Linus lod sig i sidste uge overtale til en tur i Doktorparken. På cykel. Han lod sig lokke med udsigten til at spille Pokemon mens hans far løb runder i parken. Og det gjorde han så, altså spillede Pokemon i parken. Han satte sig på en bænk og gav sig i kast med et forsøg på at overtage Doktorparkens Pokemon-sal. Og det lykkedes da vist også, men uheldigvis var der umiddelbart efter en anden, der vandt den tilbage. Og så måtte Linus på den igen. Og igen.
På en bænk på den anden side af græsplænen sad der en pige, der ligesom Linus kiggede meget intenst på sin telefonskærm. Og for alle andre end de to selv, var det ikke svært at se, at de nok havde gang i noget der mindede om det samme. Pigen var nok lidt yngre end Linus, og hun så sådan set meget sød ud. Og da Linus havde spillet en tyve minutters tid, opfordrede hans far ham til, at han jo kunne gå over til hende pigen der og høre, om det var hende han kæmpede imod. Faren smurte tykt på og sagde, at hun sendte ham nysgerrige blikke. Men han ville nu ikke gå derover.
Et par runders løb senere blev drengens far for træt til at opretholde gejsten, og meddelte at det var tid til at vende snuden hjemad. Men det så åbenbart ud til at være ved at gå til held med Pokemon, så Linus ville gerne lige blive lidt længere i parken. Og det kunne han jo godt, for han kendte vejen hjem og havde ikke travlt med andre gøremål. Så hans far løb hjem - alene.
Ved hjemkomst afgik der, via SMS, besked til drengen med forespørgsel om, hvordan det gik med overtagelsen af Doktorparken inde i Pokemon. Ti minutter senere, under afvikling af plæneklipning, responderede drengen, ligeledes via SMS, at det gik rigtig godt med Pokemon, men at han var styrtet på sin cykel, og at styret i øvrigt var blevet skævt. Uheldigt, tænkte faren, lettet over at drengen dog trods alt var i stand til at skrive beskeder på sin telefon. Og telefonen fungerede også til foretagelse af opkald, for dårligt nok var SMS-besked læst før moren havde modtaget opkald, hvor dreng ønskede afhentning og hjælp til cykel, der ikke var til at køre på.
Så afsted på skateboard drog faren mod det opgivne ulykkessted, hvor cykel blev ordnet og hjemtur eksekveret uden yderligere besvær.
Det viser sig så, at der sker det, at Linus, mens han spiller Pokemon, alligevel beslutter sig for at kontakte pigen på bænken på den anden side af græsplænen. Så han tager hjelmen på og sætter sig op på cyklen og sætter i fart. Men så sker der det uheldige, at han, på den toogtredive meter lange cykeltur, sandsynligvis forblændet af pigens skønhed og udsigten til en vidunderlig sommerromance, styrter i bedste Evel Knievel stil. Og før han får set sig om, er han omringet af ældre samfundsborgere fra det nærvedliggende plejehjem, der styrter ham til undsætning. Før han får set sig om, har en ældre herre rettet styret på cyklen op under ihærdig forklaring om, hvordan en sådan operation udføres. Og mens Linus omtumlet kommer til sig selv, forsvinder enten pigen eller Linus' lyst til at opsøge hende.
Nedslået og forvirret forlader han på cykel parken, men må kort efter give op, og konstatere, at der bare er noget galt med cyklen. Det er så her, der bliver skrevet SMS og foretaget opkald.
Ved nærmere inspektion kan det konstateres, at enten har Linus selv, eller også har hans hjælper, fået vendt styret en hel omgang, så et håndbremsekabel strammer så meget, at bremsen aktiveres når styret skal drejes.
Senere på dagen finder Linus så ud af, at han ikke længere behøver at gå og spekulere på, hvornår der kommer hår på. Ja, altså kønsbehåring. Så skete det endeligt.
Hvorvidt det er dagens nervepirrende oplevelser eller strabadserne de førte med sig, der har fremprovokeret hårvækst i underbukserne, kan være svært at sige. Men mon ikke der allerede var lidt hår på om morgenen, når han turde tage beslutningen om at kontakte et væsen af hunkøn. Altså som ikke var af hunkøn inde i et computerspil, men faktisk ude i virkeligheden.
Tillykke til Linus herfra!
