tirsdag, februar 01, 2011

Svømmehal og hudlæge

Så kom hele familien langt om længe i svømmehallen. I Hinnerup i søndags. Det skulle være i Hinnerup, så Freja kunne øve sig i at hoppe i fra vippen. Det blev ikke denne gang, hun overvandt sin skræk for at springe i fra een meter. Til gengæld fik hun og Anna Ingeborg og Linus øvet sig i at svømme. Freja kan efterhånden godt svømme lidt uden hjælpemidler, Anna Ingeborg tøffer rundt for sig selv med bælte på (og vinget ind i mellem), og Linus har endnu noget svært ved at skulle give slip på den nærmeste voksen.
Efter svømmehallen var der dejlig brunch hos mormor og bedstefar. Men så gik turen også hjem for at rydde op.
Idag var Freja til hudlægen, for at få hans vurdering af hendes eksem. Ja, sagde han, det var noget eksem, og hun kunne få en recept på noget salve, der skulle få det til at gå væk. Det var hurtigt overstået, og hudlægen var ikke synderligt interesseret i at høre hende fortælle, at hun skal på hospitalet imorgen, for at få taget en blodprøve. Hun skal holde sig fra citrusfrugter, og så skal hun bade så lidt som muligt. Det sidste er måske ikke så godt for en lille dulle, der efterhånden godt kan lide at gøre sig lækker, så hun kan stå og beundre sig selv foran spejlet i timevis.
Det med at beundre sig selv foran spejlet i timevis, skal i øvrigt helst foregå om morgenen, og helst når der er allermest travlt med at komme afsted. Det giver også hendes mor sådan en flot kulør i kinderne...

Ingen kommentarer: