mandag, juni 07, 2010

Linus 2 år

Linus blev i lørdags to år. Han startede naturligvis dagen tidligt, så han blev ikke vækket med sang. Han blev ikke snydt for sangen, men den kom først da maden var klar. Det blev ikke til meget morgenmad, for han startede med at åbne gaven fra sine storesøstre. Politibilen med betjent Søby. Og den blev han så glad for, at han drønede frem og tilbage og helt glemte at maden var på bordet. Ja, og i øvrigt også at der var flere gaver.
Øvrige gaver fra familien blev åbnet senere på formiddagen. Der var lidt forskelligt legetøj og en bold. Det var stadig betjent Søby og hans politibil, der løb med drengens opmærksomhed. Men det varede kun indtil der kom gæster til eftermiddagskaffe. Moster Tine og Jais havde en John Deere-trakor fra Bruder med til Linus, og det var kærlighed ved første blik. Igen blev resten af verden for en stund glemt. Faktisk kunne den stund have varet resten af dagen, hvis ikke det var for et par insisterende storesøstre, der gerne ville have ham til at åbne de andre pakker. Det var godt nok, for der var mange ting, som han blev begejstret for. Der var tøj, en rutsjebane, en gå-bil, en løbecykel, en fjernstyret bil, farver osv.
Det var dejligt vejr, så det meste af fødselsdagen foregik udendørs. De fleste af legesagerne blev også taget i brug med det samme.
Til kaffen var der bestilt kagemand hos bageren. Og det var ikke en hvilkensomhelst kagemand. Det var nemlig sådan een med et marcipan-billede af Postmand Per på. Hvis han selv skulle have valgt kage, så havde han valgt den. Spise den kunne han også. Og lagkage og boller. Og til aften fik han sin livret - pizza. Det havde han ikke selv bestilt, men al statistik og sandsynlighedsregning sagde, at det var det han helst ville have.

Ingen kommentarer: