Den første kilometer gik helt kanon, og så gik ruten ind over de brede stier mod kirken, hvor der ikke kører biler. Linus tænkte så nok, at han jo lige kunne benytte den stille vej til at øve sig i at give tegn. Godt tænkt, tænkte hans far, da han første gang blev råbt an med et "Faaaar, se mig". Drengen cyklede stille og roligt med den ene arm visende af mod højre. Lidt efter blev der igen råbt op. "Faaaar, se mig", nu med den ene hånd i vejret som stoptegn. Fire sekunder senere kom næste råb. "Faaaar, jeg styrtede". Og der lå han så med cyklen ovenpå som en slags låg. Han havde ikke slået sig alvorligt. Det ville enhver kunne se. Men han ville godt nok gerne hjem og ynkes af sin mor, det ville også have været tydeligt for enhver.
Drengens far havde dog planer om, at den tur skulle være mindst fire gange længere, og han insisterede på at fortsætte. Smerten tog ikke til, nok snarere tvært imod, men klynkeriet var ikke sådan lige til at få has på.
Tre kilometer senere begyndte det at dryppe. Kort efter begyndte det at regne, og så gik der ikke længe, før det stod ned i stænger. Og så skal jeg da ellers lige love for, at smerten ved styrtet forsvandt. For det var da bare fede tider at køre igennem det største regnvejr, som den dreng nogensinde havde oplevet. Gennemblødt blev han jo på sekunder, og skoene tog også godt imod, så det var en tung dreng der kom hjem. Grinende over hele femøren.
Og styrtet. Det var glemt for en stund. Faktisk kom han først i tanker om det, da han sad og indtog sin aftensmad. "Faaaar, vi har helt glemt at fortælle mor om styrtet". Men det var nu kun ham selv der havde glemt det, for hans mor var blevet delagtiggjort i det hele.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar