tirsdag, marts 08, 2011

Fastelavn

Så er fastelavnsweekenden forbi. Lørdag var Anna Ingeborg klædt ud i sit fine blomsterkostume til fastelavnsfødselsdagsfest hos Cecilie fra hendes klasse. Da hun ankom blev hun helt forskrækket, fordi Cecilies kæmpehund kom farende ud til hende. Cecilies far var dog flink til lige at genne hunden væk, så Anna Ingeborg ikke skulle stå der så stiv som et brædt med rædslen malet i ansigtet (ja, det kunne godt ses bag den gule maling, hun også havde malet i ansigtet). Men der er sket noget underligt på de tre timer den fødselsdag varede. For da hendes mor kom for at hente hende, blev hun straks halet med hen til hunden, for Anna Ingeborg skulle lige vise, at hun godt turde ae hunden. Så har man set det med.
Senere samme dag, skulle Anna Ingeborg afsted igen. Og så var det til MGP-fødselsdagsfest hos Rikkeline fra hendes klasse. Det var med overnatning, og det ville Anna Ingeborg gerne være med til. Der var nu kun gået en time af MGP, da der blev ringet efter en bil, der kunne køre hende hjem. Heldigvis var det ikke fordi hun var dårlig. Hun var bare meget træt, og så var hun irriteret over, at det kun var nogle få stykker af de andre børn, der gad se MGP. Dem der ikke gad se det, lavede larm og løb ind foran skærmen. Så hun kom hjem og så den sidste time, og så sov hun i sin egen seng.
Freja fik heller ikke helt den MGP-aften hun havde håbet på. Hun havde inviteret Camille fra hendes klasse til overnatning og MGP. Men Camille mistede lysten til at se fjernsyn ret kort inde i showet (sådan ca. samme tid som det sidste slik var spist), og så ville hun hellere lege. Det ville Freja sådan set også gerne, men hun havde vist håbet på, at de skulle sidde og se hele showet sammen. Men hun legede pænt med Camille alligevel - uden brok.
Søndag var der fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning og Søren Sømand-show i kirken. Freja havde klædt sig ud som æggemad, og Linus som Buzz Lightyear. Anna Ingeborg var igen i sit blomsterkostume. Ja, og Linus var kun delvis udklædt, for han gad ikke rigtigt have sin Buzz-maske på. Og så var han i øvrigt lidt bange for, at det skulle være farligt nede i krypten, når det kom til tøndeslagningen. Han snakke meget om, med forfærdelse i stemmen, at der skulle komme nogle høje brag. Det var nu ikke slemt, og han stod og så på længe, men han ville ikke selv slå til tønden.
Det ville han så gerne mandag, da han var til fastelavnsfest med dagplejen. Igen klædt ud som Buzz Lightyear, dog uvist om han var iført masken. Men slået havde han, og han havde også fået popcorn og slik og rundstykker og rosiner. Så han var vældig begejstret.

Ingen kommentarer: