fredag, juli 02, 2010

Løkken

I uge 26 var hele familien i Løkken. Bedstemor og bedstefar havde lejet sommerhus og inviteret. Det var dejligt vejr det meste af ugen. Nogle dage lidt for varmt, men Freja var ikke bleg for en tur i Vesterhavets bølger - faktisk var hun ret begejstret for det. Mindre begejstret var hendes lillebror, der jo naturligvis gerne ville dyppes, men så ville han også gerne i land igen. Anna Ingeborg nøjedes med at soppe. Hun var særdeles uinteresseret i at få en dukkert. Men det var en dejlig sandstrand uden sten og med det fineste sand, så hun kun sagtens få tiden til at gå med leg.
Onsdag var hele familien i Fårup Sommerland med bedstemor og onkel Jonas. Freja prøvede Falken, selvom hun ikke var alt for tryg ved tanken. Og mens den var undervejs ville hun da også gerne af. Bagefter var hun helt bleg, men mente at turen havde været god nok. Der går dog nok lidt tid, før hun igen tager en tur i en af de store rutsjebaner. Forinden havde hun været i Flagermusen, der ikke var helt så slem. Den havde dog tilstrækkeligt med cirkulære bevægelser til næsten at sende onkel Jonas i gulvet.
Anna Ingeborg prøvede ikke de vildeste ting, selvom hun længe har været fornærmet over, at hun ikke fik lov til at prøve tyfonen i Tivoli Friheden. Modet svigtede hende lidt, da tilbudet så endeligt var der.
Linus prøvede naturligvis heller ikke de mere avancerede forlystelser. Men han kunne ikke få nok af at køre i tog rundt i parken. Hele tre gange var han med, og han var lige begejstret hver gang. Og hver gang han skulle af, blev han edderspændt rasende og hylede i vilden sky. Det samme skete, når bilbanen stoppede. Ekspedienterne eller chaufførerne (eller hvad de nu hedder) af forlystelserne så helt forskrækkede ud, når han sådan hylede.
Der var endvidere udflugt til Mårup Kirke og det tilsandede fyr på Rubjerg Knude. Og så blev der naturligvis powershoppet i Løkken...

Ingen kommentarer: