tirsdag, juni 10, 2008

Nu med Linus

Så fik pigerne deres lillebror. Torsdag d. femte juni kl. 21:21. 3230 g og 51 cm. Han tilbragte sin første nat på barselsgangen sammen med sin mor, og fik så lov til at komme hjem den følgende formiddag.
Pigerne blev hentet af mormor og bedstefar og bragt til Hinnerup onsdag. der fik de en behandling, der er to prinsesser værdig. De var meget spændte på at se det nye familiemedlem fredag, og de kunne ikke hurtigt nok komme til at holde ham. En vaskeægte levende dukke, lige til at hive op af liften og lege med. Og så alligevel ikke helt, men det tog de pænt på trods af mange formaninger.
Fredag blev en lidt hård dag for dem, for de havde glædet sig meget, og der var mange på besøg, og de kunne ikke komme til helt at gøre og lege som de plejer. Til gengæld fik de storesøstergaver, og det vakte da nogen jubel (nogle vil mene mere end det, at de havde fået en bror...).
Lørdag blev pigerne hentet af bedstemor og bedstefar til overnatning og tur i Tivoli Friheden søndag. Det var alle glade for. Pigerne fordi de skulle i Tivoli, og resten af familien, ikke mindst Linus, fordi der blev en smule mere ro i hjemmet. Det var en god ting, og nu går det rigtig fint med amningen, omend morens blodtryk stadig er til den høje side.

Ingen kommentarer: