fredag, november 16, 2012

Umåleligt langsom

Anna Ingeborg er blevet testet med en national test. I dansk. Kunne lærerne afsløre på onsdagens forældresamtaler. Det er noget med en masse spørgsmål, der skal besvares efter multiple choice-princip, og så tilpasser systemet spørgsmålenes sværhedsgrad efterhånden. Meningen er vistnok, at når der er besvaret et tilstrækkeligt antal spørgsmål, så kan elevens niveau fastlægges. Så testen starter med at være rød, og bliver så gul, når det bliver muligt at nærme sig et resultat, og grøn, når elevens niveau med sikkerhed er fundet. Det skete bare ikke lige for Anna Ingeborg, det der med at testen skiftede farve. Efter femogfyrre minutter sad hun stadig med en rød test, så det var ikke muligt at fastlægge hendes niveau. Om hun har besvaret for få spørgsmål, om hun har været bragende intelligent, eller det stik modsatte, vides ikke. Men her kan kyndige læsere sikkert komme med relevant input.
Udover at være utroligt langsom, er hun en god skolepige. Hun er altid parat i timerne, hun klarer sig fint i det faglige og så er hun sød ved de andre børn.

Ingen kommentarer: