onsdag, juli 29, 2015

Anna Ingeborgs karrieremuligheder

Anna Ingeborg har i hendes mors øjne altid lignet en kommende lærer. Om det også forholder sig sådan inde bag hendes egne øjne, er lidt mere tvivlsomt. Baserer hun sin fremtid på sine ønsker om indsats og indtjening, så bliver det i hvert fald ikke lærervejen, hun kommer til at gå.
Det hele startede med, at hendes mor ytrede glæde over at der snart skulle udbetales løn. Og hun ytrede også noget med det beløb, som hun forventede overført til sin konto. Det hørte Anna Ingeborg, og hun gjorde straks store øjne og jeg-kan-næsten-ikke-tro-det-mund. Hun ville også have så mange penge udbetalt, og for at der ikke lige skal opstå misforståelser, så taler vi om udbetalingen for en helt ordinær offentligt ansat på deltid. Og her skal det ikke forstås sådan, at Anna Ingeborgs mor er ordinær, hvilket hun på ingen måder er, men på den måde, at det er standard løn for een i hendes position.
Nå, men i hvert fald mente Anna Ingeborg, at det var mange penge. Og Det mente hendes mor også, for noget skarn er hun jo heller ikke, men hun tilføjede dog, at det jo sådan set var meget normalt. Og at det endda var muligt at tjene mere ved at være på fuld tid. Og så ville Anna Ingeborg gerne vide, hvordan man kunne tjene endnu flere penge.
Nu skal man imidlertid ikke give hendes far sådan en udfordring, uden at forvente svar, så hun fik standard tandlæge/advokat-talen, der handler om, at man jo kan tjene en formue, hvis man er villig til at hade sit job eller sig selv hver dag (forudsat at man har en samvittighed), og at man i øvrigt for at komme dertil, skal tage en ret lang (og sandsynligvis usigeligt kedelig) uddannelse.
Det gad Anna Ingeborg så godt nok ikke. Hun troede jo da, at advokat var sådan noget med beauty-tips inde i retssalen (tak til een eller anden serie på Netflix). Hun ville meget hellere tjene alle de føromtalte penge uden at skulle lave noget. Og skåret helt ind til benet i forhold til hendes ønsker om indtjening og indsats måtte hun indse, at det indlysende karrierevalg ville være, at blive luder. For der kan en karriere jo startes uden uddannelse, og med hendes fremragende udseende skulle det nok være muligt at tjene en skilling. Og skulle hun have et ønske om at læse videre til narkoman, så ville hun allerede være inde på den helt rigtige sti... Hun tænker stadig over det, Anna Ingeborg... Hendes mor tror dog stadig på det med læreruddannelsen...

Ingen kommentarer: