mandag, januar 26, 2009

Influenza

Freja er idag gået ned med influenza. Til at starte med, ville hun ikke i skole, fordi hun havde det dårligt. Det kunne man nu imidlertid ikke se på hende, da hun opførte sig usædvanligt veloplagt for en mandag morgen. Da hun blev gået lidt på klingen, indrømmede hun da også, at hun bare ikke ville have idræt, men at hun altså ikke havde det dårligt. Så hun kom afsted, omend cirka en time senere end hun egentligt skulle. Men hun havde det vist alligevel ikke særlig godt. Der blev i hvert fald ringet fra kontoret et par timer senere, fordi hun var sløj.
Og sløj, det var hun. Men mere kunne hun blive. Det blev faktisk værre og værre i løbet af dagen, og endte med opkast og høj feber først på aftenen. Anna Ingeborg har det endnu fint (vi håber naturligvis, at hun går fri af influenzaen (7-9-13)), og var idag til musik. Det gik fint som det plejer, men der er også en voksen med hele tiden. Lidt anderledes gik det, da hun skulle til MGP-dans. Ikke fordi hun er alene afsted, men selve udfoldelsen foregår uden forældre. Så et kvarter inde i kampen havde hun fået nok. Hun ville ikke så gerne være der, når Freja ikke var med. Vi håber at kunne møde med raske børn næste mandag...

Ingen kommentarer: