mandag, april 26, 2010

Havedag og svømmehal

Lørdag var en god havedag. Det var dejligt vejr. Linus ville naturligvis gerne udenfor, hvorimod Anna Ingeborg og Freja noget modvilligt gik med. Men ud kom de, og de nød det. Foråret viste sig fra sin bedste side, så det endte endda med at være svært at få dem med ind igen. For de var kommet i gang med at lave mudder og Linus havde hentet alle de bolde han kunne finde i haven og lagt dem op på trampolinen. Så løb han i cirkler, som var det en anden dødsdrom, mens han jagtede boldene. Det var noget, der kunne gøre en lille mand træt.
Det kunne også blive til en lille cykeltur, men først efter en tur i Kvickly, hvor der blev indkøbt en ny cykelhjelm til Anna Ingeborg. Det var nu ikke den store succes, for formiddagens aktiviteter havde tilsyneladende drænet hende for energi, og det blev ikke til mere end en tur hen ad Myntevej. Og det var endda lige ved at være for meget...

Søndag blev det endeligt til den længe ventede svømmehalstur. Anna Ingeborg havde spurgt et utal af gange over de sidste mange uger, om ikke vi snart skulle i svømmehallen igen. Og så lod det sig langt om længe gøre, selvom det var et lidt amputeret hold, der tog afsted uden mor, der havde travlt med at skrive opgave. Heldigvis viste det sig, at også Julian og Toke var i svømmehallen, så det blev bestemt ikke kedeligt. Både Freja og Anna Ingeborg sled grundigt på rutsjebanen, mens Linus sad og plaskede i det lave, varme vand. Freja var endda en tur på vippen (1m), og det lykkedes hende for første gang at forlade den til vandsiden. Hun mente nu nok, at det måtte være nok med en enkelt gang, for det havde givet lidt vand i næsen.

Ingen kommentarer: