mandag, marts 03, 2008

Hospitalsbesøg, GameBoy og besøg hos Bech Svendsens

I fredags var pigerne med deres mor i banken for at få talt pengene i sparegrisene og få dem sat ind på bankbøgerne. Der var mange penge, og begge piger havde efterfølgende mere end totusinde kroner. Og så kan man jo man jo få lige det man peger på - en GameBoy. Det har Freja snakket om i længere tid, så det var vel på tide at få anskaffet sådan en. Lørdag var hele familien så i Toys 'R' Us for at købe en pink (rosa) Nintendo DS til Freja (Ja, det er den de kalder en GameBoy). Det blev også til et spil med Barbie, så der var lidt at starte med. Anna Ingeborg havde gennem længere tid snakket om, at hun gerne ville have en Build-A-Bear for sine sparepenge, men ombestemte sig lige så snart Freja havde købt en Nintendo DS. Så ville hun da også have sådan en. Hun røg nu altså i tænkeboks, og fik ikke sådan en spillemaskine med det samme. Men der gik ikke meget længere end til søndag før forældrene måtte overgive sig, og så var det jo heldigt, at Toys 'R' Us havde åbent søndag også. Så hun tog med ud og købte en Nintendo DS i hvid.
Lørdag var der åbent for besøg på hospitalet hos bedstemor. Pigerne hyggede sig vældigt, selvom de godt nok havde lidt svært ved at lade Frejas medbragte spillemaskine ligge. Men de fik da stillet en masse spørgsmål og hilst på en sygeplejerske. Og kage fik de også.
På vej til Århus var vi lige et smut forbi Kristian og låne spil til deres nyerhvervelser. Han lå nemlig inde med det Build-A-Bear-spil som Freja egentligt ville have haft, og som vi havde været i seks forretninger for at finde.
Søndag tog familien på besøg hos Bech Svendsens. Freja legede rigtig godt med Emma-Sofie og Anna Ingeborg legede rigtig godt med Ida-Marie. Freja og Anna Ingeborg prøvede også at have Emma-Sofies og Ida-Maries rulleskøjter på. Der skal vi nok til at øve os lidt. For det blev ikke til meget mere end at de havde dem på. De fik ikke just lært at skøjte.

Ingen kommentarer: