1. klasse

Linus er begyndt at gå i første klasse nu. Det er hårdt arbejde, og der er mange nye ting at holde styr på. Ikke at han bekymrer sig ret meget om det, men det kan da mærkes, at han er træt, når han kommer hjem fra skole og klub.
I første klasse har de forskellige fag, og Linus er allerede blevet glad for et par stykker af dem. Han siger, at hans yndlingsfag er matematik, måske for at behage sin far, men han taler allermest om musik. I første musiktime de skulle have, var han blevet instrueret hjemmefra i, at han skulle gøre som læreren sagde, og ikke lave pjat og ballade. At det gælder helt særligt for musik er der en grund til, for pigerne har hele deres skoletid haft samme musiklærer, og han er rigtig god, men han ikke så frygtelig tolerant overfor ballade. Og der er nok en elev eller to, der i tidernes løb har fået besked med den skrappe tone. Og det kunne jo så være hvad det var, hvis ikke det var fordi nogle af de samme stakkels børn har været uheldigt udstyret med forældre, der ikke orker at tage sig sammen om opdragelsen af deres egne børn, og derfor vil gøre det til skolens (og de andre forældres) problem... Nå, men det gik rigtigt godt i første musiktime. Linus kom hjem og berettede stolt om, at de skulle spille Mester Jakob, og at han havde fået lov til at spille på basguitaren. Og den havde jo kun fire strenge, så den var nem nok at spille på. Og Gustav og Milo havde spillet på bongotrommerne uden at få lov, og de to endte også med ikke at spille på instrumenter, men måtte sidde på trappen (og sikkert nøjes med at synge).
Med alle de fag de nu har, er det jo rart med et overskueligt skoleskema. Der er både dansk, matetik, idræt, musik, billedkunst, kristendom og motorik. Og for at gøre det nemt, så har klasselæreren lavet et skema med forskellige farver til de forskellige fag. Problemet er så bare, at de fleste fag er farvelagt med forskellige nuancer af orange, rød og grøn. Så Linus, farveblind som han er, troede lige pludseligt at første klasse skulle være den største optur nogensinde med sytten musiktimer. Og da hans mor måtte skuffe ham med, at det nok ikke forholdt sig således, så sagde han meget skråsikkert, at det gjorde det i hvert fald, for det var den farve musiktimen havde haft, da de havde Jens, så de skulle i hvert fald også have musik dagen efter. Og så måtte der jo en større delegation afsted til skolen dagen efter for at kontrollere det i klassen ophængte skema, så der kunne komme styr på, hvor mange musiktimer, der rent faktisk skulle afvikles. Og det var da også et i den grad handicapuvenligt skema for en farveblind. Selv dem der ikke var farveblinde havde svært ved at skelne (ja, faren var da lidt fornærmet over ikke at kunne se forskel, selvom de fleste andre godt kunne), men så er det jo bare godt, at de snart får lært at læse, så der er alternative muligheder for at tyde et skoleskema.
Til anden musiktime var Linus igen meget velforberedt. Denne gang dog mest på eget initiativ, for han ville i hvert fald bare ikke være den, der skulle sidde på trappen, og altså ikke være med til at spille på instrumenterne. Så han vidste godt, at det var noget med eksemplarisk opførsel fra start, og så lade de andre om at dumme sig... De spillede Fætter Mikkel, og Linus fik lov at spille keyboard. Han var meget glad.