Anna Ingeborg tabte jo for nylig en tand. Den puttede hun naturligvis i en æske, og lagde æsken under hovedpuden, da hun skulle sove. Dagen efter var tanden væk, og i dens sted lå der ti kroner. Så vidt, så godt. Nu er aftalen med tandfeen imidlertid, at efter et par dage, så skal den tomme æske lægges under puden igen, for så kommer hun og lægger den tabte tand tilbage igen. Anna Ingeborg gjorde som reglerne foreskriver, og lagde i går aftes den tomme æske under hovedpuden og lagde sig til at sove.
Klokken cirka halv seks vågnede hun og kaldte på sin far. Da han kom ind på værelset kunne hun melde, at tandfeen altså ikke havde været der endnu. Hun fik besked på at lægge sig til at sove igen, og gøre det i mindst en time. Faren, snu som han jo er, tog så tanden i skabet og lagde sig ind ved siden af Anna Ingeborg, for at lægge tanden i æsken, og for at sove den påkrævede time. Begge dele udført til perfektion. Det blev vist godt nok ikke til en hel time, før Anna Ingeborg vågnede igen.
Men det første hun gjorde var naturligvis, at tage æsken frem og ryste den. Og minsandten - nu raslede den. Hurtigt spænede hun ind til sin mor, for at fortælle, at tandfeen havde været der. Men, men, men. I sin søvndrukne tilstand og i køkkenets mørke, havde faren ikke ænset, at der kunne være flere tabte tænder i skabet. Så den tand der var blevet puttet i Anna Ingeborgs æske, var bestemt ikke en tand, der på noget tidspunkt havde befundet sig i hendes mund. Bagklog som hun jo er, kunne hun også fortælle, at hun da havde hørt eller mærket, at faren puslede med æsken i hendes seng... Pokkers til tandfe!
Nu tror Anna Ingeborg ikke på tandfeen længere. Det blev en kort fornøjelse for hende. Hun tror til gengæld stadig fuldt og fast på, at hun skal have de samme penge, som Freja har fået for hendes tænder, efterhånden som hun taber sine egne. Så lover hun også, at hun ikke vil fortælle til Linus, hvem der i virkeligheden er tandfeen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar