Mandag, efter lige nøjagtigt at have rundet de tre år, stod Linus op med en blodforgiftning. I fredags, da han blev hentet hos bedstemor og bedstefar, faldt han på trappen foran huset og slog sin hånd. Han fik et lille sår, nærmest en hudafskrabning. Den var ikke stor, faktisk var den under een centimeter, og den så ikke dyb ud.
Men i løbet af weekenden havde den vokset sig grim. Så grim at han kaldte flere gange natten til mandag, for at fortælle, at han havde ondt i hånden. Og om morgenen kunne det konstateres, at den var god nok. Efter et håndbad blev der klemt en masse modbydeligt puds ud af såret, hvorefter såret brutalt blev pillet af. Så blev det renset med klorhexidin. Og så kunne moren konstatere, at der var gået blodforgiftning i skidtet. Så drengen røg en tur til lægen for at få ordineret pencillin, og så skulle han ellers holde sig i ro et par dage. Nok en gang tak til bedstefar Arne for hjælp med pasning. Han er efterhånden ekspert ud i konstruktion af togbaner.
Anna Ingeborg skulle mandag morgen på hospitalet for at få taget blodprøve. Hun fik trylleplaster på, og så skulle det jo nok gå. Hun var rimeligt indstillet på at tage det pænt, og det gjorde hun også. Den halve times ventetid i venteværelset gjorde nu ikke noget godt for hende, så hun var en smule angst, da det endeligt blev hendes tur. Heldigvis var det dygtige folk, der skulle stikke med nåle, så det endte uden en masse blodsvineri.
Og når man bliver stukket, må man jo få en stor is. Så det skulle hun have. Og det skulle de andre ikke snydes for, så torsdag aften kørte bilen mod Grill Grønvang, der er kendt for at lave store is. Det ry kunne de godt leve op til, for der var kun een af selskabets deltagere, der kunne spise op. Hvad isen havde i størrelse manglede den så en smule af i kvalitet. Men pigerne fik endeligt prøvet Grønvangs vidt berømte is, som de så længe har plaget om. Og så kan de jo begynde at se sig om efter noget andet at plage om...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar