fredag, november 09, 2012

Karrieremuligheder

Freja var i går med Clara Amanda i biografen. Det var Clara Amanda der inviterede og arrangerede, og så tog de bussen ind til byen efter skole til forestillingen kl. 14. Den ide var der ikke ret mange andre der havde fået. Faktisk slet ingen andre, for der var kun de to piger i hele biografsalen, og det var endda premiereforestillingen af Hotel Transylvania.
Efter filmen opholdt de sig en stund i banken, hvor Clara Amandas mor arbejder. Det gjorde åbenbart indtryk på Freja, for der var da en enkelt realistisk [1] mulighed blandt de karriereønsker hun remsede op i bilen efter at have afleveret Clara Amanda. Hun vil, når hun bliver stor, være enten bankdame, kendt sanger eller musicalstjerne. Men for lige at toppe den, så kunne Linus ved samme lejlighed fortælle, at han altså, når han bliver stor, vil være den grønne ninja!

[1] - Og så gør hendes far sig måske alligevel lidt for store forhåbninger, for med hendes indsats udi matematikken, så kan de to alternative muligheder såmænd være lige så realistiske...

Ingen kommentarer: