søndag, januar 06, 2008

Puslespil og blodbad

Der har ikke været de helt store begivenheder i den sidste tid. I fredags var Anna Ingeborg med i Klub Enghøj. Hendes mor skulle egentligt have været på skolen, hun er så i mellemtiden blevet sygemeldt, men Anna Ingeborg var blevet lovet, at hun måtte komme med. Og hun havde glædet sig helt vildt. Det gik også godt. Hun fik navneskilt og var med til at synge og høre historie. Og så fik hun lov til at være på post med Mette, hendes yndlingspræst.
Idag var der så familiegudstjeneste, hvor Freja optrådte med to sange fra julemusicalen sammen med nogle få andre børn fra børneklubben. En barnedåb var der også, og til Anna Ingeborgs store tilfredsstillelse var der kiks og saftevand (ja, det er der jo, når man går til alters...).
Da vi så kom hjem kastede pigerne sig over puslespillene. Anna Ingeborg fik i en fart lavet tre puslespil med hver tyve brikker. Godt klaret, selvom hun nu før på egen hånd har klaret otteogfyrre brikker. Freja tog Askepot med ethundredeogfire brikker og ville ikke have Anna Ingeborg til hjælp. Det var selvfølgeligt heller ikke nødvendigt, for det kan hun nemt klare selv.
Anna Ingeborg fik så overtalt sin mor til at lave et med Aladdin ligeledes med ethundredeogfire brikker. Og det gik fint. Hun har fået nogenlunde styr på sagerne, og hun sluttede faktisk eftermiddagen med at lægge Frejas Askepotpuslespil næsten uden hjælp. Freja havde godt nok meget svært ved at styre sin tålmodighed mens hun kiggede på, men kom kun med nogle få velmenende råd når hun mente det var ved at gå helt galt for Anna Ingeborg.
Efter aftensmaden skulle de så i bad. Og ja, det var det, der endte i blodbad. Selve badet gik ellers helt fint, og de vaskede sig overalt, endda håret uden at brokke sig. Men bagefter, da de skulle tørres, var der nær røget et tandsæt. De havde fået deres håndklæder, men gad af en eller anden grund ikke rigtigt at tørre sig. Så de opfandt en leg, hvor Anna Ingeborg skulle skubbe Freja, så hun rullede rundt på gulvet. Det gik egentligt fint nok. Men da de så vendte legen om, og Freja altså skulle skubbe Anna Ingeborg, blev det lidt voldsomt. Freja havde lidt flere kræfter end der var brug for, så lige pludseligt bankede Anna Ingeborg fortænderne ned i gulvet og begyndte at græde. Selve styrtet så nu ikke engang så voldsomt ud, men da hun kom op, og det var muligt at besigtige skaderne, var der godt nok en del blod. Og hun græd så det skar gennem marv og ben. Og da Freja så blodet, og måske indså at hun nok havde været for voldsom, og at det måske var hendes skyld, så græd hun lige så meget. Og det var faktisk hende, der var sværest at trøste. Det lykkedes dog til sidst at få hende forklaret, at det jo var en leg, og at det var et uheld, som de faktisk var lige gode om.
Heldigvis for Anna Ingeborgs tænder havde læben taget det værste af stødet (forhåbentligt). Det blødte meget, men der så ikke ud til at være sket skade på tænderne. Der foretages løbende kontrol de næste dage...

Ingen kommentarer: