fredag, april 20, 2012

Linus besøger bedstefar (og bedstemor)

Linus besøgte tirsdag og onsdag bedstemor og bedstefar. Han var inviteret til bytur og overnatning, og det var noget han havde snakket med dem om flere gange. Han kan godt huske, at pigerne har været til lignende arrangementer, og at de har været i byen med deres bedstemor for at shoppe, og hvad sådan nogle duller ellers gør. Så derfor havde han også bedyret, at det altså kun var bedstefar og ham, der skulle til byen. Bedstemor måtte ikke komme med. Hun måtte da godt lave ris med gul sovs til ham, og være der, når de var i Højbjerg. Men byen var kun for ham og bedstefar. Og så var han i forvejen blevet lovet, at de skulle ind og se tog og brandbiler.

Tirsdag besøgte de Aros, hvor Linus var meget begejstret for, at han havde set Boy. Han var især meget imponeret over de meget store underbukser, som Boy har på. Så det fortalte han meget om. Han fortalte også om togene, som de havde set inde på banegården. Men han var noget skuffet over, at han ikke måtte lege med modeltoget, som de havde set køre rundt inde i banegårdshallen.
Legetøjsforretningerne i byen blev også besøgt. Linus scorede sig nogle nye Lego-modeller, hvilket han med stor tilfredshed berettede om, da han ringede hjem om aftenen.
Da de skulle sove, så blev bedstemor sendt på kontoret. Så kunne hun sove derinde, for Linus krævede, at det kun var drengene, der skulle sove sammen i soveværelset. Men så havde han også været flink til at lave morgenmad til hende, og ladet hende sove til ved ottetiden onsdag morgen. Bedstefar var oppe noget tidligere...

Ingen kommentarer: