fredag, oktober 23, 2009

Ingen borgmesterkæde til Linus

Her til morgen ved morgenbordet, hvor der blev serveret det sædvanlige, sad hele familien bænket og indtog maden sammen. Der var skemad i form af Corn Flakes, Havre Fras, Ylette mm. og der var nogle chokoladeboller. De fleste havde vist fået det, der kunne tilkomme dem, og Linus sad med nogle godt udblødte Havre Fras på sin tallerken, præcis som han kan lide det. Men da det blev ham for meget, begyndte han at kaste med puderne, ganske som han plejer. Og der blev naturligvis sagt nej og fy skamme og alt det der, og da han gjorde det anden gang, så blev tallerkenen flyttet, så han ikke havde maden foran sig mere. Det var noget der faldt Freja for brystet. Det kunne man i hvert fald ikke tillade sig påstod hun, og hun brokkede sig nærmest uophørligt på det lille madsvins vegne. Da hun så ligesom fornemmede, at hun ikke rigtigt kom igennem med sine argumenter, tog hun andre metoder i brug - nemlig trusler, og så sagde hun "Ja, han bliver da i hvert fald aldrig borgmester, så tyk som han ikke bliver"! Anna Ingeborg ville gerne give sit besyv med, og kunne tilføje, at han da i hvert fald heller ikke ville blive julemand.

Ingen kommentarer: