og stoltheden var faldet lidt til ro, så gik hun over i det tænksomme hjørne. Og om hun egentligt ville sige det, eller om hun bare kom til at tænke højt må stå hen i det uvisse. De andre tilstedeværende troede i hvert fald ikke deres ører, da de hørte hende sige; "Jeg tror, at jeg vil prøve at tage en birolle næste år - altså bare for at prøve det"...

fredag, august 14, 2015

1. klasse

Linus er begyndt at gå i første klasse nu. Det er hårdt arbejde, og der er mange nye ting at holde styr på. Ikke at han bekymrer sig ret meget om det, men det kan da mærkes, at han er træt, når han kommer hjem fra skole og klub.
I første klasse har de forskellige fag, og Linus er allerede blevet glad for et par stykker af dem. Han siger, at hans yndlingsfag er matematik, måske for at behage sin far, men han taler allermest om musik. I første musiktime de skulle have, var han blevet instrueret hjemmefra i, at han skulle gøre som læreren sagde, og ikke lave pjat og ballade. At det gælder helt særligt for musik er der en grund til, for pigerne har hele deres skoletid haft samme musiklærer, og han er rigtig god, men han ikke så frygtelig tolerant overfor ballade. Og der er nok en elev eller to, der i tidernes løb har fået besked med den skrappe tone. Og det kunne jo så være hvad det var, hvis ikke det var fordi nogle af de samme stakkels børn har været uheldigt udstyret med forældre, der ikke orker at tage sig sammen om opdragelsen af deres egne børn, og derfor vil gøre det til skolens (og de andre forældres) problem... Nå, men det gik rigtigt godt i første musiktime. Linus kom hjem og berettede stolt om, at de skulle spille Mester Jakob, og at han havde fået lov til at spille på basguitaren. Og den havde jo kun fire strenge, så den var nem nok at spille på. Og Gustav og Milo havde spillet på bongotrommerne uden at få lov, og de to endte også med ikke at spille på instrumenter, men måtte sidde på trappen (og sikkert nøjes med at synge).
Med alle de fag de nu har, er det jo rart med et overskueligt skoleskema. Der er både dansk, matetik, idræt, musik, billedkunst, kristendom og motorik. Og for at gøre det nemt, så har klasselæreren lavet et skema med forskellige farver til de forskellige fag. Problemet er så bare, at de fleste fag er farvelagt med forskellige nuancer af orange, rød og grøn. Så Linus, farveblind som han er, troede lige pludseligt at første klasse skulle være den største optur nogensinde med sytten musiktimer. Og da hans mor måtte skuffe ham med, at det nok ikke forholdt sig således, så sagde han meget skråsikkert, at det gjorde det i hvert fald, for det var den farve musiktimen havde haft, da de havde Jens, så de skulle i hvert fald også have musik dagen efter. Og så måtte der jo en større delegation afsted til skolen dagen efter for at kontrollere det i klassen ophængte skema, så der kunne komme styr på, hvor mange musiktimer, der rent faktisk skulle afvikles. Og det var da også et i den grad handicapuvenligt skema for en farveblind. Selv dem der ikke var farveblinde havde svært ved at skelne (ja, faren var da lidt fornærmet over ikke at kunne se forskel, selvom de fleste andre godt kunne), men så er det jo bare godt, at de snart får lært at læse, så der er alternative muligheder for at tyde et skoleskema.
Til anden musiktime var Linus igen meget velforberedt. Denne gang dog mest på eget initiativ, for han ville i hvert fald bare ikke være den, der skulle sidde på trappen, og altså ikke være med til at spille på instrumenterne. Så han vidste godt, at det var noget med eksemplarisk opførsel fra start, og så lade de andre om at dumme sig... De spillede Fætter Mikkel, og Linus fik lov at spille keyboard. Han var meget glad.

torsdag, august 13, 2015

Familietelt

Nu hvor ferien til Paris blev aflyst grundet en overrevet akillessene, så har moren i familien gået og spekuleret meget over, hvordan der kunne laves en erstatning. Og den er blevet fundet. Hun har købt et kæmpestort familietelt med soveplads til seks personer og med indbygget balsal.
Og det var selvfølgeligt ikke nok bare at købe teltet, og så love, at det nok skulle komme i brug i een eller anden sommerferie i fremtiden. Så teltet blev straks ført op i haven da det ankom tirsdag eftermiddag. Anna Ingeborg var straks klar på at flytte ind, og det gjorde hun så, og tog sammen med sin mor den første overnatning i den nytilkomne afdeling af Myntevej 26. Om morgenen onsdag, sluttede ønsket om ferieafholdelse i telt så for moren. For hun havde ligget på en måde, så hun var blevet lam i den ene side af kroppen. Vel at mærke på en luftmadras. Og mage til jammer har de sjældent hørt på Myntevej.
Linus var dog blevet lovet, at han måtte tage overnatning nummer to i teltet, og det kunne jo ikke være anderledes, så moren måtte i teltet igen. Anden nat blev der dog opgraderet i teltet med noget mere luksuriøs indretning, og den store topersonersluftmadras blev med elektrisk assistance pumpet op. Og så ville Freja og Anna Ingeborg også sove i teltet. Men de måtte nøjes med de helt usle almindelige luftmadrasser, hvilket lige først ikke passede Freja særligt godt. Hun kom sig dog over skuffelsen, og så gav hun sig også til at indrette ved at tune lutmadrassen med topmadrassen fra hendes egen seng. Hvis hele familien nogensinde skal på ferie i det telt, så skal der først indkøbes en campingvogn, der kan transportere alt udstyret, for det kan da i hvert fald ikke være i en KIA Venga.
Nå, men så fik de overnattet allesammen. Og allerede torsdag morgen blev alle fremtidige ferier i telt så igen aflyst. Det havde jo været koldt. Og de havde ellers pakket sig godt ind, og de havde ekstra tæpper med. Anna Ingeborg forlod teltet halv fem og lagde sig ind i sin mors seng.
Af alle mennesker var det faktisk Freja, der ellers havde forsvoret, at hun aldrig skulle bo i telt, som havde haft den bedste nat. Hun var klar til endnu en overnatning, for hun havde sovet pragtfuldt. Det er muligt, at det blive en soloovernatning, hvis ikke hendes far kvinder sig op, og tager en tørn. I hvert fald, så skal den store prinsesse nok lige have en nat eller tres i sin egen varme, bløde seng, før hun igen er klar til noget som helst efter to nætter under næsten åben himmel.
I gamle dage lå man jo på liggeunderlag, når man sov i telt eller var på lejr. Og det var vel at mærke ikke de der moderne selvoppustelige liggeunderlag med affjedring og alt muligt lækkert. Dengang kunne man mærke det, hvis en myre forvildede sig ind under underlaget i løbet af natten. Men den slags argumenter slår ikke rigtigt til lige i øjeblikket...

Skolepatrulje

Freja er begyndt i syvende klasse, og dermed også i skolepatruljen. Og her er hun så - første dag på jobbet.


søndag, august 02, 2015

Linus møver sig frem

I torsdags var der gadecykelløb i Hadsten, og hele familien var taget afsted sammen med mormor og bedstefar. Dette år med deltalgelse af Michael Valgren og ikke mindst Chris Froome. Sidstnævnte i kraft af sin Tour de France-sejr nok en smule mere interessant. Linus var i hvert fald på Team Sky den dag. Det var der mange, der var. Og de ville allesammen gerne se på Chris Froome og have hans autograf. Desværre lykkedes det ikke for alle, altså at få en autograf, og en del unge mennesker og børn måtte gå derfra med skuffede ansigtsudtryk. Men ikke Linus. Han havde åbenbart fået sig møvet frem til hovedpersonen i tide til at få en krasser.

Hvordan det lykkedes ham at komme frem, må stå hen i det uvisse. Hans ledsagere til cykelløbet mente nu nok, at det måtte være fordi han havde været i det charmerende hjørne...

Og ja, det var en sommerdag, hvis nogen skulle være i tvivl. Men varmt, det var det ikke!

onsdag, juli 29, 2015

Anna Ingeborgs karrieremuligheder

Anna Ingeborg har i hendes mors øjne altid lignet en kommende lærer. Om det også forholder sig sådan inde bag hendes egne øjne, er lidt mere tvivlsomt. Baserer hun sin fremtid på sine ønsker om indsats og indtjening, så bliver det i hvert fald ikke lærervejen, hun kommer til at gå.
Det hele startede med, at hendes mor ytrede glæde over at der snart skulle udbetales løn. Og hun ytrede også noget med det beløb, som hun forventede overført til sin konto. Det hørte Anna Ingeborg, og hun gjorde straks store øjne og jeg-kan-næsten-ikke-tro-det-mund. Hun ville også have så mange penge udbetalt, og for at der ikke lige skal opstå misforståelser, så taler vi om udbetalingen for en helt ordinær offentligt ansat på deltid. Og her skal det ikke forstås sådan, at Anna Ingeborgs mor er ordinær, hvilket hun på ingen måder er, men på den måde, at det er standard løn for een i hendes position.
Nå, men i hvert fald mente Anna Ingeborg, at det var mange penge. Og Det mente hendes mor også, for noget skarn er hun jo heller ikke, men hun tilføjede dog, at det jo sådan set var meget normalt. Og at det endda var muligt at tjene mere ved at være på fuld tid. Og så ville Anna Ingeborg gerne vide, hvordan man kunne tjene endnu flere penge.
Nu skal man imidlertid ikke give hendes far sådan en udfordring, uden at forvente svar, så hun fik standard tandlæge/advokat-talen, der handler om, at man jo kan tjene en formue, hvis man er villig til at hade sit job eller sig selv hver dag (forudsat at man har en samvittighed), og at man i øvrigt for at komme dertil, skal tage en ret lang (og sandsynligvis usigeligt kedelig) uddannelse.
Det gad Anna Ingeborg så godt nok ikke. Hun troede jo da, at advokat var sådan noget med beauty-tips inde i retssalen (tak til een eller anden serie på Netflix). Hun ville meget hellere tjene alle de føromtalte penge uden at skulle lave noget. Og skåret helt ind til benet i forhold til hendes ønsker om indtjening og indsats måtte hun indse, at det indlysende karrierevalg ville være, at blive luder. For der kan en karriere jo startes uden uddannelse, og med hendes fremragende udseende skulle det nok være muligt at tjene en skilling. Og skulle hun have et ønske om at læse videre til narkoman, så ville hun allerede være inde på den helt rigtige sti... Hun tænker stadig over det, Anna Ingeborg... Hendes mor tror dog stadig på det med læreruddannelsen...

onsdag, juli 15, 2015

Familieudvidelse (ekstern)

Kusine Elin ringede og fortalte, at hun skal være storesøster til januar. Det betyder jo, at Freja og Anna Ingeborg skal være kusiner igen, og det betyder også, at Linus skal være fætter igen. Og det var de allesammen meget begejstret for. Linus lige indtil han kom på at spørge om, om det blev en fætter. For som han sagde: "Hvis det ikke bliver en fætter, så dropper jeg det"!

fredag, juli 10, 2015

Anna Ingeborg og Freja holder også ferie

Der er også næsten fuldt program for Anna Ingeborg og Freja. Selvom turen til Paris blev aflyst, så tegner det ikke til en kedelig ferie. I weekenden tog de til Herning, for at besøge Fie og onkel Jonas. Og nok så vigtigt, for at komme på shoppe-tur til Flensborg. Og de var ved at selvantænde over det i flere dage op til. Især Anna Ingeborg, som slet ikke kunne styre sit indtag af falsk luft. Og allerede søndag aften gik det galt for hende med opkast til følge. Heldigvis var det rimeligt udramatisk, og hun havde det fint umiddelbart efter... Mest forskrækket var hun nok over tanken om at have ødelagt turen til Flensborg for dem alle. Men afsted det kom de.
Og de kom også hjem igen. Og de havde også sager med hjem. Der var nyt tøj, ny sminke og sæbe og andre kosmetikprodukter (andre må definere det mere nøjagtigt...), og så var der masser af slik. De havde vel købt et par kilo hver, og der var vingummi og karameller og chokolade. Og deres øjne strålede som små sole mens de fortalte om alt det de havde købt og fået. Og da de så var færdige med det, så blev det ligesom til solformørkelse i øjnene, for de var godt nok trætte.

torsdag, juli 09, 2015

Linus holder ferie

Men selvom det er ferie, kan den godt have noget fagligt indhold. I mandags besøgte (hvis det er måden at sige det på) Linus således Sculpture by the sea med sin bedstefar (Arne). Drengen havde selv foreslået, at de tog på Aros, hvor de efterhånden har været nogle gange. Men Aros holder lukket om mandagen - åbenbart - og så måtte bedstefar finde på noget andet. Billedet er taget af Arne Rudi.

Tirsdag tog Linus med sin mor til byen, for hun havde lovet ham en tur på Café Hugo (eller Viggo, måske). Og så lod han sig lokke med på museum, hvor der ikke var det store klientel. Så der var adskillige museumsdamer til at passe ham op. Og han slugte, ifølge moren, det hele råt.

Og her sluger han så det, der blev serveret for ham på caféen, råt.

lørdag, juni 27, 2015

Dance action afslutningsshow

Herunder resultatet af Frejas bestræbelser her i foråret. Hun har øvet sig en hel del, og de opførte tre shows den dag. Tak til onkel Ole for de fine optagelser.
Først danseshow, hvorefter Freja synger Clean Bandits "Rather Be":

Og så hendes version af Amy Winehouses "Valerie":

fredag, juni 26, 2015

Årets sidste skoledag

Det er den sidste skoledag på året. Den sluttede allerede kl. 9:30, hvor fællessang i skolegården var forbi. Freja var allerede hjemme kl. 10, og det var en meget stolt pige, der gerne ville begynde med at vise sit karakterark frem. Og det med god grund, for hun havde fået syv titaller og fem syvtaller. En forbedring på flere punkter ift. til efterårets standpunktskarakterer.

onsdag, juni 17, 2015

Anna Ingeborg bliver lykkelig igen

Der skulle ikke gå lang tid efter ferieaflysningen, før Anna Ingeborg blev den lykkeligste pige i verden igen.
Tirsdag aften tog hun med sin mor til Horsens for at se One Direction (1D). Det var billetter hun havde fået til sin fødselsdag, så hun havde haft rimeligt lang tid til at glæde sig. Og det var efter sigende den bedste dag i hendes liv, og det endda på trods af, at Citybois optrådte som opvarmning, og at det nok ikke lige var den bedste dag i deres liv - altså sangmæssigt...

mandag, juni 15, 2015

Så blev ferien ødelagt

Igår blev et familiemedlems akillessene revet over i en fodboldkamp (indørsfodbold). Det skal åbenbart tage en seks-otte uger før førligheden er genetableret. Heldigvis må man jo så løbe allerede efter tyve uger.
Desværre er det sket kun tretten dage før den planlagte ferie til Paris og Disneyland. Hurra for et populært familiemedlem der skulle hjem fra hospitalet og fortælle det. I øvrigt et heller ikke særlig stolt et af slagsen...
Nå, men de fleste tog det da nogenlunde pænt. Anna Ingeborg blev godt nok tørlagt for tårer, men angiveligvis skulle det være lige dele skuffelse over ferieaflysningen og bekymring over om hendes far ville overleve den operation han skulle igennem.

lørdag, maj 23, 2015

Linus laver opvisning i AMKA

AMKA, som er Randers Gymnastikforenings springcenter. Han har været i AMKA med skolen hver mandag siden efteråret, og det er noget der passer ham.
I går skulle der så være opvisning, og alle forældre og søskende var inviteret med. Linus havde sin mor og sine søstre med, og iflg. pålidelig kilde, så er drengen ret god til at bruge sin krop. Historien melder ingenting om hvorvidt hans mors bevægelser og motoriske evner kunne opnå en karakter til bestået. Men Linus morede sig i hvert fald kongeligt med, at de voksne også skulle prøve redskaberne og springgraven. Selvtilliden var i hvert fald i orden, og han mente nok, at der ville være nogle smalle passager, som hans mor ville få det svært med...

søndag, maj 17, 2015

Dance Action afslutningsshow med Freja på plakaten


Anna Ingeborg vinder klubmesterskaberne i badminton

Der var nok lige een der var rimeligt god til at stå oppe ved nettet og gøre det rigtig svært for modstanderne. Og det var Anna Ingeborg. Hun gjorde det faktisk så godt, at hun blev klubmester. Nå ja, det var jo i mixed double, så hendes makker Simon gjorde også nogle gode ting. Faktisk tog han også en hel del af slæbet. Og gode til det, det var de. Så det var en meget stolt og glad pige, der modtog præmie ved klubarrangement fredag aften.


mandag, maj 04, 2015

Frejas første job

Søndag eftermiddag tog Freja med sin far til Aalborg, hvor hun skulle spille sit første  betalte job. Det var en dame, som skulle holde konfirmationsfest i sin restaurant, og derfor ikke kunne deltage i en anden konfirmation, som hun var blevet inviteret til. Som plaster på såret, ville hun så sende Freja hen for at synge "You've Got a Friend" for konfirmanden. Og det skulle man jo tro var en smal sag for hende at klare. Altså at optræde som en overraskelse for et selskab af fremmede mennesker. Og det var det også. Hun gjorde det strålende, og det var en meget stolt, men også meget lettet roadie, der kørte hende hjem bagefter.

lørdag, februar 14, 2015

Anna Ingeborg bliver kongen af Hel-Bo

Forklædt som tøjte bevægede Anna Ingeborg sig til formiddag hen til klubhuset, for at deltage i beboerforeningens fastelavnsfest. Og det var godt at hun gjorde det, og at hun havde taget sine armbøjninger. Det resulterede i hvert fald i en ny forklædning som kattekonge.
Linus tog også med, men han spillede ikke rigtigt sin chance, for han ville ikke være med til at slå på tønden. Han udlever virkeligt sin ikkevoldelige natur til det yderste...

onsdag, februar 04, 2015

Linus redder dagen

Linus mente tilsyneladende, at det var en kæmpe fadæse af HOT at udeblive fra hans forældres kobberbryllup, så han tog sagen i egen hånd.