mandag, april 09, 2012

Påskeferie

Påskeferien er slut. Alle børn ligger i deres senge og sover, og forbereder sig mentalt i drømmeland til den virkelige verden.
Ferien startede med sommerhustur søndag til tirsdag med mormor og bedstefar. Jais og moster Tine var der også, men det var til gengæld ikke mor og far.
Onsdag kom Fie og onkel Jonas på besøg i Randers, hvor så fik pigerne endeligt indløst deres gavekort til Fies neglesalon. Anna Ingeborg havde forsøgt ikke at bide negle i perioden op til, men desværre i vid udstrækning med svigtende held.
Fredag var der påskefrokost hos bedstemor og bedstefar i Højbjerg. Påskeharen kom på besøg. Eller havde været på besøg, er nok mere korrekt.
Søndag var der igen påskefrokost. Denne gang hos moster Merete i Sabro. Også her havde påskeharen været på besøg.
I dag sluttede hele herligheden med besøg af onkel Ole, der også havde haft besøg af påskeharen.
Påskesøndag ville Freja egentligt godt i gang med at sende nogle gækkebreve. Om det var ren interesse og kreativ inspiration, eller om det var lysten til chokolade, der drev hende, kan være svært at sige. Men hun var i hvert fald noget ærgerlig over beskeden om, at det nok var for sent at få gækkebreve ud til dette års påske...

Ingen kommentarer: