tirsdag, juli 21, 2009

På trapperne

Der bliver stadig holdt sommerferie, og så bliver lægen besøgt jævnligt. Det hører nærmest med. Anna Ingeborg var til nok en kontrol med hendes luftveje, hvilket førte til at hun skal have større dosis af sin medicin, hver gang hun tager den. Hun er nu oppe på mere end man anbefaler voksne at tage som maximum. Det kører i fjorten dage, hvorefter der muligvis skal tages nogle blodprøver, som så muligvis kan afsløre hvad det er hun fejler...
Linus var til ørelægen nok en gang, og fik konstateret vand i det ene øre. Der skal muligvis dræn i, men det bliver først afgjort til efteråret eller vinteren, når mellemørebetændelsessæsonen kører på sit højeste.
Og så er drengen for alvor kommet på benene. Han står op meget af tiden. Måske kunne han overtales til at sidde ned, hvis der overhovedet ikke var noget for ham at prøve på at nå. Og så tager han selv trappen nu. Dog ikke oprejst.

Ingen kommentarer: