torsdag, januar 23, 2014

Freja selvantænder

Når man går på C. la Cours skole, så skal man i femte klasse spille musical. Det ved man fra man er helt lille. Og når man kan begynde at gå i kor i tredje klasse, så bliver der ikke lagt skjul på, at det er en god ide at gå i kor, hvis man gerne vil have en rolle i femte klasse musicalen. Og Freja har ønsket sig en rolle, ja, altså hovedrollen, lige siden det gik op for hende, at der var noget med en musical i femte klasse.
Hun øver sig meget i at synge og danse, og kan også lide drama. Så forventningerne var skruet helt i vejret inden udvælgelsen.
Hun og alle de andre elever i femte klasse, skulle skrive deres ønsker for deltagelse i musicalen. De skal spille aladdin, og så er der kun to roller Freja kan vælge imellem. Aladdin og Jasmin. Og det var også hendes prioritering - i den rækkefølge. Og da hun så blev udvalgt til at spille aladdin, gik hun helt i ekstase. Det hele skal opføres i maj måned, men Freja kunne allerede alle sine replikker samme dag, som hun fik sit rollehæfte. Det her er jo noget, der er væsentligt vigtigere end lektier og andre ligegyldige ting.

Ingen kommentarer: