torsdag, februar 17, 2011

Linus og chefens kontor

Een af grundene til at komme hjem fra sommerhuset onsdag, var at bilen var klar til afhentning. Den skulle således hentes sidst på eftermiddagen, hvorfor Linus og Anna Ingeborg tog med deres forældre til Renault-forhandleren. Det var ferietid, også hos forhandleren, så der var kø. Linus tog det nu med oprejst pande, for der var mange biler og masser af plads at løbe rundt på.
Da så endeligt det blev tid til betjening, og der skulle betales og overdrages, så Linus sit snit til at stikke af. Og han var bare væk uden spor.
Til stor fortrydelse for moren, så var han kommet afsted i hjemmesko, fordi han insisterede derpå. Derfor kunne hans skridt på gulvet ikke høres. Så efter nogen tid, efter at have rendt rundt med panik i blikket, fik moren endeligt øje på ham oppe på den næste etage. Der stod han frejdigt og kaldte, men skyndte sig at stikke af lige så snart han blev set. Hans mor var dog ikke sen til at forcere trinene til førstesalen, hvor hun igangsatte en større eftersøgning. Ja, det var jo direktionen hun var ankommet til, og bag en lukket dør ventede chefens fint møblerede kontor. Det var dog ikke finere end at der godt kunne sidde en glad lille dreng og lune en dej på sofaen. Han havde ellers afprøvet en hulens masse biler i udstillingen, men åbenbart gemt den store hørmer til det helt rigtige sted...

Ingen kommentarer: