onsdag, november 21, 2012

Spejderbingo

Efter at have været syg det meste af sidste uge, skulle Anna Ingeborg tidligt op og afsted på juletur med spejderne lørdag morgen. Med overnatning og afsluttende bingospil for alle spejdere med familier i bingohallen i Asferg (eller sportshal, hvad ved jeg).
Freja var så heldig at vinde en præmie på den første fyldte række i spil nummer 82 eller deromkring. Hun vandt nogle LED-pære-oplyste huse til julebrug. Hun vil sikkert gerne vise dem frem, skulle man komme forbi hendes værelse. Og det var alt, hvad der blev vundet den dag. Linus forsøgte da godt nok at øge chancerne ved at prutte så ildelugtende, at adskillige spejdere, der jo ellers nok er vant til røg, måtte forlade bygningen i utide. Han var meget stolt.
Meget stolt var han til gengæld ikke, da han søndag formiddag væltede en orkidé ned fra vindueskarmen med sit sværd. Sværdet skulle egentligt have ramt Freja, da det kom flyvende gennem luften, og det var nok meget godt, at det ikke var hendes tænder, men en glaspotte, der efterfølgende skulle klinkes. Det kunne den nu slet ikke, for der var langt ned fra vinduet over trappen, så den var gået ordentligt i stykker. Sværdene røg, til Linus' store fortrydelse, i karantæne for en stund...

Ingen kommentarer: